Hvad mener du, når du siger søløve?

INTERVIEW. Midt i en tid med diskussioner af kønsidentitet har Anne Sofie Allermann skrevet en lille fin børnebog for de 3-6 årige om det at være transkønnet. Men også – i videre forstand – om hvad sprog er for noget, og på hvilken måde sproget både definerer og udvider vores virkelighed. Allermanns historie er vinder af Grundtvigsk Forums børnelitteraturkonkurrence

"Sandheden er lige så kompleks, som universet er. Det er sådan set det, der er mit budskab," siger Anne Sofie Allermann, vinder af Grundtvigsk Forums børnelitteraturkonkurrence, foto: Henrik Brøndsted

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR

I foråret 2019 udskrev Grundtvigsk Forum en børnelitteraturkonkurrence, hvis eneste kriterie var, at der i fortællingen skulle indgå en LGBT-karakter. Vinderen er nu fundet, nemlig den 48-årige Anne Sofie Allermann, hvis manuskript En fin sten er udvalgt af juryen blandt 238 andre bidrag. Allermann fortæller her om det at være kunstner, uden at andre lader til at kunne se det, og også om det, vi kan se, og det vi skal have hjælp til at se. Det handler En fin sten nemlig om.

“Min far var kunstner. Men også alkoholiker. Han begik selvmord, da jeg var otte, og det talte vi ikke om. Altså slet ikke. Til gengæld læste min mor bøger for mig, Tom Sawyer og Det lille hus på prærien og mange flere,” siger Anne Sofie Allermann.

“Siden har jeg tænkt, at fortællingerne gav mig et sprog eller skabte et sprog imellem os – min mor og mig – til at tale om det vigtige og det svære og til at græde sammen. Ikke sådan at vi fra fortællingerne gik videre til at tale om vores egen virkelighed, vi blev i fortællingernes sprog. Men i dem var der så meget stort og svært og stærkt. Det gjorde verden så uendeligt meget større.”

“Da jeg selv valgte at blive kunstner, reagerede min familie meget voldsomt. Nej, det må du ikke, sagde de, nok fordi de vidste, hvad et kunstnerliv kunne byde på. Derfor har det også været en kamp for mig at insistere på, at det er det, jeg er. Kunstner.”

MEN DET ER JO DIT NAVN
Anne Sofie Allermann har let til smil og grin, også når hun fortæller om sit eget liv og sin kamp for at kunne kalde sig kunstner. Hun er uddannet arkitekt, men har stort set aldrig arbejdet som sådan. Derimod har hun gennem mange år forsøgt sig som billedkunstner, uden – som hun selv beskriver det – at have succes med det.

For få år siden udskiftede hun penslen med blyanten og begyndte at skrive. Her i august udkommer hendes første bog, børnebogen Hvorfor hedder jeg Ivan? på ABC Forlag, og samtidig modtager hun prisen for bedste manuskript i Grundtvigsk Forums børnelitteraturkonkurrence med fortællingen En fin sten.

Vi har brug for ordene til at definere verden med, for ellers eksploderer det hele jo. Men måske skal afgræsningen have en eller anden fleksibilitet, så vi lidt oftere tager os tid til at tale bagom sproget

En fin sten handler om Orla, der finder en sten på stranden og leger, at den er en pingvin i et cirkus. Men så kommer Olivia og ser en søløve, hvor Orla ser en pingvin. Og så kommer Otto, der ser en haj. Til slut i fortællingen kalder mor og far på Orla og hans søskende. Men Orlas forældre kalder Orla for Olga:

“Jeg kan ikke lide, når I kalder mig Olga, siger Orla, da de sidder og spiser.”

“Men det er jo dit navn, siger far.”

“Nej, jeg hedder Orla. Jeg er ligesom den fine sten. I kan bare ikke se det.”

‘En fin sten’ er ikke illustreret, men er indtil videre blot et manuskript. Men Anne Sofie Allermann har lavet disse skitser (mens hun lyttede til en podcast … så teksten har ikke noget med tegningerne at gøre)

ERFARINGEN AF AT VÆRE MISFORSTÅET
Temaet om det transkønnede spiller ind i flere af dine fortællinger?

“Ja. Jeg tror, grunden til, at det tema har grebet mig, er, at jeg selv har erfaringer med at være misforstået. Og blive puttet ned i en boks, som jeg ikke føler, jeg passer ned i. Det kan man jo blive på mange måder.”

“Jeg kender ikke selv fra mit eget liv til erfaringen af at blive set som et andet køn end det, jeg selv føler, at jeg har. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i det med, at andre ikke kan se det, jeg selv ser. Jeg har altid troet, det var billedkunsten, der var mit sprog. Men jeg har jo aldrig haft succes med det. Det har været dybt fortvivlende at have en følelse af, at det er den her, jeg er, det er her mine talenter ligger – men verden vil ikke have mig,” siger Anne Sofie Allermann og ler lidt af sig selv.

“Billederne hobede sig op i atelieret, for jeg kunne ikke afsætte dem. Jeg har været nødt til at forære dem væk for at få plads til at skrive.”

Hun fortsætter: “Måske vender jeg tilbage til billedkunsten på et tidspunkt. Jeg drømmer også om at illustrere mine egne bøger, men det er virkelig svært. Illustrationer til fortællinger er en genre for sig.”

Men hvordan får du smør på brødet?

“Det er min mand.”

Din mand?

“Ja. For man kan nemlig tjene rigtig mange penge som softwareudvikler. Men det kan man ikke som kunstner. Det synes jeg også er skørt. Jeg har i perioder arbejdet deltid i en ungdomsklub, hvor jeg stod for atelieret. Men nu er jeg fuldtidsskrivende. Og måske bliver jeg ved med det.”

DEN VIRKELIGE STEN
“Jeg skulle egentlig have haft stenen med i dag, for den findes nemlig i virkeligheden. Så det er faktisk en sand historie, jeg har skrevet. Orla findes også i virkeligheden. Det er min mosters svoger, der bor ved Følle Strand nord for Aarhus og godt kan lide at finde sten, når han går tur med sin hund. Orla fandt pingvin-stenen og sagde til min moster, at hun skulle skrive en historie. Det kan jeg ikke, sagde hun – men det kan du Fie. Og så tænkte jeg, ja det kan jeg godt,” siger Anne Sofie Allermann.

“Den virkelige Orla er ikke transkønnet. Og det var først, da jeg så konkurrencen, at historien fik den slutning, den har nu. Den er begyndt som en historie, der ikke handler om køn, men om at vi ser tingene forskelligt. Orlas søster Olivia ser en søløve i stenen, men hans bror, Otto, ser en haj. Og bagefter hjælper Otto Orla til at få mod til at hoppe i vandet – han siger: Du skal bare være en haj. Ligesom stenen.”

“Det handler om, at vi har brug for hinandens blik. Vi kan få mod fra hinanden. Og få hjælp til at flytte os. For vi kan ikke udvikle os, vokse, hvis ikke vi har hinanden.”

SANDHEDEN ER KOMPLEKS
Det er også det, jeg synes er interessant ved din fortælling. Altså at andres blik ikke kun er noget, vi bliver låst fast i, men også noget vi bliver inviteret ind i – er det sådan?

“Ja. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi kan få udvidet vores horisont gennem andres blik. Og måske ændrer vi derved vores blik på tingene. Men det, at man godtager en andens syn, betyder ikke, at man siger nej til den erfaring, man selv har. Jeg synes godt, man kan stå ved sig selv. Men jeg tror, at ens møde med verden bliver mildere, hvis man har en indlevelse i andres synsvinkel.”

“Jeg synes ikke, alle opgør behøver at være militante og aggressive og fyldt med vrede, fx hvis man skal stå frem med et andet køn. Man kan sagtens gøre det på en rolig måde. Det kan godt være et fredeligt oprør.”

“Sandheden er lige så kompleks, som universet er. Det er sådan set det, der er mit budskab. Tingene er jo ikke sort/hvide, og køn er ikke kun ‘mand’ og ‘kvinde’, køn er alt muligt. Så vi skal stoppe med at definere hinanden og sige: Du er sådan en, der fylder meget. Eller du er sådan en, som griner meget. Eller du er den stille type. Vi skal holde op med de faste kasser og definitioner. Vi skal give hinanden plads til at definere os selv.”

Alle har vi vel de forskellige køn i os? Jeg kan i hvert fald selv se nogle maskuline sider i mig, og det gør mig jo ikke til mindre kvinde. Så altså, skal vi ikke bare holde op?

Hun fortsætter: “Hele spørgsmålet om køn er jo også komplekst. Jeg hørte en podcast med én, der skiftede køn flere gange om dagen. Følelsen kunne svinge fra morgen til aften.”

Men er der så ikke også noget meget traditionelt ved det? Altså hvad er det for faste definitioner eller traditionelle kønsopfattelser, man så skifter mellem? Er de kategorier i virkeligheden ikke også i bevægelse?

“Jo, det tænker jeg da. Selvfølgelig er der en masse samfundsmæssige strukturer, og det gemmer sig også i den måde, vi bliver opdraget på. Vi videregiver nogle faste forestillinger om, hvad en ‘rigtig mand’ og en ‘rigtig kvinde’ er: En rigtig kvinde har lyst til at være mor, osv. Men alle har vi vel de forskellige køn i os? Jeg kan i hvert fald selv se nogle maskuline sider i mig, og det gør mig jo ikke til mindre kvinde. Så altså, skal vi ikke bare holde op?”

VI KAN JO IKKE BEGYNDE FORFRA MED ALLE ORDENE
Men der er vel også noget med, at vi har brug for sproget til at strukturere virkeligheden og begribe verden. Vi sætter ord på: Dét er en pingvin. Dét er en søløve. Og det er vel det samme som at sige, dét er en mand og dét er en kvinde?

“Jeg kan godt se, hvad du mener. Vi har brug for ordene til at definere verden med, for ellers eksploderer det hele jo. Men måske skal afgræsningen have en eller anden fleksibilitet, så vi lidt oftere tager os tid til at tale bagom sproget. Det er nok lidt en balancegang, tror jeg. For vi kan jo heller ikke starte enhver samtale med at begynde forfra med alle ordene: Hvad mener du, når du siger ‘søløve’…?,” siger Anne Sofie Allermann – og ler igen.

Det er store spørgsmål, du har fat i med din bog: Hvad er sproget, og hvordan definerer det vores virkelighed. Og det har du så skrevet en børnebog om for de 3-6 årige …

“Ja, men den kan jo læses på mange planer. En god børnebog skal kunne lige præcis det. Så kan pædagogen eller forælderen, der sidder og læser, måske se noget andet i den end barnet. Måske opfatter barnet også noget af kompleksiteten på et eller andet plan.”

“I øvrigt er den virkelige Orla omkring 75, og var måske 70 år gammel, da han fandt stenen. Så det er jo ikke kun børn, der finder sten på stranden og ser noget i dem.”

Hun fortsætter: “Han er faktisk selv en fantastisk kunstner, selvom han ikke vil kaldes sådan. Han er stenhugger, og han laver de smukkeste skulpturer. Men han siger: Jeg er håndværker.”

LGBT-BØRNELITTERATURKONKURRENCE
I januar 2019 udskrev Grundtvigsk Forum en børnelitteraturkonkurrence målrettet de 3-6 årige, med det eneste krav, at der skulle optræde en LGBT-karakter i fortællingen. 239 personer deltog i konkurrencen, og vinderen blev Anne Sofie Allermann med fortællingen En fin sten.
Juryen bestod af manuskript- og børnebogsforfatter Kim Fupz Aakeson, illustrator og børnebogsforfatter Cato Thau-Jensen og redaktør hos Gyldendal, Sanne Paustian Billesbølle, der har læst alle 239 bidrag i anonymiserede versioner.
Vinderen blev afsløret i Vartov den 14. august 2019 under Copenhagen Pride Week sammen med to andre nominerede.
Sammen med æren modtager Anne Sofie Allermann en præmie på 20.000 kr.

Dansk Kirketidende 7/2019

1 Comment

  1. Dejlig spændende uddrag af bog .Kender virkelighedens Orla der er et spændende og aktivt menneske,med mange talenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *