Kommer overvågningskameraerne til at kede sig?

Ved vi, hvad vi mener med ‘frihed’, hvis ikke vi mener det samme som Nick Hækkerup? Det er på høje tid at tænke tættere over, hvad et menneske er – både som natur og som frit handlende

TESKT: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Min kat er hverken min eller menneskets bedste ven. Jeg har ingen anelse om, hvad der foregår inden i den. Måske ingenting. Men det ser vigtigt ud.

Det er en filosofisk disciplin, der har mange år på bagen, at forsøge at definere mennesket ved at sætte det i modsætning til dyret. Bestræbelserne kan minde om teologihistoriens mange forsøg på gudsbeviser, for ofte handler det om at forsøge at indkredse det der mere, som mennesket er, det der hæver os op over naturen.

”Mennesket er ingen abekat,” sagde Grundtvig, ”bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende.” Og definerer i stedet mennesket som et ”guddommeligt eksperiment af støv og ånd.” Og også Aristoteles’ beskrivelse af mennesket som et zoon politikon, et politisk dyr eller politisk væsen, er i denne kategori. Nok kalder han mennesket for et dyr, men jo netop et dyr, der adskiller sig på en særlig og raffineret måde fra de andre dyr, der bare er dyr (der findes selvfølgelig også mindre flatterende sammenligninger – fx er mennesket et af de få dyr, der slår eksemplarer af sin egen art ihjel. Kun svin, edderkopper og nogle få andre kan være med her).

Ved vi overhovedet, hvad vi mener med frihed, hvis ikke vi mener det samme som Nick Hækkerup?

Disciplinen er som sagt ældgammel, men aktuelt er der alvorlige grunde til at tænke nærmere over både, hvordan vi er forbundet med den natur, vi selv er, og over, hvad der adskiller os fra den, hvad der er det særligt menneskelige. Der er grund til det første, fordi naturen forsvinder. Haren, hasselmusen, gråsælen og flagermusen forsvinder, og det er nu, nu eller aldrig, vi skal være solidariske med hasselmusen. Det er nu, vi skal stå ved vores forbundethed med naturen.

Der er grund til det andet, fordi vi står i fare for at miste forståelsen af os selv som uforudsigelige. Nok griner vi af vores nye justitsminister, der i en kluntet tale fik sagt, at mere overvågning fører til mere frihed, men ved vi overhovedet, hvad vi mener med frihed, hvis ikke vi mener det samme som Nick Hækkerup? Alt, hvad vi foretager os og drømmer om, er jo for længst tilgængeligt og registreret i en grad, der ville have gjort en Stasi-officer misundelig, og vores sprog for frihed bliver ofte til ugennemtænkte fraser som at ’bestemme selv’ eller ’være sin egen chef’ (som om der skulle være en særlig frihed i at have chefen inde i hovedet).

Hannah Arendt, der er ’anmeldt’ i dette nummer af Dansk Kirketidende, knytter det særligt menneskelige til det at kunne igangsætte, handle, bringe noget ind i verden, som ikke var der før. Altså, som virkelig ikke var der før, dvs. vi kan få en idé, der endda kan komme bag på os selv. Og frihed er forbundet med denne igangsætten og ikke med at kunne bestemme over os selv for os selv. På godt og ondt kan vi sætte bevægelser i gang ind i den fælles verden. Det sker hele tiden.

Det er vel det, julen handler om. Både om mennesket som del af den natur, der i tusinder år har reproduceret sig selv, og om uforudsigeligheden. Et barn er født os. Et menneske, solidarisk med mennesker såvel som med mus, og samtidig noget helt nyt, der ikke var der før, er kommet til verden. Glædelig jul.

Dansk Kirketidende 11/2019

Læs tidligere ledere fra Dansk Kirketidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *