København i tilbageblik – har fortidens epidemier forandret byen?

Det er ikke første gang, København er ramt af sygdom. I 1853 blev København ramt af en koleraepidemi, som slog knap 5000 mennesker ihjel. Jakob Ingemann Parby, museumsinspektør ved Københavns Museum, berettede i anledning af Grundtvigs 237-års fødselsdag om fortidige københavnske epidemier, og hvad de har betydet for byen.

JAKOB INGEMANN PARBY, MUSEUMSINSPEKTØR VED KØBENHAVNS MUSEUM. FOTO: SUZANNE REITZ.

Det er langt fra første gang, at verden bliver ramt af epidemier og pandemier, og heller ikke første gang, at København bliver ramt af katastrofer. Faktisk er denne katastrofe, indtil videre, meget mindre end nogen af de historiske katastrofer, byen har gennemlevet.

I øjeblikket har vi en udstilling på Københavns museum, der beskæftiger sig med katastrofens potentiale. Tanken bag grebet er den enkle, at man i kølvandet på næsten alle katastroferne, hvad enten der er tale om sygdomsudbrud, belejringer eller brande, kan se, at københavnerne bagefter lærte af det, de havde gennemlevet og i større eller mindre grad ændrede på blandt andet vaner, byplanlægning, infrastruktur og beredskab.

Grundtvig og katastroferne
Grundtvig oplevede flere af de store katastrofer i byens historie. Som barn har han med sikkerhed hørt om Christiansborg Slots brand i 1794 og den anden store bybrand i 1795. Brandene gav stødet til en forbedring af byens brandvæsen og en ny byplan med etablering af bl.a. Højbro Plads og det sammenhængende Gammeltorv/Nytorv, som både nye pladser og brandbælter i Indre By. Husene havde afskårne hushjørner, der skulle sikre en mere fremkommelig by for bl.a. brandvogne.

Det er ligeledes oplagt at se nærmere på koleraen i 1853, der ramte byen, mens Grundtvig virkede som præst ved Vartov kirke. En epidemi, der slog en del af Vartovs plejehjemsbeboere ihjel. Koleraen hjemsøgte verden i flere omgange i 1800-tallet, og den koleraepidemi der ramte København, var den tredje af i alt seks bølger. Den første bølge var koncentreret i Asien, Mellemøsten og Østafrika, mens den anden fra 1829-37 især ramte Europa og Nordamerika hårdt. 20.000 døde i Paris, og 6.500 i London. Mange andre byer blev også hjemsøgt, og det tydeliggjorde, at sygdommen især havde gunstige vilkår i byerne.

Hvis sygdommen kom til København, advarede flere læger om, at København med sin store befolkningstæthed, forældede vandforsyning og åbne rendestene kunne blive hårdt ramt.

Så allerede inden epidemien var københavnerne på vagt og havde læst om ”den asiatiske kolera” i tidens aviser. Hvis sygdommen kom til København, advarede flere læger om, at København med sin store befolkningstæthed, forældede vandforsyning og åbne rendestene kunne blive hårdt ramt. De appellerede til, at myndighederne satte gang i en modernisering af vandforsyning og kloakering og gav det militære område udenfor voldene frit til byggeri. Men myndighederne tøvede, ikke mindst af økonomiske grunde, og pga. det store indgreb det vil medføre overfor byens grundejere. Man iværksatte i stedet de karantæneforanstaltninger, som tidligere havde været virksomme, og satte nyankomne i karantæne, blandt andet i en bygning ved Langelinie.

Udbruddet
Men koleraen slipper alligevel ind, og i juni 1853 dør en ung tømrer på Nyboders hospital efter et ildebefindende med opkast og diarré. Han når at smitte andre på stuen, inden man 12 dage senere ved obduktion af de to sidste dødsfald opdager, at der er tale om den asiatiske kolera.

Koleraen var en epidemisk sygdom, der blev spredt gennem bakterier. Men da sygdomsfremkaldende bakterier først blev isoleret af tyskeren Robert Koch i 1882, og de første vacciner udviklet af Louis Pasteur i 1881, stod man i 1853 uden en korrekt forståelse af epidemiens årsager. Flertallet af tidens læger mente, at sygdommen bredte sig gennem dårlig luft, såkaldte ”miasmer”. Den dårlige luft skyldtes blandt andet de åbne rendestene, latringruberne i gårde, de mange dyr i byen og den manglende hygiejne, der især prægede byens fattighuse og kælderlejligheder, hvor dødstallet var størst.

Andre læger mente, at koleraen smittede direkte fra menneske til menneske. Først senere forstod man, at sygdommen især spredes gennem inficeret drikkevand.

Myndighederne griber alligevel til flere tiltag, der faktisk har en vis virkning – fx flytter man raske beboere fra sygdomsramte lejligheder til teltlejre og nyopførte barakker på glaciset (ydersiden af voldene). Man indretter flere arbejdshuse og Nyboders Hospital som kolerahospitaler, hvor kolerapatienter kan isoleres. Man opretter ligeledes anmeldelsesbureauer i byens kvarterer. Det understreges, at de syge ikke selv skal gå derhen. Der bliver ligeledes sat fokus på hygiejne og rengøring i særligt fattiges boliger.

Var man først blevet syg, blev det bl.a. anbefalet at spise havresuppe og grød og drikke hed kamillete med kamfer- og opiumsdråber, evt. vin eller cognac, samt tage amerikansk olie mod diarre og mavekramper. Mod mavekneb kunne maven gnides i tyk kamferolie, evt. blandet med opiumsdråber. Ved sværere anfald, kunne børster eller uldne klude dyppet i brændevin, salt og peber bruges. På den kolde hud kunne man lægge poser med varmt vand, sand eller aske. Sennepskager skulle lægges på arme, ben og i hjertekulen. Tørsten skulle gerne stilles med iskoldt vand, og ved døsighed skulle man sætte igler i tindingerne. Uldne klæder og et varmt bælte om maven var også godt mod kolera. Og så skulle man helst forsøge ikke at blive for bekymret – lægerne forsikrede, at der ikke kunne blive lægemangel. Hvilket selvfølgelig medvirkede til at skabe bekymring for netop lægemangel.

Men sygdommen lader sig ikke standse, og hen over sommeren bliver næsten 8 % af befolkningen syge og næsten 4 % dør. I alt 4700 ud af en befolkning på cirka 30.000. Lægerne følger sygdommens vandring gennem byen, men er i det store hele magtesløse, indtil efteråret kommer og sygdommen dør ud.

Under koleraen flyttede man raske beboere fra sygdomsramte lejligheder til teltlejre ude for voldene, for at begrænse smitten. Foto: Københavns Museum.

Bedre boliger
Koleraen satte de overlevende en skræk i livet, og både lægerne, staten og bystyret satte gang i initiativer for at forhindre en gentagelse. Allerede i efteråret 1853 begynder Lægeforeningen opførelsen af nye boliger til byens jævne befolkning på det endnu landlige Østerbro. Bebyggelsen får siden tilnavnet Brumleby, på grund af lyden af køernes brølen på fælleden. Det er i dag forvandlet til en attraktiv andelsboligforening. I 1857 var der plads til 250 familier, men behovet voksede i takt med industriens vækst og tilvandringen fra landet.

Senere i 1800-tallet bliver byggeforeningshuse som fx Kartoffelrækkerne og Humleby ved Carlsberg opført for at skabe bedre boliger for den voksende befolkning. Men størstedelen af de nye københavnere ender i lejekaserner med retirader i gården og familier på 4-6 personer stuvet sammen i lejligheder på 25 m2. Opførelsen af små 1- og 2-værelseslejligheder favoriseres af skattelovgivningen, og det bliver karakteristisk at fabrikker og boliger blandes tæt i de nye brokvarterer. Da den spanske syge rammer i starten af 1900-tallet, giver boligforholdene i København på ny sygdommen gode spredningsvilkår.

Processen kaldes citydannelse og er ikke kun med til at ændre bybilledet. Den forvandler også københavnerne til moderne forbrugere.

Nye kvarterer
Koleraen er med til for alvor at sætte gang i forandringen af hovedstaden fra en indeklemt og overbefolket fæstningsby til en moderne metropol. Vesterbro, Nørrebro, Østerbro og til dels Amagerbro bliver i 1850erne til bolig- og industrikvarterer, der både huser flere af de ”gamle” københavnere, der flygter væk fra forfaldet og elendigheden indenfor voldene, men også de mere end 250.000 nye københavnere som mellem 1850 og 1901 søger fra landet til storbyen. I begyndelsen er befolkningen i brokvartererne blandet, men i takt med at byggeriet tager til, udvikler de sig til industri- og arbejderkvarterer, mens den værste slum i Indre By rives ned og giver plads til et nyt og mere mondænt handelsliv.

Processen kaldes citydannelse og er ikke kun med til at ændre bybilledet. Den forvandler også københavnerne til moderne forbrugere.

Bedre hospitaler
Blandt de værst ramte steder er de ældre hospitaler i Indre By som Frederiks og Almindelig Hospital, hvor hundredvis af patienter, læger og plejere bliver smittet og dør. Katastrofen får i dette tilfælde direkte konsekvensen, at Kommunehospitalet bliver opført på glaciset langs Nørre Farimagsgade og kraftigt forbedrer mulighederne for at behandle patienter og isolere epidemiramte patienter. Senere går man endnu længere og opretter separate epidemihospitaler på Blegdamsvej og ved Svanemøllen. Det er en direkte lære af koleraen, at isolering af epidemiramte fra andre patienter er afgørende for at nedbringe dødeligheden.

Bedre infrastruktur
For den almindelige københavner er den allervigtigste konsekvens af koleraen igangsættelsen af en modernisering af vandforsyningen og udskiftning af de åbne rendestene med underjordiske kloakker. Det blev virkeliggjort, da det første moderne vandværk blev åbnet i Studiestræde i 1859 komplet med filterbassiner, hvori vandet renses og dampdrevne pumper, der under tryk bringer frisk, rent vand ud til vandhaner i københavnernes hjem. Samtidig påbegyndes etableringen af underjordiske kloakker. Først i brokvartererne og siden også i Indre By. Wc’er bliver dog først lovlige i 1897, da Hovedpumpestationen ved Kløvermarken var bygget og man fra 1903 kunne pumpe københavnernes latrin ud i Øresund.

Udskiftning af de gamle retirader med træk og slip er dog en lang proces og langt op i 1900-tallet kan man stadig støde på retirader i byens baggårde. Latrinen bliver hentet af renovationsfolk og siden tørret ved Lersøen og Kløvermarken og solgt til landmænd i omegnen af København. Mængderne er så store, at man indtil 1950 kører latrintog på Amager og fra Nørrebro Station til Nordsjælland.

Koleraen i 1853 er således en stor katastrofe i Københavns historie, men det er samtidig et godt eksempel på, hvordan katastrofer og nye sygdomsbilleder kan skabe forandringer, der på sigt er med til at forbedre en bys opbygning, boligkvalitet og infrastruktur.

Efter koleraen
I øvrigt blev en del af de døde fra koleraepidemien bragt til Dyrehaven på sletten fra Eremitageslottet ned mod Tårbæk – og her plantede man engriflet hvidtjørn ovenpå gravene for at forhindre, at folk skulle sætte sig på dem. I dag er der en masse øer hvidtjørn i området, som giver sletten et helt særligt udtryk. Andre døde blev begravet på en nødkirkegård i den nuværende Hans Tavsens Park på Nørrebro. Her har Københavns Museum gravet i de seneste år og en af de koleradøde, en kvinde, kan ses i udstillingerne på det nye Københavns Museum, hvor du også kan høre øjenvidner fortælle om at gennemleve koleraen i 1853.

Koleraen i 1853 er således en stor katastrofe i Københavns historie, men det er samtidig et godt eksempel på, hvordan katastrofer og nye sygdomsbilleder kan skabe forandringer, der på sigt er med til at forbedre en bys opbygning, boligkvalitet og infrastruktur. Det er imidlertid noget, der ikke sker af sig selv, men kræver investeringer. Koleraen ændrede også københavnernes hverdag og vaner, men udviklingen af fx håndvask som rutine var en lang og sej proces. Selv lægerne på Kommunehospitalet vaskede indtil 1880’erne ikke hænder, når de gik fra dissektionsstuen til afdelingerne med levende patienter. Og det selvom bl.a. ungareren Semmelweiss i 1847 havde vist, at man kunne sænke dødstallet på barselsstuen markant ved at indføre god håndhygiejne blandt lægerne.

Se talen på video her:

 


Denne tale blev afholdt af Jakob Ingemann Parby, museumsinspektør, under temaet “Vi skal være by igen!” til N.F.S. Grundtvigs 237-års fødselsdag (2020). Talen var en af tre fødselsdagstaler.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *