Hvem har opfundet åndsfriheden?

Af Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og formand for foreningen Åndsfrihed

Kærligheden, som vi tror, at vi kender den, eller har læst om i ugeblade, stammer fra det 12. århundrede. Kærlighed er selvfølgelig meget andet end to elskende, der må gå meget igennem, før de får eller ikke får hinanden, men som smertefuld, længselsfuld, frydefuld kærlighed mellem to, kan den dateres til det 12. århundrede. Et berømt ugeblads-elskende par fra den tid er Tristan og Isolde.

Det er lidt vanskeligere at svare på, hvornår og i hvilke sammenhænge friheden blev opfundet. Og et af spørgsmålene, der melder sig, er, om frihed – i betydningen åndsfrihed – kan kaldes en kristen opfindelse, eller forestillingen om åndsfrihed snarere er blevet til i et opgør med blandt andet religion og her ikke mindst kristendommen.

I 2017 blev 500-året for reformationen markeret. Et par år forinden havde jeg – dengang som forlagsredaktør – bedt den tidligere biskop Niels Henrik Arendt skrive en let indføring i Martin Luthers tanker og betydning. Han nåede netop at gøre manuskriptet færdigt, inden han døde i sensommeren 2015. Bogen havde vi givet titlen Frihed.

Men reformationsjubilæet i Danmark blev udover Luther-øl og Luther lagkage i høj grad en diskussion af, om det nu også er rigtigt at sætte Luther sammen med ordet frihed. Af kritikere blev Luther snarere fremstillet som en middelalderlig udgave af Osama bin Laden, intolerant og uforsonlig over for anderledes tænkende, mens overbeviste Luther-fans beskrev ham som forløberen for det moderne frigjorte individ i et frit demokratisk samfund.

Det kan lyde vanskeligt at forene, men løsningen på konflikten er imidlertid ikke, at sandheden ligger et sted midt imellem, den er snarere, at begge positioner har ret. For Luther opfattede mennesket som indfældet i en patriarkalsk, hierarkisk samfunds- og verdensorden, og han nærede ingen ambitioner eller ønsker om at frigøre mennesket i politisk forstand. Men samtidig var den pavemagt, han talte imod, en magt, der havde sat sig så grundigt på sjælene, at Luthers opgør nødvendigvis måtte være omvæltende, igangsættende og frigørende. Også selvom opgøret ’kun’ var teologisk og psykologisk, ikke politisk (og i politisk forstand bevægede de nordeuropæiske samfund sig snarere i retningen af mere end mindre kontrol i tiden efter Luther):

”Kristus gør os ikke frie i politisk eller fysisk, men i teologisk eller åndelig forstand. Det vil sige, at vores samvittighed er fri og glad og uden frygt for en kommende vrede. Det er den helt sande og uvurderlige frihed, og i sammenligning med dens storhed og højhed er de andre (den politiske og den fysiske) næppe det mindste værd. For hvem kan beskrive, hvor stort det er at kunne stole på, at Gud ikke er eller nogen sinde vil blive vred på os …?” (fra Luthers Galaterbrevskommentar 1531, 1535).

’Guds vrede’ var i den grad et effektivt magtmiddel – også politisk, og ikke mindst når kirken på Luthers tid havde gjort sig selv til den institution, der kunne afgøre, om og hvor længe, Gud var vred og hvad hvert enkelt menneske skulle gøre for at undslippe vreden. Det giver altså mening at kalde Luther en befrier. Men samtidig insisterede Luther på ubetinget lydighed over for den verdslige magt, og reformationen blev på den baggrund et effektivt redskab for de nordeuropæiske fyrster til at opnå kontrol med undersåtterne, nu uden at skulle slås med pavekirken som en konkurrerende magt. Og Luther selv nærede ingen forestillinger om, at man skal være rummelig over for synspunkter og overbevisninger, man ikke selv deler – hvilket professor Frederik Stjernfelt har peget på i bogen Syv myter om Martin Luther (Gyldendal 2017), hvor han citerer Luther for følgende:

”Den som sætter sig op imod mig i en sag og ikke vil vige, han skal og må være fortabt. Jeg vil have ret i sagen, for min sag er Guds sag og Guds ord. Ergo må de, som er imod mig, gå til grunde” (fra Luthers bordtaler).

Ufrihed gør mennesket til hykler

Går man til et andet værk af Frederik Stjernfelt, nemlig bogen MEN. Ytringsfrihedens historie i Danmark (Gyldendal 2016, skrevet sammen med direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama) kan man konstatere, at en af de store ’helte’, eller i hvert fald en af de personer, der særligt fremhæves for sit frihedssyn, er N.F.S. Grundtvig. Hvad Stjernfelt og Mchangama imidlertid ikke lader til at interessere sig for, er at man i en vis forstand ikke kan sige Grundtvig uden at sige Luther.

Luthers opgør med pavekirken er et opgør med hykleri. I kort form kan hans teologiske og psykologiske opgør formuleres sådan her: Hvis det ydre ikke svarer til det indre, så tæller det ydre ikke for noget. Hvis jeg samler ind til Røde Kors, men i virkeligheden gør det for at kunne fremhæve mig selv, så tæller det ikke for noget – kunne man sige, svarende til formuleringen fra Matthæusevangeliet: ”Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene” (Matt 6,1). Gud er interesseret i, hvordan det er fat med menneskets indre, og det kan man ikke komme omkring ved at gøre gode gerninger og vise dem frem for alverden eller ved at betale aflad for de gode gerninger, man ikke gider gøre selv. Luther nærede samtidig ingen illusioner om, at der skulle findes særlig mange mennesker – om nogen – der når det kom til stykket var rene indeni, hvilket betød at mennesket var henvist til at leve i troen på Guds milde nåde og ikke bekymre sig om, om det nu havde opført sig godt nok.

Opgøret med hykleri betød, at man i Luthers optik ikke kan tvinge nogen til at sige noget, de ikke mener. Eller rettere: Det kan man godt, men man kan ikke tvinge dem til at mene det. Og hvis man derfor tvinger et menneske til fx at bekende en bestemt tro uden jo altså at kunne vide, om det indre svarer til det ydre, så tvinger man i virkeligheden måske et menneske til at lyve.

Hos Grundtvig finder man nøjagtig den samme insisteren på at give sandheden gode kår og punktere hykleriet. Grundtvigs insisteren på frihed har nemlig sandheden som mål: Hvis ikke der findes frihed, så findes der heller ikke ærlighed, og hvis ikke der findes ærlighed, så kommer sandheden ikke frem. Derfor protesterer Grundtvig mod enhver form for tvang eller forbud og bliver en af ytringsfrihedens stærkeste forkæmpere. Og derfor protesterer han også mod, at et tilhørsforhold til en bestemt religion – i en dansk sammenhæng vil dette på Grundtvigs tid sige den evangelisk-lutherske kristendom – kan medføre nogen som helst privilegier eller rettigheder. Det betød fx, at Grundtvig i diskussionerne om jøders valgbarhed og stemmeret i 1830’erne og 40’erne stod stejlt på, at der måtte gælde en borgerlig lighed for alle. For det var en forfærdelig tanke for Grundtvig, hvis en jøde konverterede til kristendommen med henblik på at opnå borgerlige privilegier og muligheder og altså dermed ikke ud af oprigtig tro og overbevisning. Grundtvig nærede også derudover en større forståelse for jøderne og jødedommen end mange af hans samtidige, men pointen er, at det ikke var derfor, han forsvarede deres rettigheder. Grundtanken er, at også mennesker med overbevisninger, der byder dig direkte imod, må du forsvare – ikke for at forsvare deres overbevisning, men fordi de borgerlige vilkår og livsmuligheder må være lige for alle, ellers gør vi hinanden til hyklere.

Grundtvig når hermed frem til et langt mere liberalt ståsted, end Luther nogensinde var i nærheden af. Og i den forstand er Grundtvigs forhold til Luther lige så meget et opgør, som det er en fortsættelse. I sagens natur var det i 1500-tallet ikke relevant for Luther at forholde sig til spørgsmålet om jøders eller andre minoriteters stemmeret, men grundlæggende mente Luther godt man kunne bruge tvang i religiøse anliggender (og i mange andre!), så længe det drejede sig om noget ’ydre’, men man kunne ikke tvinge et menneske til at mene eller tro noget andet, end han/hun faktisk gjorde. Tro er en fri sag, og et menneskes samvittighed, et menneskes indre, kan man ikke binde. Her er Luther og Grundtvig med 300 års mellemrum helt enige.

Retten til intolerance

De 300 år, der er mellem Luther og Grundtvig, er ikke løbet stille af. Og som den måske mest afgørende skillelinje mellem de to går oplysningstiden og den franske revolution. Selvom meget af Grundtvigs tænkning er formuleret som et opgør med en rationalisme, der i Grundtvigs optik er gået for vidt og har gjort mennesket til et følelsesløst, verdensløst og ahistorisk væsen, der mener at kunne styre alt med sin fornuft, så er Grundtvig i høj grad også barn af oplysningstiden. Og lige så vel som man ikke kan sige Grundtvig uden at sige Luther, så kan man heller ikke sige Grundtvig uden at sige oplysningstid og dermed også det medfølgende politiske krav om borgerlig frihed og lighed.

Den åndelige frihed, som Luther introducerede, har ifølge Grundtvig alt for trange kår, hvis ikke den understøttes af en borgerlig frihed, hvor en vidtrækkende ytringsfrihed og religionsfrihed er sikret og gælder for alle. Og med religionsfrihed mente Grundtvig altså ikke bare jøders, baptisters, katolikkers og andres formelle ret til at praktisere deres tro for lukkede døre, men også en religionsfrihed i praksis, således at ingen tro eller overbevisning medførte nogen borgerlige privilegier, rettigheder og muligheder på bekostning af andre. Jøder kunne såvel som alle andre være dommere, embedsmænd og politikere i det borgerlige samfund, vi er fælles om. Alt andet ville gøre det fælles liv mellem mennesker hyklerisk.

Samtidig kan man godt sige, at Grundtvigs kamp i virkeligheden er en kamp for retten til at være lige så intolerant som Luther. Vel at mærke i åndelig forstand, ikke i politisk, juridisk og materiel forstand. Samme ret til at være intolerant kæmpede professor i kirkehistorie Hal Koch for i 1940’erne og 50’erne i forbindelse med retsopgøret efter 2. verdenskrig. Men, påpegede Hal Koch, så snart staten eller en anden magt forsøger at bestemme, hvad nogle mennesker skal tro, mene, tænke eller leve ud fra, så er man som sandhedselskende og frihedselskende nødt til at kæmpe for disse menneskers ret til at tro, mene, tænke og leve ud fra præcis, hvad de vil. For det er umuligt at føre en åndsdiskussion om, hvad der er den sande tro eller det sande syn på menneskelivet, hvis ikke alle er fri til at lægge for dagen, hvad de tror på og lever ud fra. Derfor måtte Hal Koch også kæmpe for retten til at sympatisere med nazismen og også retten til at agitere for nazismen offentligt, for et forbud herimod ville medføre, at man ikke kunne tale nazismen imod, at man ikke egentlig kunne komme til roden af sagen og vise, hvorledes et nazistisk og fascistisk menneskesyn tager så uendeligt fejl. Dertil føjede han så det pragmatiske argument, som også Grundtvig havde været inde på (se nedenfor), at et forbud mod en bestemt overbevisning sjældent, om nogensinde, har fået den pågældende overbevisning til at forsvinde. Den vokser sig bare stærk bag facaderne.

Hvad Grundtvig altså tager med sig fra kombinationen af Luther og oplysningstænkningen er, at åndelig intolerance forudsætter borgerlig lighed og frihed, eller lighed hvad angår frihed. Dette betyder også, som Hal Koch peger på, at borgerlig ufrihed tvinger til åndelig tolerance: Så længe der ikke hersker frie rammer for alle, så kan vi ikke diskutere spørgsmål af åndelig og menneskelig vigtighed. Vi bliver så at sige tvunget til ikke at sige de mennesker, vi er uenige med, imod, for de er ikke frie til at svare, som de vil. Og når mennesker ikke er frie til at svare, som de vil, så kan vi faktisk ikke bruge det, de siger, til noget. Det kan meget vel være løgn, og så er de ufrivilligt blevet gjort til løgnere.

(I parentes bemærket: Ytringsfrihed er selvfølgelig ikke dermed en vaccine mod løgn, for samtidig med at ytringsfrihed indebærer retten til at sige, hvad man finder sandt, indebærer den i virkeligheden også retten til at lyve – hvilket fx vanskeliggør bekæmpelsen af fake news. Ytringsfriheden giver altså ingen garanti for, at kommunikation mellem mennesker i alle tilfælde er oprigtig, men hvor der ikke er ytringsfrihed, kan man til gengæld være næsten sikker på, at der vil være mennesker, der lyver eller fortier sandheden).

Religionsforfølgelse er dumt og ukristent

Som sagt kan man ikke sige Grundtvig uden at sige Luther, og i samme åndedrag kan man heller ikke sige Grundtvig uden at sige oplysningstænkning. Grundtvig selv knytter religionsfriheden tæt til kristendommen og hævder i skriftet Om religionsforfølgelse, at selv hvis der var erfaring for, at forfølgelse af religiøse minoriteter førte til fred og fordragelighed i et samfund (hvad der vist ikke er et eneste historisk eksempel på), så må man som kristen alligevel være imod religionsforfølgelse. Religionsforfølgelse eller det ’ikke at give frihed til andre’ er – ifølge Grundtvig – ukristent.

Nu er der talrige eksempler på, at kristne har forfulgt mennesker med en anden eller ingen religion, så det er ikke et historisk argument, Grundtvig fremfører, men et teologisk. Pointen er, at i Grundtvigs udlægning af kristendommen kan den ikke forenes med nogen form for tvang eller forfølgelse. Kristentro er at give frihed, også til de anderledes troende, de sære, de gale og de farlige (at der er tale om ideal snarere end virkelighed fremgår også af en ny undersøgelse fra Pew Research Center, der viser, at flere kristne end ikke-kristne i Danmark svarer bekræftende på sætninger som ”Jeg vil ikke – eller ved ikke om jeg vil – have en muslim som nabo” Being Christian in Western Europe, 29. maj 2018 www.pewresearch.org).

Dertil føjer Grundtvig så det pragmatiske argument imod religionsforfølgelse, nemlig at der ingen eksempler er på, at forfølgelse af minoriteter har ført til fred og fordragelighed. Eller formuleret med Grundtvigs egne ord – for de er værd at gentage: ”Erfaring lærer, at Religions-Forfølgelse ikke formindsker men formerer Splid og Uenighed i et Rige” (Om religionsforfølgelse, 1842).

Derimod mener Grundtvig ikke, at der findes en bestemt samfundsmæssig styreform, der per definition gør religionsforfølgelse uberettiget. Hvis fyrsten i et land ønsker at forfølge, chikanere eller udelukke en bestemt gruppe mennesker pga. deres tro, så er der ikke andre argumenter imod end de to anførte: 1) Det er erfaringsmæssigt en dårlig idé, i hvert fald hvis man ønsker fred, 2) det er ukristent. Det samme må også gælde, hvis styreformen er demokrati, i hvert fald i den simple flertallet-bestemmer-form.. Det ligger ikke per definition i en demokratisk styreform, at der skal tages hensyn til mindretallene, og at disse – ligesom flertallet – har frihed til at leve og tro, som de vil. Der er ifølge Grundtvig ’kun’ de to argumenter imod: Det er ukristent, og det er dumt, hvis det er fred, man ønsker at fremme.

Der er som nævnt masser af eksempler på kristnes forfølgelse af anderledes tænkende. Så hvis man skal følge Grundtvig i, at åndsfrihed hænger uløseligt sammen med kristendommen, er det snarere som teologisk ideal end som historisk erfaret virkelighed. Og som Grundtvig bemærker i Om religionsforfølgelse, så inspirerer besiddelsen af magt sjældent mennesker til at ville give andre mennesker frihed. Dette gælder også kristendommen som magt. Og kristendommen har været tæt knyttet til magten fra det øjeblik, den kristne kirke blev romersk statskirke og frem til, at magt- og religionskritikken langsomt fik bedre vilkår fra oplysningstiden og videre frem. Hvis man derfor skal følge Grundtvig i, at frihed er en kristen grundtanke, så er det med den afgørende tilføjelse, at det ikke er kirken, der har ført denne tanke ud i praksis, men i langt højere grad impulser, der udgår fra oplysningstænkningen og ofte i form af et opgør med kirken eller med kombinationen af stat, magt og kirke. Derfor må man til enhver tid også holde fast i, at en afgørende faktor i et samfund præget af åndsfrihed nødvendigvis må være frie vilkår for religionskritik.

Der er helt sikkert mennesker – jeg kender selv et par stykker – der vil argumentere for, at man udmærket kan forsvare åndsfriheden uden at gøre det på et kristent grundlag. Det er jeg helt enig i. Alligevel må man følge Grundtvig så langt, at man ikke rent rationelt kan argumentere for at basere et samfund på åndsfrihed (bortset fra det pragmatiske argument, at samme frihed til alle giver mere fred). Udgangspunktet for at insistere på åndsfrihed i et samfund er en metafysisk bestemmelse af mennesket som noget, der, alene fordi det er til, har unik og umistelig værdi. Det er en normativ bestemmelse af mennesket, ikke en deskriptiv. Også menneskerettighederne hviler dermed på et metafysisk grundlag og på en normativ bestemmelse af mennesket og af livet mellem mennesker.

Artiklen er oprindelig skrevet til “Årsskrift til Selskabet til støtte for Pakistans Kirke” 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *