HVAD SKAL ÆNDRES I FOLKEKIRKENS GUDSTJENESTE?

Autorisationsdiskussionen handler om, hvem der skal bestemme. Men dette spørgsmål kan ikke isoleres fra spørgsmålet om, hvad de skal bestemme over. Lisbet Christoffersen giver her et bud på et minimumskrav til gudstjenestens indhold

Vurderingen af autorisationsrapporten om, hvem der skal fastlægge indholdet i folkekirkens gudstjeneste fremover, hænger tæt sammen med, hvad det er, man vil have ret til at ændre. Der er i rapporten fremlagt tre modeller:

  • Fire grundled er faste – resten er frit (det fremgår ikke, hvordan de fire led fastlægges, eller hvad de skal indeholde).
  • Videreføre den nuværende ordning, hvor alle led er autoriserede og derfor obligatoriske i gudstjenesterne, men hvor der er mange (autoriserede) valgmuligheder inden for hvert led.
  • Autorisation af enkelte liturgiske led, en form for mellemmodel, som giver et fast minimumsgrundlag, man så lokalt kan bygge hen over og videre på.

Rapporten og de tilhørende formidlende tekster er skrevet, så vi ledes hen til den sidste model. Det skal ingen bebrejdes. Den ville mange (inkl. Jeg selv) have foreslået, også uden rapporten. Vi kender modellen fra begravelsesritualet, hvor det har den store fordel, at begravelsen kan forhandles med de pårørende. Noget er fast – dét gør forløbet til en kristen begravelse. Resten kan præsten fastlægge med udgangspunkt i de pårørendes ønsker.

Problemet med at tilslutte sig mellemmodellen er bare, at vi ikke ved, hvad der sættes på spil. Rapporten handler om, hvem man gerne vil have til at beslutte. Men vi ved ikke, hvilke rammer der skal være for, hvad de må beslutte. Eller på juridisk: kompetencebestemmelser er ikke nok. Vi har også brug for at kende indholdet i hjemmelsbestemmelsen og dermed de retlige grænser for, hvad der kan bestemmes.

Jeg er klar over, at det er forslag, der arbejdes med i to andre udvalg om dåb/nadver og om gudstjenesteordningen, som udkommer med hver deres rapport i foråret 2019. Men lad mig komme med et par indspil til arbejdet:

 Læs flere artikler om disruption af folkekirkens gudstjeneste her

FASTHED DER GIVER FRIHED

Trosbekendelsen, fadervor og velsignelsen må være helt faste led. Gudstjenesten er (også) en løbende indøvelse i, hvad kristendom er. Er det ikke de tre led, som udtrykker det? Og er velsignelsen ikke det, vi kan gå ud med?

Dansksprogede salmer. Gamle og nye. En autoriseret salmebog på ca. 300 numre, der skal benyttes hver søndag til mindst halvdelen af gudstjenestens sangnumre. Man lærer jo aldrig noget, hvis det ikke bliver brugt. Gerne kombineret med ikke-autoriserede nyskrevne, ældre og gamle salmer. Men ikke Taize-vers, Frelsens-Hær-sange, og fire-linjede kor, der gentages flere gange i træk for at fremkalde en særlig åndelig stemning. Vi taler gudstjeneste – ikke andagt, klostersamling eller familielejr. Vi taler kombination af en stor, flot tradition og afprøvning af nye elementer til traditionen.

Vi taler gudstjeneste – ikke andagt, klostersamling eller familielejr

Ikke engelsksprogede tekster (medmindre der er tale om en særlig gudstjeneste, henvendt til ‘de fremmede iblandt Jer’, hvad enten de fremmede er ny-tilflyttere eller gæster). Folkekirkens betydning for folkesproget skal fastholdes som en afgørende reformatorisk indsigt. Der er ingen grund til at fremme udviklingen af et nyt latiniseret, mytisk sprog i kirken.

Videreudvikling af musiksproget så klassiske former, jazzede former og nyere rytmiske former tilpasses og indoptages i et samlet, gudstjenstligt sprog.

Faste tekstrækker, der skal læses fra og prædikes over. Ikke pligt til at læse alle tekster. Men pligt til at læse mindst én tekst, der er fast knyttet til den pågældende gudstjeneste. Og prædike over den valgte, faste tekst. Jeg tror, det er et element, mange præster gerne ville springe over. Altså de faste tekstlæsninger. Men de har flere funktioner.

Dels er det de faste læsninger, der fastholder en kirkeårsrytme. En rytme, man kunne ønske, at præster var endnu tydeligere til at indlejre sig og kirkegængerne i. En rytme, der taler til menneskers behov for at være i deres liv. I årstider, i generationer, i aldre, i perioder.

Dels giver de faste prædikentekster en fantastisk frihed til præsterne. Den politiske prædiken, den poetiske prædiken, den filosofiske prædiken, den højteologiske prædiken, den bibelforklarende prædiken. De kan alle rummes, når blot de har deres legitimitet i den faste tekst. En legitimitet, der beskytter præsterne mod at blive anklaget for alt muligt.

Og endelig skulle tekstrækkerne gerne sammensættes, så den faste menighed, der faktisk findes, kommer nogenlunde vejen rundt. Og kan overraskes af nye måder at forholde sig til etablerede tekster på. Om der så er behov for flere/nye tekstrækker, er en anden sag.

Faste bønner? Ikke for min skyld (udover Fadervor). Men – for himlens skyld ikke frie bønner, der fylder rummet med præstens øjeblikkelige inspiration. Fagligheden må fortsat være i højsædet, og der synes at være en stor faglighed knyttet til at formulere sproget i bøn, der kan fremsiges på vegne af fællesskabet. Så fast formulerede bønner, gerne udgivet i faglige rammer.

Og ja. Dåb og nadver må være bygget op over klare, obligatoriske ord, som, vi kan tro på, udtrykker en form for 2000-årig kerne i kristendommen. Dåbsbefaling og nadverindstiftelse, der måske endog er ord af Vorherre selv. Som Grundtvig så det.

 

LÆS MERE
Rapporten Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed findes på
www.folkekirken.dk/aktuelt/liturgiarbejde. Der er en fin introduktion til det samlede arbejde, links til kommissoriet for de tre udvalg, liste over medlemmerne i udvalgene og links til autorisationsudvalgets rapport.
HVEM SKAL BESTEMME?
Hvem skal bestemme, hvordan der i folkekirken fejres gudstjeneste, dåb og nadver? På initiativ
fra folkekirkens biskopper udkom i juni 2018 en rapport med overvejelser over spørgsmålet om autorisation (formel godkendelse) af gudstjenestens led. Rapporten er en opfordring til at
diskutere autorisations-spørgsmålet ude i de lokale kirker og hjemme ved køkkenbordene. Professor i ret og religion, Lisbet Christoffersen, bidrager til diskussionen med fire korte artikler i Dansk Kirketidende. Dette er den tredje artikel i serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *