Hvad mener vi, når vi siger menighed?

Når vi diskuterer, om menigheden skal have større frihed til selv at give gudstjenesten form, er vi nødt til først at spørge os selv, hvad vi mener, når vi siger menighed. For Ulla Morre Bidstrup er menigheden i lige så høj grad dem, der kommer i kirke, fordi de er til deres venners barns barnedåb, som de aktive i menighedsrådets gudstjenesteudvalg

TEKST: ULLA MORRE BIDSTRUP, UDDANNELSESLEDER FUV OG NÆSTFORMAND, GRUNDTVIGSK FORUM

Folkekirkens største udfordring er dens store succes i disse år med at rumme danskerne på nye måder – i sorggrupper, ved babysalmesang, ved kristendomsundervisning for voksne, ved tilstedeværelse på nettet, ved diakonale tiltag, ved alternative gudstjenester og fællessangsarrangementer, på festival og på hospice  og meget andet – samtidig med at udbuddet af og efterspørgslen på traditionelle kerneopgaver som kirkelige handlinger, plejehjemsgudstjenester og undervisning for mini-, midi- og maxi-konfirmander m.m. stort set er uændret. Midt i alt dette kræver højmessen store ressourcer, og jeg mener, der holdes for mange højmesser. Det mener jeg i særdeleshed, der gør, hvor meget få deltager og adgangen til andre kirkers højmesse er nem.

Jeg er selv en ret fast og ret glad deltager i højmessen, som jeg dog synes har lidt for mange faste bønner og en læsning for meget. Jeg elsker, når der er dåb i højmessen. Jeg er sikker på, at de dåbsselskaber, der er med til højmessen, oplever højtidelighed og en tradition båret af forfinelse gennem århundreder. Men jeg er lige så sikker på, at de dåbsselskaber, der deltager i særlige dåbsgudstjenester fx om lørdagen, også oplever folkekirken, når den er bedst. Her i form af større ”målgruppeorientering” og tilgængelighed. Vi skal være stolte af begge dele.

Mit trosliv har ikke mange individuelle udtryk. Det har det bedst i fællesskab. Jeg tror, det har noget med det grundtvigske gudstjenestesyn at gøre

Jeg vil gerne kunne genkende højmessen og føle mig hjemme i den i stedet for at skulle overraskes af en fantasifuld præst eller menighed. Jeg vil være hjemmevant og ikke turist. Til højmesse vel at mærke. Ellers er jeg med på den værste. Jeg gør mig ingen illusioner om, at højmessen skal være alles gudstjeneste hele livet og hver uge – der skal holdes mange andre gudstjenester. Kernen i gudstjenesten er sakramenterne og forkyndelsen af evangeliet i bredeste forstand. Jeg synes godt om faste tekstrækker til højmessen og om autoriserede ritualer for sakramenterne og en fælles salmebog, som fornyes tit. For mig er vægten på søndagens gudstjeneste og samværet omkring den, sakramenterne, forkyndelsen og menighedens svar i form af bekendelse og fælles salmesang en afgørende grundtvigsk inspiration. Mit trosliv har ikke mange individuelle udtryk. Det har det bedst i fællesskab. Jeg tror, det har noget med det grundtvigske gudstjenestesyn at gøre.

Jeg abonnerer på et bredt menighedssyn

Når vi diskuterer liturgisk frihed, er vi samtidig i gang med at diskutere, hvem der definerer og bestemmer formen på den lokale gudstjeneste. For mig er det afgørende, hvilket menighedssyn vi hver især tager udgangspunkt i, når vi taler om ”hvem der bestemmer”. Er menigheden, de (få), der er så aktive, at de deltager i lokale møder om gudtjenestetilrettelæggelse? Eller er menigheden alle dem, der kommer til højmessen? Altså også de lokale, der kun kommer en gang i mellem – fx konfirmanderne med forældre eller den nye deltager i sorggruppen – og dem, der slet ikke er lokale, men går meget i kirke, fordi de har den alder, hvor alle deres venner og søskende får børn, der skal døbes? Jeg abonnerer på et bredt menighedssyn og synes derfor ikke nødvendigvis, at en lille aktiv gruppe i den lokale menighed er bedre til at bestemme over højmessen end et fælles folkekirkeligt arbejde. Det vil jeg til gengæld til enhver tid bakke op om.

Jeg abonnerer på et bredt menighedssyn og synes derfor ikke nødvendigvis, at en lille aktiv gruppe i den lokale menighed er bedre til at bestemme over højmessen end et fælles folkekirkeligt arbejde. Det vil jeg til gengæld til enhver tid bakke op om

Jo større liturgisk frihed, jo større behov er der også for at bruge meget tid og mange kræfter på kvaliteten. Og kvalitet har for mig at se både at gøre med tilrettelæggelsen og udførelsen af gudstjenesten, og det kræver:

  1. kendskab til tradition og de eksisterende forventninger
  2. evne til at gøre gudstjenesten (ikke mindst dens prædiken, bønner og salmer) relevante i forhold til de spørgsmål og ærinder og det sprog, som er nutidens
  3. omhu og gode forudsætninger i udførelsen fra alle parter – det kræver et vist uddannelsesniveau fra nogle af deltagerne (fx præst og kirkemusikere)
  4. teologisk refleksion. Altid.

Kreativiteten er stor i disse år, og det er glædeligt. Og man behøver ikke se rødt, når der holdes salsa-gudstjenester, bare fordi man ønsker en fælles og traditionel højmesse. Det er en dødssyg dikotomi. Traditionalisme og fornyelsestrang kan fint gå hånd i hånd i samme kirke, sogn og sågar hos samme personer.

Trykt i en forkortet udgave i Grundtvigsk Tidende 3/2020

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *