JEG MENER IKKE NOGET

Der er plads til al kærlighed i kirken. Hvordan og hvem du elsker er op til dig selv, og ikke et teologisk anliggende. Derfor mener Ingrid Ank lige lidt om homo-, hetero- og al anden kærlighed.

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Folkekirkens præster kan inddeles i to kategorier: De, der har noget at sige om parforhold, kønsroller og kønsidentiteter og de, der ikke har. Jeg hører selv til de sidste. Og det vil være mit bud, at jeg – inden for denne meget forenklede todeling – tilhører det store flertal af præster.

Det bliver ofte fremstillet, som om der er en hel masse at sige om forholdet mellem teologi, kirke og tro på den ene side og køn, parforhold og sex på den anden side, men for rigtig mange præster er der i virkeligheden bare nærmest ingenting at sige. Elsk og gør, hvad du vil, sagde Augustin i 400-tallet, og så er det vist sagt. At man skal opføre sig ordentligt og forsøge at tage vare på sine medmennesker (herunder egne børn og egne bonusbørn), siger sig selv, men det skal man i alle livets forhold, og det behøver man ikke kristendommen for at vide. Men hvilken form man vælger at give det liv, man lever, sammen med dem, man elsker – herunder hvilket køn den/de har, som man lever sammen med – er teologisk set fuldstændig uinteressant.

I forlængelse heraf er jeg derfor lige så lidt optaget af homoseksuelle parforhold og homo-vielser som af heteroseksuelle parforhold og hetero-vielser. Begge dele er teologisk set ret uinteressant. Bevares, det er da dejligt, når mennesker gerne vil leve sammen og støtte og elske hinanden, men mere er der for mig at se ikke at sige. Og så tillykke og god fornøjelse!

Hvis det er rigtigt, hvad jeg tror, det er, at jeg med den indstilling tilhører et flertal af præster i en dansk folkekirkelig sammenhæng, så er det derfor også lidt tankevækkende, når Mikkel Raahede (formand for foreningen DARE) i Debatten på DR2 den 4. oktober kan udtale, at han som forælder i en regnbuefamilie kan føle sig hjemløs i folkekirken og føle sig set ned på. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Raahedes udtalelse kunne tyde på, at der er brug for, at vi, der ikke har noget at sige, åbner munden (det skal man som hovedregel ellers ikke, når man ikke har noget at sige). Så her kommer et forsøg på det:

Kære Mikkel Raahede: Kristendommen har efter mine begreber meget at sige om både ensomhed og fællesskab, men ikke rigtig noget at sige om tosomhed og parforhold (heller ikke selvom historien er fuld af forsøg på fx at koble en konservativ ægteskabelig seksualmoral med kristendommen). Kristendommen har derimod noget at sige om liv, død, sandhed, løgn, ansvar, skyld, nåde, glæde og kærlighed – og alt dette angår ethvert menneske. Men hvordan kærligheden bedst folder sig ud, må du selv finde ud af, forhåbentlig dog netop ikke alene. Så elsk og gør, hvad du vil.

Og så vil jeg tilføje, at det mindretal af præster, der hævder at have teologiske grunde til at mene noget om køn, sex og samliv, selvfølgelig er i deres gode ret til det. Jeg mener ikke noget. Og det kan der åbenbart være grund til at få sagt.

Leder, Dansk Kirketidende 9/2018
Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *