fbpx

I begyndelsen var kaldet

Debat om ’samskabelse’: Hvilke spørgsmål melder sig, når kommuner og andre gerne vil samarbejde meget mere med folkekirken?

Der er en voksende forventning om, at kirken eller teologien har et sprog, som man har opdaget, at man savner – i hjemmeplejen såvel som i skolen. Begrebet ’samskabelse’ hjælper os med at forstå et samfund i forandring, skriver Esben Thusgård

TEKST: ESBEN THUSGÅRD, PROVST I AARHUS NORDRE PROVSTI

Samskabelse tog sin begyndelse, da nogen kaldte på præsten, menighedsrådet, menigheden, folkekirken. Det handlede om ensomhed, det handlede om at kunne være idet uafvendelige, at lære at leve med det uigenkaldeligt tabte. Det handler om en forventning om, at der ikke er noget i menneskelivet, der unddrager sig en teologisk refleksion og (nogle gange) det, at man også bidrager med det, man har fået betroet.

Konkret finder det sted, når Den Gamle By, kommunen, FUV og folkekirken sammen skaber rum for demente og deres pårørende, hvor der kan tales om det, der var, det der ikke blev og frygten for det, der kommer. Der hvor en præst arbejder i krydsfeltet mellem frontpersonalet i hjemmeplejen, frivillige og mennesker, der har brug for hjælp til hverdagen, og der hvor de eksistentielle spørgsmål tematiseres på en helt ny måde. Det er også aktuelt, når KFUM’s sociale arbejde, kommunen og folkekirken sammen skaber forudsætningerne for ”social drive out” – et måltid mad, en samtale, lidt nærvær til ensomme. Ligesom Røde Kors, Kirkens Korshær, Blå Kors og folkekirken sammen skaber rammer for et vinterherberg for hjemløse østeuropæere, som det danske samfund ikke ønsker at hjælpe. Eller på gymnasiet hvor det klassiske skole-kirke samarbejde med nye perspektiver løftes ind i samarbejdet med nye fag.

Det handler i al sin enkelhed om, at nogen kalder, og at de har forventningen om, at folkekirken kan noget og ved noget, som kan skabe værdi i nye sammenhænge.

Det var her det begyndte for mig, og netop det konkrete har været inspirationen for arbejdet med bogen Skabelse og Samskabelse, der er redigeret sammen med Erling Andersen og Anne Tortzen. Det begyndte med en iagttagelse af, at der bliver kaldt på folkekirken fra civilsamfundsorganisationer og kommuner, som jeg ikke har set før og inden for tematikker, som ikke er sædvanlige. De, der kalder, har en forventning om, at folkekirken har viden og ressourcer, som de mener at mangle, hvis der ikke kaldes på folkekirken.

Hvad er det, der sker? Hvad er deres forventninger til folkekirken?

Herfra – og rækkefølgen er afgørende at bemærke – begynder refleksionen. For nybrud af enhver art, erfaringer fra virkeligheden og det levede liv kommer først. Herefter analysen og teoridannelsen. Først opleves problemer i det eftermoderne samfund, hvis kompleksitet er af en sådan grad, at gamle løsninger kommer til kort. Derfor er man på udkig efter viden og ressourcer, som man ikke selv har. Søger inspiration her og der. På afstand begynder nogen at fortolke på, hvad der sker. De har ikke bedre ord for det end co-creation eller samskabelse.

Et sprog for det uafvendelige
Hvad er det da for en virkelighed, som kalder på teologen/præsten? For mig har det været, hvor fagprofessionelle fra kommunen eller andre organisationer når grænserne for, hvad de kan. Bedst formuleret hos én der havde besøgt en enkemand, hvor det med sorg for begge var for svært at tale om. ”Men det ved I jo noget om!” – kaldte sosu-assistenten, hvilket var startskuddet til etablering af et forsøg med en præst tilknyttet hjemmeplejen.

Her kaldes, og der kaldes ikke mindst på en teologisk/kirkelig refleksion over, hvad det er, folkekirken mon kan bidrage med? Hvad er det, der forventes?

Jeg oplever, at folkekirken kan bidrage med en særlig viden, tilgang til og ikke mindst sprog for det uafvendelige. Der er brug for at kunne skabe rum for at tale om det i livet, som det ikke står til os at ændre. Set fra en teologisk synsvinkel er det forhold, at vi ikke kan overskue hverken livet eller verden, ikke en mangel hos den enkelte. Med religiøse tydninger af menneskelivet, kan vi nærme os en måde at håndtere og rumme det, vi ikke har magten over, og det i livet, som vi ikke forstår.

Det afgørende er, om begrebet samskabelse kan hjælpe til en forståelse af, hvordan samfundet forandrer sig, og hvordan folkekirken kan forstå sig selv i lyset heraf.

Hvor sundhedssystemets opgave er at fremme sundhed, og det juridiske system skal fremme retfærdighed, kan det teologiske og kirkelige systems opgave (set udefra) defineres som det at arbejde og virke for et meningsfuldt og medmenneskeligt samfund, hvor kompleksitet og uoverskuelighed er et vilkår, som alle må leve med og rumme.

Det religiøse sprog, med alt hvad det bringer med sig af mytologi, lignelser, salmer og liturgier, udvider beskrivelsen og forståelsen af menneskelivet. Uden alt det, som det religiøse system bringer med sig, vil et nok så rigt velfærdssamfund være fattigere. Det kaldes der på, det er der en forventning om også er værdifuldt at bringe i spil uden for kirkegårdsmuren.

Det er vigtigt at understrege, at denne beskrivelse af religionens rolle ikke underminerer det sekulære samfund. Tværtimod er religionen i et sekulært samfund som vores ikke et system i konkurrence med naturvidenskab eller anden videnskab. Religion stiller andre spørgsmål, tyder menneskelivet på en anden måde, betjener sig af et andet sprog, og komplementerer derfor øvrige måder at tale om menneskelivet på.

I samskabelse bringes det religiøse perspektiv med ind og kan derfor ikke erstatte kommunens forpligtigelser og konkurrerer ikke i forhold til velfærdsløsninger. Det handler i al sin enkelhed om, at nogen kalder, og at de har forventningen om, at folkekirken kan noget og ved noget, som kan skabe værdi i nye sammenhænge.

At forstå et samfund, der forandrer sig
Er der med et begreb som samskabelse sagt noget nyt? Ja og nej. Ja – fordi samskabelse begynder, hvor forskellige fag mødes om en problemstilling, som ingen kan løse alene, men i en kreativ proces kan der ske noget, som ingen havde forudset. Nej – fordi samskabelse måske er et nyt lag på det samarbejde, som folkekirken har en lang tradition for, og som udfolder sig over alt i landet.

Ovennævnte bog er ikke en lærebog om eller en autoriseret dogmatisk programerklæring om samskabelse. Det er en debatbog, der benytter samskabelsesbegrebet som prisme, og hertil også inddrager en af de forskere i Danmark, der ved mest om samskabelse og lader de konkrete eksempler tale for dernæst at reflektere over, hvad samskabelse som fænomen sætter i spil og sætter fri – også hvor det bliver svært, og hvor dilemmaer og interessekonflikter opstår.

Det afgørende er, om begrebet samskabelse kan hjælpe til en forståelse af, hvordan samfundet forandrer sig, og hvordan folkekirken kan forstå sig selv i lyset heraf. Hvad åbner sig her? Hvilke muligheder bør vi gribe, og hvilke bør vi lade ligge? Og så er det indlysende, at det ikke er uden problemer i flæng at bruge et begreb som ”folkekirke”. For hvem er det? Er det ikke os alle, både os som er engageret i folkekirken til daglig, såvel som de der kalder.

Således er vi tilbage ved udgangspunktet. Der var nogen der kaldte. Nogen der havde forventninger. Og så må vi i fællesskab afklare, hvordan vi kan svare på denne kalden og hvad det må få/ikke få lokalt af konkrete og organisatoriske konsekvenser. Men det er en anden debat. I begyndelsen var kaldet!

Grundtvigsk Tidende 5/2021

SAMSKABELSE
Begrebet ’samskabelse’ omhandler og lægger op til en drøftelse af kirkens rolle i velfærdssamfundet. Læs de øvrige debatindlæg og sognepræst Morten Thaysens anmeldelse af bogen Skabelse og samskabelse – Folkekirken på vej ud af skabet?  HER.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *