Hvad er det, min Marie

Af Doris Ottesen, cand. theol. & forfatter: Grundtvig spørger forundret, hvordan det dog kan være, at Marie og han føler sig “viet sammen/ som kirken og dens amen/ som præst og menighed”,

Grundtvigs sang til Marie kunne godt have plads både i gudstjeneste og salmebog

Af Doris Ottesen, cand. theol. & forfatter

Jeg har drukket Grundtvigs sange og salmer ind med modermælken. De er blevet sunget ved min vugge, sunget til hverdagens morgen- og aftensang, sunget som fællessang i festligt lag i familien, i friskolen, på højskolen, i forsamlingshuset og i kirken. Mange, uendelig mange salmer og sange, har jeg kendt fra længe før, jeg kan huske. Altid, synes jeg! Med én undtagelse: Sangen “Min Marie”! Den kan jeg næsten på dato eller i hvert fald på år sige, hvornår jeg lærte at kende. Det må have været først på året 1983 i forbindelse med Grundtvigs 200-årsdag, hvor den blev sunget ved den gudstjeneste, jeg holdt på Studenterkredsens sommermøde på Vallekilde Højskole. Oplysningen om, at “Min Marie” blev sunget ved en gudstjeneste – altså som en salme – vil måske forarge nogen og forundre flere, men jeg mener stadig, at digtet ved den lejlighed var helt på sin plads. Det vil jeg vil stadig gerne argumentere for. Men først lidt om digtets forhistorie.

Den 14. januar 1851 døde Grundtvigs første kone Lise. De var blevet gift i august 1818 efter en forlovelsestid på syv år. Lise var ikke Grundtvigs store ungdomsforelskelse, og ægteskabet var ikke lykkeligt. Men Grundtvig havde hele sit liv stor sans for det kvindelige, for kvinders kunnen, kvinders værdighed og ligeværd. Og han lod sig til stadighed inspirere af de kvinder, han mødte på sin livsvej. I vinteren 1845-46 blev han i sit hjem opsøgt af den 33-årige enke Marie Toft., som ville høre Grundtvigs mening om de gudelige forsamlinger, hun selv var optaget af.

Mødet med Marie
Marie Toft var som 26-årig blevet gift med godsejer Harald Toft, men et år efter brylluppet blev hun enke, kun få måneder efter at hun havde født datteren Haralda. Efter sin mands død styrede Marie Toft godset, hun satte sig ind i skovbrug og agerbrug og tilbød sine fæstebønder deres gårde først som arvefæste senere til selveje. Marie Toft gjorde sit gods, Rønnebæksholm ved Næstved, til centrum for de gudelige vækkelser og knyttede forbindelse til præster og lægfolk, der var optaget af det nye religiøse liv.

Det var det engagement, Marie Toft ville høre Grundtvigs mening om. I første om – gang fik hun kun en ironisk kommentar fra Grundtvig, som mente, at det med de gudelige forsamlinger i runden først og fremmest var “et spørgsmål om selskabelig smag”. Marie Toft forlod ham i vrede. Alligevel aflagde Grundtvig samme efterår et besøg på Rønnebæksholm, og der udviklede sig efterhånden et nært venskab med mange gensidige besøg i Vartov og på Rønnebæksholm. Der er ingen tvivl om, at de påvirkede hinanden i væsentlig grad. Grundtvig fik mere sans for forsamlingernes kristelige værdi, og Marie Toft fik mere syn for det folkelige og nationales betydning for troslivet.

I 1850 blev Lise sengeliggende. Grundtvig gav udtryk for, at hun var ramt af “et til døden utrøsteligt hjerte”, som han følte sig magtesløs overfor. Den 14. januar 1851 døde Lise. Kort tid derefter rejste Grundtvig til Norge, men straks da han kom hjem igen, sendte han et frierbrev til Marie Toft. Han fik en skriftligt ja, og deres forlovelse blev deklareret. Forargelsen var stor. For det første var han en gammel mand på 67 år, Marie Toft kun 37, og for det andet var det efter den almindelige mening alt, alt for hurtigt efter Lises død. I august 1851 fyldte Marie Toft 38 år, og det var i den anledning, Grundtvig skrev dette fødselsdags/kærlighedsdigt. Den 21. oktober samme år blev de viet i Brøndbyvester kirke. Jævnbyrdig partner Grundtvig fik med Marie Toft en selvstændig og åndeligt jævnbyrdig partner. Deres ægteskab var uomtvisteligt lykkeligt. Men lykken varede kun kort. I maj 1854 fødte Marie Toft Grundtvig en søn. To måneder efter døde hun af brystkræft. Hun blev 41 år.

Grundtvig begynder sit kærlighedsdigt med et spørgsmål. Han spørger forundret, hvordan det dog kan være, at Marie og han føler sig “viet sammen/ som kirken og dens amen/ som præst og menighed”, så absolut forbundne i et fællesskab, der har samme karakter, som det der er i kirken,
kirken her forstået som menighedens fællesskab, og det amen, dvs. det ord, der bliver forkyndt til denne menighed.

Grundtvig bruger de sidste fire vers til at besvare dette spørgsmål. Han konstaterer, at det kærlighedsforhold, der findes imellem dem, har såvel sin styrke som sin begrundelse i, at de to under alle forhold “vil være/ hinanden som vi er og kan bære/ hinanden som vi er”. Et udsagn, der
på mange måder minder om vielsesritualets tilspørgsel: “Vil du elske og ære, i medgang og modgang i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, indtil døden jer skiller ad”. At ære og bære, det er kun muligt under den forudsætning, at evangeliets ord vil lægge sin glæde, sin tilgivelse og sin tro deri.

Det er da også erkendelsen af dette, Grundtvig giver udtryk for i tredje vers:
“Kun på en egen måde/ vi er i grunden et/
vort liv var os en gåde,/ til vi opdaget det./
Men nu har vi opdaget/ i hjertefavnetaget/
vort liv er fælles lyst”. De elskendes hjerter er bundet til hinanden i en fælles tro.
Det er også en lyst!

Al synd og død til trods
At det her ikke (kun) er tale om en erotisk lyst fremgår med al tydelighed af næstsidste vers. Her undrer Grundtvig sig – sammen med sin elskede – over, hvordan deres kærlighed vil kunne vare for altid, når de som troende kristne ved, at det kun er Guds kærlighed, der er evig og alt tilgivende. Kun for den, der er udenfor synden og dødens magt, er kærligheden evig. Med Grundtvigs egne ord: “Nu er det kun en gåde/ for os at tænke på/ hvordan vi af Guds nåde/ kan evigt leve så./ Thi uden ny og næde/ kun varer liv og glæde/ al synd og død til trods!”

Det endegyldige svar på det spørgsmål finder Grundtvig i sidste vers. Det er kun muligt at få del i den evige kærlighed ved at tro på Jesus Kristus. Fordi Jesus gennem sit liv og sin opstandelse har givet de elskende del i sin kærlighed her i livet før døden på samme måde, som han vil gøre det i det evige liv efter døden.

Det fortælles, at Marie Toft efter eget ønske blev begravet på Gammel Køgegaard i et kapel over jorden for dér at vente på opstandelsens dag. Da Grundtvig døde 18 år senere efter endnu et ægteskab, blev han – også efter eget ønske – stedt til hvile ved hendes side. “Derfor vi os forbinder/ i tro og kærlighed,/ med dødens overvinder,/ som daled til os ned,/ som til Gud Faders ære/ vil støvet klart hjembære/ i Åndens favnetag.”

Når Grundtvig digter om den sande, den trofaste og tilgivende, kærlighed mellem to mennesker, så er den selvfølgelige forudsætning disse to elskendes fælles tro på Guds kærlighed. Og således læst og forstået er det ikke vanskeligt at se “Min Marie” placeret i salmebogen ved siden af “Kærlighed til fædrelandet” og “Det er så yndigt at følges ad”.

 

Trykt i Dansk Kirketidende nr. 8 2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *