Kærlighed er lysets kilde

Mette Bock, tidligere kultur- og kirkeminister: “Man bliver ganske enkelt både oplivet og opløftet af at synge Kærlighed er lysets kilde!”

Af Mette Bock, tidligere direktør kultur- og kirkeminister, folketingskandidat for Liberal Alliance.

Kærlighed er lysets kilde
Det er en noget nær umulig opgave at vælge en grundtvigsk yndlingssalme. Dette energiske menneske producerede jo perler på snor, forskellige og alligevel gjort af samme stof. Derfor er det aldeles velbegrundet, at Grundtvig fortsat er toneangivende i Den Danske Salmebog.

Det nærliggende salmevalg ville for mit vedkommende være Påskeblomst eller Du som går ud fra den levende Gud. Det er salmer, som vi i min familie synger ved enhver familiebegivenhed, uanset årstid og uanset om anledningen til familiesammenkomsten er sorg eller glæde. Salmernes sprog forbinder stærkt og kraftfuldt dobbeltakkorder som Gud og menneske, himmel og jord, glæde og sorg – og føder nye treklange som Fader, Søn og Helligånd – eller tro, håb og kærlighed.

Og det er netop den nære forbindelse mellem tro, håb og kærlighed, der har fået mig til at vælge en anden salme, nemlig Kærlighed er lysets kilde, nr. 696 i den nye salmebog. Teksten udtrykker i al sin enkelhed – og bemærkelsesværdige kortfattethed! – essensen i Grundtvigs Guds-, livs- og menneskesyn: Det er gennem troen, at vi møder håbet og kærligheden, den livskraft, der giver os styrke til at konfrontere livet med kraftfuld åbenhed.

Hertil kommer, at melodien, skrevet af Wolfgang Wessnitzer i 1661, er vidunderlig. Salmers tekst og melodi hører uløseligt sammen. En god melodi kan ikke redde en dårlig tekst, men en dårlig melodi kan fuldstændig spolere en god tekst! Men understøtter tekst og melodi hinanden, sker der noget helt særligt, som hverken den stærkeste bøn eller den bedste prædiken kan udvirke. Ånden virker!

Luther havde derfor fat i noget afgørende, da han omkring 1523-24 i et brev til hofpræsten Georg Spalatin fortalte, at han ledte efter digtere, der kunne omskrive nogle af de bibelske salmer til “åndelige sange”, skrevet på et jævnt og godt sprog, som alle forstod. Tanken var, at Guds ord skulle blive i folket, også ved sangens hjælp, for her kan Gud og mennesket mødes direkte og uden mellemled i form af præster eller kirkelige institutioner. Siden er salmesangen blevet et centralt led, også i liturgien i den danske folkekirke, og det er velbegrundet. At synge – og at synge sammen med andre – udtrykker relationer og fællesskab. Mellem Gud og mennesker, og mennesker imellem.

Grundtvig offentliggjorde Kærlighed er lysets kilde i 1853. Det var et begivenhedsrigt år, hvor han genvalgtes til Rigsdagen, men ikke til Folketinget. I september fyldte han 70 år, og modtog i den anledning en folkegave på 7000 rigsdaler, der førte til grundlæggelsen af Grundtvigs Højskole i Nordsjælland. Grundtvig var desuden blevet gift med sin elskede Marie, og det var i 1853 deres kærlighedsbarn Frederik blev undfanget. Midt i kærlighedens højstemthed blev han dog ramt af en tungsindsperiode i sommeren 1853, da koleraen hærgede København.

Det var med andre ord et år med mange kraftfulde begivenheder, et år, hvor lys og mørke tørnede sammen. Der var ikke meget “støvets år” over Grundtvigs eget liv, og man mærker heller ikke det, han i sensommeren 1853 over for enkedronning Caroline Amalie beskrev som sit “dødbideri i denne sommer”, når man synger med på Kærlighed er lysets kilde.

Men hvad gør denne salme til noget helt særligt? Det er en fest- og kærlighedssalme, men dem skrev Grundtvig flere af. Jeg synes også, det er en oplagt pinsesalme, og dem er der også adskillige af fra Grundtvigs hånd. Det særlige ved denne salme er i mine øren, at den på en meget fin måde beskriver troen på Guds kærlighed og ånd som grundlaget for alt andet i kristenlivet – og i menneskelivet. Uden at nævne troen med et ord. Ved at danse uden om, oven på og ved siden af troen beskriver han den som grundlaget for både den kærlighed og det håb, der gør Kærlighed er lysets kilde så dejlig og opbyggelig.

Kærlighed er lysets kilde, kærlighed er livets rod, hedder det i indledningen til 1. strofe. Og samtidig understreges det i 3. strofe, at kærligheden samtidig er lovens fylde og fuldkommenhedens bånd. Forudsætning og mål bindes sammen i en sløjfe, der skaber trygge rammer og tillid til, at det nok skal gå, selvom verden er fuld af farer og fristelser.

Grundtvigs sprog er hjertesprog. Kærligheden strømmer gavmildt fra Vorherre til os, og kærligheden forpligter os. Vi skylder Gud kærlighed, som frugten af hans ånd. Relationen mellem Vorherre og det enkelte menneske kommer dermed også til at forpligte os på hinanden her på jorden. Som åbne, dvs. både modtagende og givende mennesker, som overbærende, tilgivende og generøse, også når det kan forekomme helt urimeligt.

Da jeg ikke er teolog kan jeg uden videre anfægtelse også bringe salmens tekst og budskab med over i andre, mere dagligdags situationer med risiko for at blive stemplet som humanist. Oplever vi Guds ånd og kærlighed – tror vi – så ved vi også, hvor vi kan hente inspiration og styrke til at indgå relationer i alle mulige andre sammenhænge. Enhver vil vide, at når kærligheden er til stede – og her taler jeg hverken om eros eller agape, men om jordnære følelser som sympati, tillid og gensidig respekt – så kan næsten alt lade sig gøre. Det gælder i ægteskabet, det gælder på arbejdspladsen, det gælder i politik og i erhvervsliv.

På den måde breder salmens budskab om tro, håb og kærlighed sig som ringe i vandet. Guds kærlighed til mennesket giver os fred, håb og styrke til tillidsfuldt og uden angst at leve livet som det, vi er: Mennesker på godt og ondt, der har fået livet som en gave og en opgave.

Man bliver ganske enkelt både oplivet og opløftet af at synge Kærlighed er lysets kilde og tænker umiddelbart: Ja, det er sådan det er. Lad mig nappe endnu en dag og gøre mig umage med det, der er min lod i tilværelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *