Hvad er en grundtvigianer?

Grundtvig har haft enorm indflydelse på dansk mentalitet – siges det. Men hvad er en grundtvigianer, og hvad kan hun kendes på? Ifølge denne artikel kan en grundtvigianer kendes på sin optimisme. Spørgsmålet er så bare, om grundtvigianeren stadig findes?

Af Ingrid Ank leder af Grundtvig Akademiet

For ti år siden var min far alvorligt syg. Min mor, mine søskende og jeg tilbragte derfor mange sammenflydende timer på intensivafdelingen, hvor al tid er ventetid, akkompagneret af respiratoranlæggenes skarpe hyletoner. I den forbindelse var der et udtryk, der formulerede sig i mit hoved: Håbets vished.

Søren Kierkegaard taler om ’troens vished’ (som er ”kjendelig på Uvisheden” SKS 7, 459), men Grundtvig er ikke så ensidigt optaget af tro eller for den sags skyld af subjektiviteten som Kierkegaard. Tro er for Grundtvig kun det ene ben, kun begyndelsen af treklangen, tro, håb og kærlighed.

Håbets vished? Det var det, vi var i på intensivafdelingen. Man kan jo slet ikke være i andet, og det gælder ikke kun i de tilspidsede situationer, men i det hele taget. Det skal nok gå godt, siger vi – for andet kan man ikke leve med. Andet kan man ikke leve i. Indimellem slår selvfølgelig den tanke ned, at det ikke går godt, men det er ikke den modus, man er i. Det skal nok gå godt, siger vi – fordi det skal det. Et liv, der leves på, at det grundlæggende ikke går godt, er et liv, der ikke kan leves.

Håb på trods

’Håb’ er kommet på mode blandt teologer, ofte formuleret som et håb på trods. Der er en rigdom af billeder i Bibelen, der understøtter talen om ’håb på trods’. Abraham er Guds udvalgte, der skal blive stamfar til et stort folk, men han forbliver barnløs indtil sin alderdom (og – hvad værre er i den sammenhæng – hans kone Sara er ’heller ikke helt ung mere’). Israelitterne er Guds udvalgte folk, som Moses fører gennem ørkenen, men folket falder hele tiden fra, bliver feje eller dovne eller optaget af de hurtige løsninger, og vender sig mod Gud. Det er against all odds, at det lykkes at nå frem til det forjættede land, eller alene på grund af Guds gode vilje. Og hos profeten Esajas sammenlignes Israel med et rodskud, der – alt til trods – er liv i. ”Med roser må man leve i håbet,” læste jeg i en havebog, ”der kan være liv i selv de mest indtørrede grene.”

’Håb på trods’ er fra de bibelske billeder vandret ind i den kristne tradition og i teologien, fx hos Luther, der insisterede på, at mennesket får Guds nåde ikke på grund af alt det, mennesket er og gør, men på trods af det. Gud elsker os ’på trods’ (som der står i mange nye salmer, og – som én sagde til mig – det er vel nok heldigt for poeterne, at ’trods’ rimer på ’os’). Vi lever i verden med håb på trods af lidelsen og elendigheden, på trods af menneskers fejhed og ondskab, på trods af livets tomhed og dødens ditto.

En grundtvigianer er en optimist

Hos Grundtvig er talen om håb imidlertid ikke udtømt ved at sige ’håb på trods’. Hos Grundtvig er der også et ’håb fordi’. Et andet ord for det er optimisme, forstået i sin oprindelige betydning fra det latinske ’optimus’: bedst. Vi lever i den bedst tænkelige og bedst mulige verden, og det ’skal nok gå’, for Gud er med i den verden, han selv har skabt. Det betyder også, at det ikke var ’bedre i gamle dage’, for Gud er netop med i den verden, der folder sig ud i og med historien. ”Hvad sandhed er må tiden vise,” skriver Grundtvig så finurligt i Udsigt over Verdens-Krøniken (1817), sandheden er i tiden, den har fremtiden for sig og ligger ikke skjult i en tabt fortid. Og det betyder, at himlen ikke kun er stedet for menneskets længsler væk fra verden, himmel og jord er forbundet. Og mennesket er ikke kun fejhed og grusomhed, mennesket har ånd i kraft af sit sprog og sin fantasi, og kan synge om kap med fuglene – og vinde! – og endda udfordre englene, som vi synger det i salmen Alt, hvad som fuglevinger fik (DDS 10): ”Og sig det til hver fugl på jord, / og sig til alle englekor, / hvis sang livsaligst klinger, / at du med dem i væddestrid / vil prise Gud til evig tid / for ånde, røst og vinger!”

Hos Grundtvig er talen om håb imidlertid ikke udtømt ved at sige ’håb på trods’. Hos Grundtvig er der også et ’håb fordi’. Et andet ord for det er optimisme

Og det leder frem til et forsøg på at svare på spørgsmålet i overskriften: Hvad er en grundtvigianer? En grundtvigianer er en optimist. En grundtvigianer har ikke kun et håb på trods, men også et håb fordi. Det kunne være det korte svar.

Frihed til dig selv og andre

Hvad betyder det i praksis, som man ofte siger, eller hvad medfører optimismen? Optimismen medfører, at livet kan leves i frihed, hvilket igen betyder, at man må lade andre mennesker leve i frihed. Hvis man sætter snævre grænser for andre, så bliver ens eget liv nemlig ikke frit: ”Den er ikke selv fri, som ikke vil lade næsten være det med sig,” sagde Grundtvig i et af sine Mands minde-foredrag. Det skal forstås i sin radikalitet. Grundtvig var helt på det rene med, at frihed også er farligt. Og at det gør livet utrygt at lade andre mennesker – dumme mennesker, gale mennesker, psykopatiske mennesker – nyde samme frihed som én selv. Men alternativet er, at der ingen frihed er, hverken for én selv eller andre.

Optimismen som bærende livsindstilling – den grundlæggende overbevisning om, at livet er godt, og at vi har lov til, og grund til, at håbe det bedste – muliggør friheden. Med optimismen som grundindstilling må man insistere på trosfrihed og ytringsfrihed, endda også for dem, der ikke vil give samme frihed retur. For alternativet er, at friheden helt forsvinder.

Denne frihed, som nødvendigvis må gives til andre, hvis man selv vil leve et frit liv, har rod i kristendommen. Man kan ikke – med kristendommen i ryggen – tvinge andre mennesker til ufrihed. Det ville være ukristent.

Optimismen påvirker også forståelsen af kirken og af kirkens rolle i forhold til samfundet. Uberørt af byens travlhed hedder en populær salme af Lars Busk Sørensen (1990), hvor vi synger om kirken som ”en helle midt i larmen.” Men i et optimistisk perspektiv er kirken ikke et tilflugtssted, ikke et sted vi kan rykke sammen med dem, der ligner os selv, og danne værn mod verden udenfor. For verden er værd at være i, og kirken og verden hænger sammen. Kirken er ikke et fællesskab af ligesindede, men sender dig ud i verden, ud til fællesskab derude: Du skal ud og lade dig berøre af byens og livets travlhed.

Findes grundtvigianeren?

Den her artikel er ikke sin første af sin slags. Andre har før mig gjort forsøget på at karakterisere ’det grundtvigske’ og at sige noget om, hvad det vil sige at være grundtvigsk. Derfor har jeg også kunnet tillade mig at trække nogle bestemte aspekter ved det grundtvigske ud, der – som jeg ser det – er karakteristiske, mens andre er udeladt. Dem må man læse om i andre artikler.

Jeg hører ikke med til dem, der bruger mange tårer på at græde over ’traditionstabet’: At folk nu om dage ikke kan deres fortællinger og sange, ikke ved hvem Kain og Abel eller Jakob og Esau er og ikke kan meget mere end ’den om livstræet’, når de får stukket en højskolesangbog i hånden. Det er selvfølgelig trist, men det er ikke det værste

En enkelt af disse andre artikler vil jeg nævne her, nemlig en artikel af forhenværende biskop over Fyns Stift, Kresten Drejergaard, med titlen ”Hvor blev Grundtvigianerne af?” (Fra røverdal til englesal, Eggersens Forlag 1994). Han beskriver, hvordan grundtvigianismen tidligere havde et fast tag i store dele af landbefolkningen (nogle steder i skarp konfrontation med de missionske), at den satte sit tydelige præg på foreningslivet og skød frem i form af højskoler, friskoler og valg- og frimenigheder. Men, skriver Drejergaard, meget af dette er ikke nær så markant længere, og det ’at være grundtvigsk’ er ikke på samme måde en artikuleret del af selvforståelsen, som det for mange var tidligere. Og dog, slutter han, lever det grundtvigske alligevel i bedste velgående, nemlig som en usagt og underforstået del af den danske mentalitet: ”Danmark er et grundtvigsk land!” skriver han.

Artiklen er fra 1994. Jeg må tilstå, at jeg ikke er så optimistisk længere på den danske mentalitets vegne. Jeg hører ikke med til dem, der bruger mange tårer på at græde over ’traditionstabet’: At folk nu om dage ikke kan deres fortællinger og sange, ikke ved hvem Kain og Abel eller Jakob og Esau er og ikke kan meget mere end ’den om livstræet’, når de får stukket en højskolesangbog i hånden. Det er selvfølgelig trist, men det er ikke det værste.

Det værste er, hvis optimismen er væk. Det værste er, hvis vi ikke længere lever sådan, at tid er noget, vi kan handle i. Hvis tid blot er noget, der løber afsted med os, og som kræver effektivitet, kompetencer og automatreaktioner, men ikke giver mulighed for at handle og træde frem for hinanden som mennesker. Det værste er, hvis fremtiden – UDVIKLINGEN – er noget, der kommer nærmere som en trussel og ikke et rum af muligheder. Og det værste er, hvis vi hellere vil klumpe os sammen i snævre og trygge fællesskaber, hvor vi vogter på, at vi altid ligner hinanden, end at leve et frit liv. Et frit liv som indbefatter, at vi giver frihed til andre.

Jeg mener, at optimismen er på retur. Tidstyranniet, fremtidsfrygten og angsten for det fremmede har tag i os. Men hvordan, kan man så spørge, vil en grundtvigianer forholde sig til det, hvis en sådan stadig findes? Hun vil vel holde fast i håbet (anden mulighed gives ikke) og så forsøge at gøre noget ved det.

Artiklen er skrevet til et jubilæumsskrift for Grundtvigsk Forum, Billund (2019)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *