Intro til Grundtvig-salmer

Hvorfor holder du netop af den her salme? Hvad siger den dig? Hvordan påvirker den dig? Er der nogen særlige oplevelser, erfaringer eller erindringer, du forbinder med den? Dette spørger vi om i denne artikelserie.

Hvorfor lige netop den her salme?

Af redaktør Henrik Wigh-Poulsen
D. 12/02 – 2009

I år fylder Grundtvig 225 år

En salme af Grundtvig har mange lag. Folk, der har sunget hans salmer et langt liv, og tilmed har læst en masse af, hvad han ellers har skrevet, bliver ved med at finde nye ting i dem. Det er lidt ligesom et gammeldags fikserbillede. Under den første tegning gemmer der sig en anden.

Man skal bare bruge lidt tid på at få øje på den. Før i tiden sagde man, at der altid er et vers til i en salme af gamle Grundtvig. Man kan også sige, at der i en salme af Grundtvig altid er et lag dybere at grave ned, altid et spadestik mere, man kan tage. For nede under de mange billeder og underlige ordsammensætninger, vi kender så godt, men måske ikke helt forstår, gemmer der sig en masse dybere teologiske pointer. Ofte ses de kun af det trænede teologiske øje.

Men det er ikke den slags salmearkæologi, vi primært efterspørger med den her
artikelserie.

Vi vil hellere gå den anden vej og spørge en række mennesker om deres umiddelbare forhold til Grundtvigs salmer. Hvorfor holder du netop af den her salme? Hvad siger den dig? Hvordan påvirker den dig? Er der nogen særlige oplevelser, erfaringer eller erindringer, du forbinder med den?

Vi spørger, fordi vi først og fremmest gerne vil have et indtryk af, hvordan
Grundtvigs salmer er blevet folkeeje. Vi vil gerne vide lidt mere om, på hvilke måder de præger og har præget mange af os. For det er da bemærkelsesværdigt at nogle over 100 år gamle salmer, spækket med store og gamle ord, proppet med tung teologi og en mangfoldighed af bibelcitater, i den grad er blevet sunget ind i manges liv og stadigvæk kan kaste lys over mangt og meget, vi siden hen erfarer i vores tilværelse.

Man kan sagtens sige, at Grundtvigs salmer har oplevet en enestående folkelig succes. Og den succes har ikke mindst smittet af på Den danske Folkekirke og bidraget til dens holdbarhed.

Det er indlysende at spørge, hvor længe det så kan holde. Bliver vi ved med at synge ham? Lagres han også i nye generationers erindring? Hvem ved? Men vi gør vores til det i Grundtvig-Akademiet og i Grundtvigsk Forum. Ikke mindst ved i samarbejde med andre institutioner og forskere at arbejde vedholdende på en digitaliseret udgave af Grundtvigs værker. En udgave, vi håber at kunne skabe mere opmærksomhed omkring i år, hvor Grundtvig fylder 225 år.

Artikelserien som hermed søsættes kan også betragtes som et tilløb til fødselsdagsfejringen. Den er et forsøg på at vise nogle af de spor Grundtvig har sat i os, og som vi stadig træder i så mange år efter. Hvorfor lige netop den her salme?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *