HVEM SKAL BESTEMME?

Biskopperne har lagt op til drøftelse af, hvem der skal bestemme over gudstjenesten og om mere magt skal flyttes over til den enkelte menighed. Men den almindelige, tilfældige ’drop-in kirkegænger’ fylder ikke meget i ligningen

Der lægges op til disruption af folkekirkens gudstjeneste. Skal den bryde sammen, for at noget nyt kan opstå?

Biskopperne har sat spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over gudstjeneste, dåb og nadver, på dagsordenen. I juni 2018 afleverede et udvalg med biskop Elof Westergaard, Ribe, som formand og post.doc. Jette Rønkilde Bendixen, teologi/AU som faglig sekretær, en rapport om overvejelser over forholdet mellem autorisation og frihed i folkekirkens gudstjenester, autorisations- rapporten. Hovedrapporten, Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed, er udateret, ca. 90 sider plus grundig litteraturliste og bilag. Jeg vil, efter aftale med Dansk Kirketidendes redaktør, diskutere den hen over et par artikler i løbet af vinteren.

Rapporten er den første fra et udredningsarbejde i tre udvalg om gudstjenestens faste former, liturgien, igangsat af biskopperne i marts 2017. Et udvalg (med biskop Tine Lindhardt som formand) ser på ritualer og liturgi for dåb og nadver. Et andet udvalg (med biskop Marianne Christiansen som formand) ser på opbygningen af gudstjenesten. De to rapporter forventes i foråret 2019.

Fokus for det udvalg, der allerede har afgivet rapport, er, hvor meget eller rettere hvor lidt, der fremover kan være autoriseret i faste former. Evt. fortsat i retlige former og evt. fortsat af dronningen. Hvor meget kan overlades til det enkelte sogn – præsten i et vist samarbejde med menighed og menighedsråd? Hvad skal være biskoppernes rolle mht. liturgien fremover? Det handler altså om hvem, der skal bestemme. Ikke om hvad der skal bestemmes af hvem. Det er en afgørende pointe.

Hovedrapporten suppleres af en pixi-udgave, dateret Ribe Stift 2018, på ca. 20 sider. En anden mindre rapport på 16 sider, der opfordrer til samtaler i sognet på forskellig vis, har titlen Hvem bestemmer? Samtaler om gudstjenesteliv.

I grundtvigsk sammenhæng er det nemt at mene, at der ikke er så meget at tale om. Rapportens bonmot forekommer indlysende: “Gudstjenestereform handler ikke om bare at opdatere selve ordningerne. Formålet er snarere en fornyelse af selve gudstjenestelivet, så de teologiske udsagn om gudstjenesten kan omsættes til erfaret virkelighed – så der er sammenhæng mellem det, der siges, og det, der erfares” (Pixi-udgaven, forsiden). Og: “De nyere gudstjenesteordninger har det til fælles, at de søger at reetablere gudstjenesten som menighedens gudstjeneste” (Folkekirkens liturgi, s. 89).

Min baggrund for at diskutere rapporten fra autorisationsudvalget er blandet. Jeg kender dansk kirkeret temmelig godt, bl.a. som underviser på Det teologiske fakultet, København. Jeg har – af årsager jeg ikke helt kan redegøre for – gennem det meste af mit liv haft en fast gudstjenestepraksis (også før mine forældre blev kirkegængere), og har derfor ritualerne inde under huden. Jeg er på ‘den forkerte side’ af den generationsgrænse i befolkningen, som helt berettiget er en afgørende baggrund for, at udvalgsarbejdet er sat i gang. Og så har jeg, som det også var tilfældet for fx J.C. Christensen og Bodil Koch (hvis jeg kan tillade mig den parallel), i mit faglige arbejde mere fokus på hjemstedsret i folkekirken for kirkegængere af alle slags, end det fokus på menighed, som denne rapport bæres af. Netop derfor mener jeg, der er noget at diskutere. Også i grundtvigsk sammenhæng.

 

Læs flere artikler om disruption af folkekirkens gudstjeneste her

 

EN UDFORDRET FORM
Jeg vil gerne begynde med at erklære mig enig. Folkekirkens liturgi som salmegudstjeneste med faste tekstrækker, faste bønner, prædiken, dåb og nadver er udfordret. Den er lige så udfordret som den klassiske ballet, den klassiske musik og det klassiske teater – eller fx spil på nettet. Formerne forudsætter, at vi indskiber os i en tradition. En tradition, der skal indlæres. Og som stille og roligt, mens den indlæres, skal afgive en form for mening, som gør, at man ønsker at fortsætte i det mystiske sprog.

Generationerne mellem 1739 og 1975 lærte en del af det religiøse sprog i skolen. Nu er opgaven alene overladt til kirken. Dét skaber et pres. Heller ikke nye generationer af præster har gudstjenestesproget i bagagen. Udfordringen er konkret: synge (klassiske salmer) på dansk? Eller, som i den latinske tid, udvikle et fælles, rytmisk, mytisk, uklart, engelsksproget udtryk? Gudstjenestesproget er nødlidende. Er det muligt at videreudvikle det, så der fortsat er fælles former?

I autorisations-rapporten fremlægges artikler om gudstjenesteformer i Norden og Tyskland samt om autorisation, historisk og juridisk betragtet. Desværre antages det her, at den autorisationsordning, der blev videreført efter grundloven, fortrinsvis har skabt rum for en præstefrihed, mens der ses meget kortfattet på udviklingen af valgmulighederne i samarbejde med menighedsrådene og på kirkegængernes individuelle frihed. Samtidig er der intet fokus på, hvilke beskyttelseshensyn der kunne ligge bag den retlige regulering af ritualerne. Det nuværende system fremstår derfor mest som et spørgsmål om kirkens forhold til statsmagten (s. 44).

Rapporten rummer mange interessante informationer – og så fremlægger den tre mulige modeller:

  • Fortsat autorisation af alle led i gudstjenesten (det er ikke rapportens anbefaling!).
  • En minimumsmodel, hvor alene en grundstruktur for gudstjenesten fastlægges i fire led (man fornemmer, at nogen har været fristet af den model – menighedens gudstjeneste, så at sige).
  • En mellemmodel, hvor enkelte liturgiske led autoriseres, samtidig med, at det biskoppelige tilsyn opgraderes, så der bliver “en tættere dialog mellem tilsynets parter”, som det udtrykkes (s. 29).

Der lægges op til disruption af folkekirkens gudstjeneste. Skal den bryde sammen, for at noget nyt kan opstå?

LÆS MERE
Rapporten Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed findes på
www.folkekirken.dk/aktuelt/liturgiarbejde. Der er en fin introduktion til det samlede arbejde, links til kommissoriet for de tre udvalg, liste over medlemmerne i udvalgene og links til autorisationsudvalgets rapport.
HVEM SKAL BESTEMME?
Hvem skal bestemme, hvordan der i folkekirken fejres gudstjeneste, dåb og nadver? På initiativ
fra folkekirkens biskopper udkom i juni 2018 en rapport med overvejelser over spørgsmålet om autorisation (formel godkendelse) af gudstjenestens led. Rapporten er en opfordring til at
diskutere autorisations-spørgsmålet ude i de lokale kirker og hjemme ved køkkenbordene. Professor i ret og religion, Lisbet Christoffersen, bidrager til diskussionen med fire korte artikler i Dansk Kirketidende. Dette er den første artikel i serien.

1 Comment

  1. Det er efter min mening skævt, at man begynder “oppefra” med spørgsmålet om autorisation, førend man har undersøgt, hvilke begrundelser, der er for, at gudstjenesteformer søges ændret. Der ville være mere indlysende at undersøge, hvilke glæder og problemer, gudstjenestegængere og menighedsråd ser i gudstjenesterne. Var man begyndt med kvalitative interviewundersøgelser, gennemført med ordentlige kirkesociologiske metoder, havde man kunnet indsnævre nogle hovedområder, menighederne ønskede at betone eller ændre, og frem for at sløre spørgsmålet om magt (kaldet autorisation), kunne man have lagt vægt på, hvad menighederne finder glæde ved. En undersøgelse “nedefra” ville signalere, at folkekirken ikke er en kirke for folket, men en kirke, der består af folket.
    Nu havner man med 3 på forhånd definerede modeller, hvoraf de 2 pr. automatik forkastes. Også her er fokus, hvordan præster og menighedsråd skal “vejledes”. Havde man åbnet processen og ikke været så fokuseret på spørgsmålet om magt, ville man have fået mange flere modeller. En del af dem havde nok været betydeligt mere fantasifulde. Men behøver man at frygte det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *