fbpx

Er kommunen farligere end staten?

Ideen er god nok, men ordet er grimt. Det handler om samskabelse og om en undren over, hvorfor folkekirken vil være tæt med staten, men ikke med kommunen

Birgitte Stoklund Larsen, foto: Dan Henrik Møller

TEKST: BIRGITTE STOKLUND LARSEN, NUVÆRENDE GENERALSEKRETÆR I BIBELSELSKABET OG PR. OKTOBER 2021 STIFTSKONSULENT I HELSINGØR STIFT

Samskabelse. Ordet har hen over sommeren fået en fremtrædende plads i debatten om folkekirkens rolle i samfundet bl.a. i forbindelse med bispevalget i Aalborg Stift og i kølvandet på udgivelsen af bogen Skabelse og samskabelse, som udkom i foråret (Forlaget Eksistensen).

Ordet har ifølge Dansk Sprognævn været kendt og registreret fra 2008, men er først nu for alvor kommet frem i lyset i en kirkelig sammenhæng. Hvis man samler på ord til en bullshit-bingoplade, kunne samskabelse godt være et ord til posen. Men inden man afskriver fænomenet på grund af betegnelsen, er det værd at overveje – særligt i en grundtvigsk sammenhæng – hvilket barn det er, man smider ud med badevandet.

Ordet dækker over en bred vifte af samarbejds- og arbejdsformer, hvor det handler om at ”skabe noget sammen med andre i en aktiv og gensidig proces”, som Dansk Sprognævn definerer det og henviser til ord som medborgerskab og medejerskab. I en kirkelig sammenhæng ville man tale om et myndigt lægfolk. Det er en arbejdsmåde, der rimer på selvorganisering og på kirke fra neden, et nudge til stats- og servicekirken og på den led kan arbejdsformen bestemt udfordre nogle former for folkekirkelig selvforståelse.

Hvis man samler på ord til en bullshitbingoplade, kunne samskabelse godt være et ord til posen. Men inden man afskriver fænomenet på grund af betegnelsen, er det værd at overveje – særligt i en grundtvigsk sammenhæng – hvilket barn det er, man smider ud med badevandet

Bekymringerne opstår dog særligt, fordi samskabelse også er et ord fra den offentlige sektors store kasse med styringsredskaber. Tanken er, at kommunen eller staten ikke længere bare skal levere ydelser; den offentlige sektor er derimod en ”arena for samskabelse”, som  forvaltningsfolk formulerer det. Her må foreninger og virksomheder gå sammen med kommunen om at løse komplekse samfundsopgaver. Vinklen på folkekirken er, at det er en del af civilsamfundet.

Og selvfølgelig har folkekirken noget at bidrage med til at skabe fællesskaber og samfund lokalt – og gør det. De færreste forestiller sig vel, at det offentlige – stat, region og kommuner – alene får fællesskaber til at blomstre; det er en fælles opgave, hvor alle må tage ansvar. Også folkekirken, hvis det ikke skal blive ved højstemte ord om sammenhængen mellem folk og kirke, om vekselvirkning og om at være kirke for hele folket.

Da den sekulære velfærdsstat ekspanderede i efterkrigstiden, blev der gjort en kirkelig og teologisk dyd ud af den mere eller mindre frivillige tilbagetrækning. Sognegårdene skød op i forsøget på at vinde indad, hvad tabtes udad, og teologien blev eksistentiel og omverdensløs. Nu er situationen en anden; der er interesse og invitationer fra samarbejdspartnere, som længe har været afskrevet. Samskabelse og offentlighedsteologi er folkekirkelige skridt på vejen til at finde fodfæste i tiden.

Fra pædagogik til socialt ansvar
Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvordan man gør det. Der er en risiko ved alt, og man skal tænke sig om, men ikke være bange for at gøre noget. Der er allerede mange projekter at lære af. Folkekirkens skoletjenester er et eksempel på, hvordan folkekirken samarbejder med offentlige aktører – fuldstændigt på skolens betingelser. Er det at gå på kompromis med folkekirkens mission? Snævert set ja, men det giver mening, at folkekirken arbejder med kristendomsoplysning i en bredere sammenhæng og dermed bidrager til ånd og dannelse og religiøs myndiggørelse.

Men hvorfor er kommunen farligere for folkekirken end staten? Er det, fordi den er tættere på? Fordi det ikke handler om historiske og stabile relationer, men om usikkert samarbejde og møder mellem mennesker nu og her?

Skoletjenesterne opstod i kølvandet på folkekirkens fokus på pædagogik i 1980’erne og 1990’erne. I dag er fokus helt berettiget på det sociale ansvar, tæt forbundet med kristendommens etos; velstanden har aldrig været større, men samtidig vokser ensomhed og udsathed. Frygten hos nogle er, at folkekirken lader sig misbruge i kommunale spareøvelser, hvor kernevelfærd privatiseres. Risikoen er der, men er det ikke en større risiko, at folkekirken ikke kender sin besøgelsestid? Min tipoldemor var vaskekone på Vesterbro i 1890’ernes København og fastholdt til sin død ifølge familieoverleveringen, at præster var hyklere (sorte sataner, som hun kaldte dem), fordi hun oplevede en folkekirke, som sagde et og gjorde noget andet. Den slags hænger ved i generationer.

Pas på kommunen?
Ingen af kritikerne af sogne og provstiers engagement i samskabelse med kommunerne har anfægtet Grundlovens paragraf 4 eller løftet et bryn i forhold til folkekirkens varetagelse af civilregistreringen, en opgave folkekirken løser for staten på statens betingelser. Det er altså tilsyneladende ikke relationen til ”det offentlige” som sådan, der er problemet. Det er måden.

Men hvorfor er kommunen farligere for folkekirken end staten? Er det, fordi den er tættere på? Fordi det ikke handler om historiske og stabile relationer, men om usikkert samarbejde og møder mellem mennesker nu og her? Fordi det handler om børn, unge og gamle, om udsatte, og om at frivillige tager ansvar? Og hvorfor er en samarbejdsform, der bygger på fælles aftaler og mål og ligeværdigt engagement mere problematisk for folkekirken end et samarbejde, hvor den ene part på forhånd har udstukket reglerne på klassisk bureaukratisk vis?

Jeg er helt med på, at der er en usikkerhed forbundet med nye samarbejdsformer og ikke på forhånd kortlagte processer. Men skal det stå i vejen for, at folkekirken samarbejder om at afhjælpe ensomhed blandt mænd, styrke fællesskabet i et udsat boligområde, eller hvad der nu måtte være det fælles problem?

Det er en af folkekirkens store kvaliteter, at den er lokalt forankret. I bispevalgkampen er det blevet anført, at samskabelse mellem folkekirke og kommune er problematisk, fordi det rokker ved folkekirkens struktur; det kører hen over menighedsrådene, lyder det. Er det ikke at rette bager for smed at give samskabelsen skylden for provstiets magt? Bevægelsen fra sogn til provsti er først og fremmest en konsekvens af en række af kommunalreformer, senest i 2007, hvor sognekommuner i den proces er blevet afløst af provstikommuner. For min nabo er provstiet lige så langt væk som kommunen – i modsætning til den lokale kirke. Flere eksempler på vellykket samskabelse peger netop på, at det styrker de nære, konkrete, lokale fællesskaber. Det gælder både i byerne og på landet. Og det er vel det, det kommer an på?

Samskabelse er en udfordring. Man kan ikke nødvendigvis gøre, som man plejer, og det kan gå galt, ja – men det kan bestemt også gå godt.

Grundtvigsk Tidende 6/2021

SAMSKABELSE
Begrebet ’samskabelse’ omhandler og lægger op til en drøftelse af kirkens rolle i velfærdssamfundet. Læs Esben Thusgårds debatindlæg I begyndelsen var kaldet, de øvrige indspark samt Ingrid Anks leder Gud er svær at samarbejde med  HER.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *