fbpx

Kritik af Den Danske Salmebog

Salmedigter og forfatter Iben Krogsdal har brugt forårets aflysninger til at læse salmebogen fra ende til anden. Konklusionen er, at der er overraskende mange ringe salmer, og at der er grund til at overveje – selv når de gode salmer tæller med – om salmebogen er på vej til at blive en teologisk katastrofe

TEKST: IBEN KROGSDAL, DIGTER OG FORFATTER

Jeg har elsket Den Danske Salmebog, siden jeg som barn begyndte at spille klaver. På nodeholderen stod Koralbogen opslået på salmen: ’Herre, jeg har handlet ilde’, og denne ildevarslende førstelinje lød som en sort kalden ind i et fremmed univers. Der lå en arkaisk klingende skyldsbevidsthed i salmestemmen: her mødte jeg for første gang samvittighedens og troens poetiske sprog. Da jeg siden fik en salmebog i konfirmationsgave, begyndte jeg at læse i den. Når jeg hviskede teksterne for mig selv, trak versene mig ligesom ind under en uudgrundelig himmel, der fra da af omsluttede mig. Der var noget i verseformen, der fik alt til at falde på plads – en slags indbygget skæbne i kraft af rimene: Uanset hvor sætningerne førte én hen, endte alt godt. Med årene lærte jeg flere salmer udenad, og de blev efterhånden til min indre salmeskat: Et sprog i sjæledybet, der som en skjult kilde strømmede ud gennem det meste af det, jeg skrev og troede på og gjorde.

Men først dette forår, da coronakrisen lagde landet øde, besluttede jeg mig for at læse Salmebogen fra ende til anden. Fra mit arbejde med Luthers salmer, som jeg videredigtede i 2017, og fra mine videreskrivninger af gammeltestamentlige salmer i 2019 og af andre salmer gennem årene, vidste jeg, at det ville blive en læsning med anfægtelser, og jeg vidste, at der i Salmebogen fandtes mange forskellige poetiske stemmer og teologier.

Det står efter læsningen klart for mig, at et flertal af salmerne i Salmebogen ikke først og fremmest er poetiske tekster men snarere formanende tros-forklaringer.

Alligevel blev jeg overrasket under fordybelsen i salmerne. Meget af det, jeg hidtil næsten ærefrygtigt havde fortalt mig selv om vores salmeskat, viste sig ikke at holde stik. Læsningen åbenbarede kun få nye salmekatedraler og blev i uventet grad en odyssé gennem rad og rækker af ørkesløse læresalmer og teologiske påstande, der ofte kun lige var glaseret af bedaget poesi.

Jeg er fuldt klar over, at man ikke yder salmer retfærdighed ved at læse dem som rene tekster og løsrevet fra deres melodier og den liturgiske sammenhæng, der altid løfter dem ud af deres eget leje. Men med det in mente vil jeg alligevel gerne i det følgende fortælle om de overvejelser, mit eget salmebogssyndefald har afstedkommet, i en slags teologisk oprør over det sangværk, jeg tænkte som poetisk gennemført, men som – i takt med at kærlighedssløret dette forår faldt fra mine øjne – i høj grad også forekommer mig at være skattekiste for en rustende skat af versliggjort (karma)teologi.

De vidunderlige salmer, som man bliver kristen af at synge – og alle de andre
Jeg vil gerne begynde denne kritiske artikel med den banale konstatering, at vores salmeskat indbefatter et væld af umiskendeligt vidunderlige salmer og desuden for mig at se nogle af de smukkeste sætninger, der nogensinde er skrevet på dansk. Salmebogen rummer frygtindgydende skønne salmer, der kan løfte tunge sjæle og skaber mere, end de nævner, og i den forstand aldrig ender: De bliver evige i os og mellem os, når de bliver sunget. Min egen historie med salmebogen er blot ét vidnesbyrd om, at man kan læse eller synge sig kristen alene på grund af tekster i Salmebogen. Det er ligefrem en frygtelig tanke, at vi aldrig skulle have kendt sætninger som ”du kvæger i ørken den tørstende sjæl/du bjerger den bævende due” (31), ”du slår over dybet din gyngende bro/som isgangen trodser i brusende strand/fra dødningehjem til de levendes land” (321) eller ”håbet er, som mat det glimter/når bag sky vi månen skimter” (580). Der er salmer så umistelige, at uden dem havde vores trosliv – og livet i det hele taget – været blegere og mindre.

Samtidig er jeg med alderen blevet stadig mere taknemmelig for de salmer, der så at sige gådefylder himlen og jorden for os, og som – hver gang man genlæser dem – næsten lyder endnu skønnere end sidst. I visse af kapitlerne i Salmebogen står disse tekster side ved side, så man stort set bladrer fra åbenbaring til åbenbaring: Fx i kapitlerne med lovsange, årstider, Jesu fødsel, Kristi opstandelse. Det er, som om teksterne i Salmebogen er allermest magiske, der hvor de begynder i mødet mellem jord og himmel, i modsætningen mellem liv og død, i tilværelsen imellem løftet om skabelse og truslen om tilintetgørelse – for så måske først derfra at skabe eller ligefrem blive deres egen smukke form for teologi. Når jeg læser disse salmer, kan jeg i hjertet mærke, at man kan blive kristen alene ved at sige eller synge ord fra Salmebogen. Men når det er sagt, så findes der desværre i mange andre kapitler, for eksempel gudstjenestesalmeafsnittene (dåb, nadver, konfirmation, kirken, præstevielse m.fl.), også så dræbende teologisk-korrekte tekster (også af de bedste digtere), at de for mig at se knap er mere end svage skygger af salmer; farveløse spøgelsesvers, hvor teologien har fået lov at tæmme poesien til ren og skær illustration af det, der engang skulle siges. Der er ingen brusende, sproglig skabelse, og mange vers fremstår som rent ret-makkende udsagn (ofte med ubehjælpelige rim), der med gentagne fromhedsformler og kælne Jesus-navne først og fremmest synes at tjene teologiens golde love. Ikke mindst disse salmer og deres teologi vil jeg gerne i denne artikel kaste et kritisk lys på.

De gamle salmer er hverken svære at forstå eller tidløse
Men lad mit afsæt være det første, der rystede mig under læsningen: ’De gamle’ salmer er slet ikke så svære at forstå. Det passer ganske enkelt ikke, at ældre salmer over en bred kam er forunderligt svært tilgængelige og særligt gådefulde. Det har jeg ellers altid hørt; jeg tror, det er en del af folkemytologien omkring ’de gamle salmer’. Men da jeg nu langsomtlæste teksterne (og slog de uddøde ord op), forekom et uhyre stort antal salmer mig næsten alt for lette af forstå. Jeg tog fejl, da jeg uden belæg mente, at de gamle salmer netop ikke forklarede kristendommen, men snarere repræsenterede en slags gådeskrifter og som sådanne var i stand til både at rumme og åbenbare og fastholde livet som et guddommeligt mysterium.

Mange af Luthers salmer handler således utvetydigt om, hvordan man tror rigtigt og forkert, og det samme gælder et væld af salmer af både kendte og minde kendte digtere, der igen og igen sætter den rene tro op mod vranglære, hykleri, vantro, tvivl (som er sendt fra Satan) og falske lærdomme.

Det står efter læsningen klart for mig, at et flertal af salmerne i Salmebogen ikke først og fremmest er poetiske tekster men snarere formanende tros-forklaringer: De er skrevet på en måde, så langt de fleste læsere – i hvert fald engang – let kunne være med. De er skabt af professionelle forkyndere, præster og biskopper, og de har derfor ofte læresalmens karakter og et opdragende sigte. I det (før-moderne) univers, som de fleste af salmebogens tekster er vokset frem af, er alle syngende jo som udgangspunkt kristne, og et væld af salmerne er netop tydeligt skrevet som oplæringer, ikke i kristendom, men i den rette kristendom. Luthersalmerne er her arketypiske: Vi synger i dem både om, hvad vi skal tro på, og hvad vi ikke skal tro på (i senmiddelalderlig forstand).

Det stråler med andre ord fra Salmebogens sider, at hver tid har sine særforestillinger om, hvad kristendommen og evangeliet betyder. Mens ’de gamle’ salmer tit fremhæves som tidløse, fremstår de for mig efter læsningen som ekstremt (smukt) tidsbundne. Deres tidsbundenhed er nemlig ikke bare en tarvelig jordiskhed, der klæber ved teksterne. Den udtrykker tværtimod en konkret levendegørelse, tekstens rodfæstede krop. Og det må også være derfor, at vi i Salmebogen har bevaret så mange af tidligere tiders moderne salmer: De gamle tekster udfolder en række gudsbilleder, der måske mestendels har overlevet i det kollektive sjæledyb som fjerne erindringer om det, vi i den store historiske bevægelse kom fra, men som man heldigvis også gennem tiden har skrevet videre på. Netop derfor er Salmebogen så lykkeligt fuld af videredigtninger: De mange genskrevne salmer er alle vidnesbyrd om en kristendom under konstant åndelig og kødelig transformation; gamle trosforestillinger har udviklet sig: ikke fordi vi blev bedre mennesker (det tror jeg aldrig, vi bliver), men fordi nye vilkår helt naturligt fødte et forandret religiøst sprog og uddybede vores gudsbilleder. At læse Salmebogen er netop at bevidne, hvordan den ene tidsbundne tekst har født den anden i en stille, fortsat skabelse.

Katarsis gennem poesi: At gennemleve rædselsfyldte teologier
Når skiftende tiders teologi står side om side i Salmebogen, er det kun naturligt, at visse ældre salmer kan være foruroligende at synge i dag. Kun den virkeligt mesterlige poesi – netop når den også skaber oprørende teologi – kan forunderligt nok føre os ind igennem disse teologier, så vi så at sige kommer igennem dem. Når vi synger dem, oplever vi dem som vores egne erfaringer og kommer ud på den anden side. Jeg har selv mærket, at salmesyngning er en erkendelsesform, og at gode salmer kan være småbitte overgangsritualer: De lader os gennemleve noget, vi kender fra vores eget eller vores kulturs urdyb, og som vi måske har brug for at (gen)opleve, erkende og blive renset fra.

Det er sådan, jeg har det med (de bedste) Brorson-salmer, hvis teologi groft sagt lyder: Gud var engang vred, men Jesus lagde sig imellem Gud og os, og nu kan alle dem, der tror rigtigt og bader i hans blod, komme i himlen (og det kan kun gå for langsomt!). Dele af denne frelsesteologi er i sig selv (for mig) frygtelig, men blodbadet er som billedsprog voldsomt dragende, og billedet af den rasende Gud vækker en genklang i sjælen, som jeg gennem salmen netop får en dybere erkendelse af. Når jeg synger, får jeg således både del i det brorsonske blodbad – og jeg bliver sært nok samtidig renset fra min egen forestilling om, at Gud kræver blod. Det samme sker, når jeg læser (de bedste) Kingo-salmer, hvis teologi groft sagt lyder: Jeg, onde ormesæksmenneske, er til fals for mine lyster, men hvis jeg forsager alle verdens glæder, kommer jeg snart i himlen (og ellers går jeg fortabt). I sig selv er denne grænsemasochistiske forsagelsesteologi oprørende, men samtidig er en salme som ’Far, verden, farvel’ så gribende, at jeg sagesløst lader mig trække ind i dens fortælling, gennemlever den som mit eget drama og til sidst vender forandret hjem i mig selv – nu med både fredfyldt himmellængsel og befriet fra den kingoske forestilling om, at jorden kun er en jammerdal.

Denne salmernes katarsis-funktion kan dog kun opleves gennem de poetiske salmer. En teologisk salme, der allerede var ringe i 1500-tallet (fx 394) eller i 1600-tallet (fx 683) eller i 1700-tallet (fx 589) eller i 1800-tallet (fx 521) er næppe blevet bedre med alderen (medmindre nogen har gendigtet den godt), og salmer, der engang måske forløste noget i deres egen tid (fx 514, 393) kan, frygter jeg, i dag ligefrem medføre ensomhed, fordi de ingen (teologisk) genlyd i os finder.

I det følgende vil jeg således skitsere, hvordan fire teologiske temaer i Salmebogen fremstår på måder, der for mig at se er dybt problematiske. Jeg har valgt at koncentrere mig om temaerne: tro, synd, frelse og forsoning.

Tro
Helt overordnet går vejen til Gud gennem tro, men troen er i et stort antal salmer forarmet til især at betyde det, at vi tror på Gud. Det vil sige: Troen fremstår i mange af de tekster, hvor den omtales direkte, som en slags korrekt måde at forholde sig til Gud og Jesus på. Ikke først og fremmest som tillid til Gud, ikke især som bønfaldelse (om end den dog optræder i bønner om fx ”at i troen idelig/jeg må hænge fast ved dig” (80)), men – absurd nok – faktisk som lige præcis det, den ellers i adskillige læresalmer forsværger at skulle være: en præstation. Mange af Luthers salmer handler således utvetydigt om, hvordan man tror rigtigt og forkert, og det samme gælder et væld af salmer af både kendte og minde kendte digtere, der igen og igen sætter den rene tro op mod vranglære, hykleri, vantro, tvivl (som er sendt fra Satan) og falske lærdomme. Der er en klar tendens i salmerne til at beskrive troen som troskab mod en ’sand’ eller ’ren’ eller ’pur’ eller ’from’ lære (’Vor tros den rene lære’ (354), og/eller til at beskrive troen som en lydig efterlevelse af den rette lære. Dertil kommer, at troen ofte er ’fast’ og ’stærk’ (den må ikke være lunken (358)), og at den i øvrigt er enormt krævende, fordi man skal tro ’ret’ af både hjerte, sind og sjæl (583), eller med Brorsons ord: Den troendes hjerte skal være renset (578):

Var det en tro, med munden/at sige kun: Jeg tror!
Når hjertet ej i grunden/er renset ved Guds ord,
da var der fromme nok/og troende i tiden,
da var den ej så liden, den rette troens flok.

Så ved man da, hvad det kræver af én at tro – og at der kun er få, der hører til den rette tros flok! Det anfægtende ved dette ’tro-rigtigt-på’-trosbegreb er for mig at se, at troen bliver for præsterende og alt for ofte indgår i en næsten nøjeregnende teologisk noget-for-noget-tankegang (læs om karmateologi herunder). Der skal som regel en Grundtvig til at gøre troen vildere og større end blot en korrekt forholden sig til Gud eller til en lære (som det fx sker i 321), selvom også han stedvist forfalder til at gøre troen til netop det, vi får fortjent løn for. For mig at se er det påfaldende, i hvor høj grad troen nærmer sig en retfærdiggørende gerning: I hvert fald efterlader mange salmer i Salmebogen let det indtryk, at det er troen som en slags menneskelig formåen, der frelser os, når altså blot vi udfører den på den rette og fuldstændige måde. Og denne trosforståelse er intet mindre end fatal, også i dag hvor mange ikke synes, de selv tror nok på Gud til overhovedet at være kristne, og hvor vi i dén grad har brug for bevægende billeder af troen som tillidsfuldhed, afgivelse af kontrol, overgivelse og åbenhed overfor den Gud, vi virkelig ikke forstår.

Synd
I en ret stor del af Salmebogens salmer beskrives synd som en personlig overtrædelse af Guds bud, af loven eller af den sande lære. Synd handler altså mest om, hvad man som enkeltmenneske har gjort forkert: Man har handlet ilde (501), man har ’syndet imod bud’ (fx 770, 776), eller man har ’fortørnet’ Gud (fx 30, 495). Det forekommer mig, at ’arvesynden’ (i betydningen: det store, fællesmenneskelige vilkår, at vi – alene fordi vi er mennesker – aldrig kan være uskyldige) simpelthen har fået for lidt plads og billedsprog i Salmebogen. Enkelte af de steder, hvor synden optræder som noget fællesmenneskeligt og uransageligt større, sker det til gengæld i en næsten perverteret grad, som når Brorson i en dåbssalme skriver om dåbsbarnet: ”du havde af forældres blod/et sind, som var din Gud imod/og ville ej ham kende” (452). En særlig, ekspliciteret variant af syndsforståelsen som især den enkeltes (eller de ikke-rettroendes) ’gøren noget forkert’ kommer tydeligst til udtryk hos Kingo, som i en evig selvformaning (og det er trods alt det herligt formildende hos Kingo!) beskriver synden som en given efter for denne kødets onde lyster og livets banale glæder: Den, der ikke forsager ’verdens vellyst’ men forfalder til at nyde livet i jammerdalen, er simpelthen en synder. Eller hør Wexels ord om paradiset engang (564):

Tænk, når engang jeg uden synd skal leve,
hver tanke ren, hver gerning uden brøst,
når aldrig jeg behøver mer at bæve
for muligheden af en syndig lyst.

Kuren mod alle de syndige overtrædelser er altid anger og bønfaldelse om, at ens synd skal ’slettes ud’ (langt sjældnere bare ’tilgives’), hvormed forseelserne mod Gud(s bud) udsættes for en slags teologisk barnagtiggørelse: ’det syndede’ formindskes til en individuel forseelse, som (efter den rette anger og Guds forbarmelse) kan forsvinde, hvorefter man kan begynde på ny (fx 464, 513). Også i den forstand bliver arvesyndigheden underkendt til fordel for en banal morallære. Vi får med andre ord ikke rigtig lov til at leve med vores skyld og vores på-forhånd-skyldighed; vi tømmes for vores egen historie eller skæbne. Jeg kommer til at tænke på, at Karen Blixen efter sigende skulle have omtalt kristendom som en slags ”forløsning under narkose”. Gad vide om det var denne form for synds-udslettelse, hun havde i tankerne?

I hvert fald giver salmestemmernes ønske om at blive ’rene’ for skyld kun mening, fordi synd i så stort omfang fortolkes udpræget gammeltestamentligt i Salmebogen; synd handler først og  fremmest om, hvad man har gjort (imod Gud og loven), mens en dybere og voldsommere nytestamentlig syndsopfattelse (som må være, at synd især handler om alt det, man ikke har gjort og aldrig kommer til at gøre) spiller en noget mindre rolle i salmerne. Personligt finder jeg det næsten tragisk, at så mange salmer på den måde forklejner synden, og det sidder virkelig i mig som en stærk anfægtelse, fordi jeg hidtil har ment, at der i hvert fald i vores Salmebog ingen tvivl herskede om syndens dybe alvor. Men når synden – ikke mindst i (de pietistiske) læresalmer – i den grad trivialiseres og bagatelliseres, er der i mine øjne ikke hverken tilstrækkeligt teologisk sprog eller poetisk billedsprog for den virkeligt dybt erfarede (arve)syndighed, der i en kristen sammenhæng har rødder i det dobbelte næstekærlighedsbud som det, man kommer til kort overfor; det man aldrig kan; og der er derfor alt for lidt sprog for den afgrundsdybe syndighed, der også opleves som følge af de afledte krav om menneskelig perfektion, der i dag (på en anden måde end før) ulykkeligvis gør mange mennesker skamfulde, opgivende og deprimerede. Det ret banale indhold, synden tildeles i mange salmer, giver, frygter jeg, kun i ringe grad sprog til den synd, der også i dag opleves som ekstremt virkelig og sjæleødelæggende; som den grå rædsel, der ikke tages alvorligt nok i de fesne lære-linjer om, at man igen har overtrådt Guds bud, har givet efter for vellyst eller har forbrudt sig mod kristendommens lære. Denne syndsopfattelse kan de færreste spejle sig i i dag, og det er for mig at se heller ikke idealet, at vi skal kunne det (igen).

Frelse
Frelse beskrives i Salmebogen næsten altid i det evige livs perspektiv som frelse til det evige liv efter udfrielsen fra livet i jammerdalen og som en undslippen helvede eller ’pølen’ (som i øvrigt stort set ikke nævnes). Men dertil kommer, at frelse i et foruroligende stort antal salmer i Salmebogen er uløseligt knyttet til udvælgelse: frelse er frelse for nogen. Det ord, der især går igen for de frelsesværdige, er ’de fromme’, og kendetegnende for de fromme er, at de som regel er salmens ’vi’: os der går på ’den smalle vej’ eller på ’retvishedens trange sti’ (663), for med Brorsons ord: ”Gud kan sig på den brede vej/med ingen sjæl forene” (256). Der tales således mange steder i Salmebogen, også hos Grundtvig, om de frommes ’lille flok’ (344), hos Kingo om den ’lille hjord’ (763), hos Brorson om ’de udvalgtes tal’ (603) eller hos Stub om den, der ved Jesus navn hører til ’blandt dem, Gud ynder’ (55). I denne fromhedsanskuelse ligger der inde bag det fromme ’vi’ en opdeling af mennesker i et os og dem, der i sin overfladiske forståelse af, hvad ethvert menneske indeholder og dagligt kæmper med, og i den næsten komisk selvretfærdige tone, ender i det, jeg kalder for karmateologi. Karmateologi er den teologi, der under dække af at tage Gud(s dom) mere alvorligt end andre i virkeligheden er styret af menneskelige retfærdighedsforestillinger om, at som man sår, høster man (læs: Som man tror (rigtigt), frelses man. Eller: Som man døbes, frelses man). Som sådan er karmateologien måske den mest universelle teologi, der findes – den største og mest oplagte misforståelse af, hvem Gud er. Vi kender alle intuitivt til den, for det ligger som en urforestilling dybt i os, at livet er (og pinedød skal være!) retfærdigt, og at vi derfor dybest set får, hvad vi fortjener. I virkeligheden er karmateologien ikke andet end en triviel variant af gerningsretfærdiggørelsen, og det er i dens lys, at korset forarger, ligesom det er ud fra dens logik, at vi alle er tilbøjelige til at tænke fx sundhed som belønning og sygdom som straf.

Karmateologi er den teologi, der under dække af at tage Gud(s dom) mere alvorligt end andre i virkeligheden er styret af menneskelige retfærdighedsforestillinger om, at som man sår, høster man.

I Salmebogen er karmateologien da heller ikke forbeholdt ’de gamle’ salmer: Også i en række af de nyeste salmer i Salmebogen viser karmateologien sit såre menneskelige ansigt: nu deles verden dog ikke længere op i fromme og ikke-fromme, rettroende og vrangtroende, men snarere i dem, der gør det rigtige og dem, der gør det forkerte: De rigtige synes i flere nye salmer at være: de  fattige, de forkuede, de sultne – mens de forkerte er ’de begærende’ (130), de ’store’ (523), de store der, gør fortræd (260), de rige eller de kolde spekulanter.

Hvad enten det er troen (den rette) eller gerningerne (det fromme liv og verdensforsagelsen), der fører til frelse, fylder salmer med karmateologisk islæt meget mere i Salmebogen, end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet. Do-ut-des-tanken, som kristendommen for mig at se er ét stort skelsættende opgør med, stråler ufortrødent igennem en alt for lang række salmer, når de mere eller mindre smukt fortæller, at den der tror rigtigt og opfører sig rigtigt, kommer i himlen, og at der derfor alligevel er retfærdighed til.

Forsoning
Når det kommer til selve frelseshistorien, findes der i Salmebogen både hjerteskærende smukke poetiske beskrivelser af Guds handlen, fx i nogle af Kingos salmer, ligesom der findes bevægende nye fortolkninger af denne handlings konsekvenser for os (fx 249), men mange steder møder man også rå, karmateologiske forestillinger om Gud som den store hævnkræver. Den forsoningslære, hvor Gud ifølge den menneskelige ’retsfølelse’ skal formildes gennem sin søns blodoffer, skinner stærkt igennem; sine steder så smukt, at man kan synge sig til katarsis for denne  retfærdighedstanke (som vi alle instinktivt forstår og derfor dybest set abonnerer på). I mange salmer er frelsen således ’dyrekøbt’ af Jesus, da han tog straffen for det, vi havde gjort, og dermed bragte orden i regnskabet mellem menneske og Gud (her er det en tanke værd, at kristendommen i Danmark i høj grad også er formet ud fra rimpar; ikke mindst købt-døbt, blodbod, vunder-under, sold-vold).

Helt i den objektive forsoningslæres ånd skriver Stub, at Jesus ”led just det, som alle burde lide/en guddoms hævn, al helveds kval og kvide” (194), hos Brorson hører vi, at ’gælden er betalt’ og at blodet har stillet Guds vrede (682), hos Luther hører vi, at Jesus har vendt os fra Guds vrede (461), og Kingo fortæller ligefrem, at ’Guds vredes ild’ fortærede Jesus (191). I sin gendigtning af en 1300-tals salme skriver Grundtvig om Kristus: ”Verdens fulde kalk uddrikke/må han, skal han, ellers ikke/frelses kan min arme sjæl” (195).

I Salmebogen er karmateologien da heller ikke forbeholdt ’de gamle’ salmer: også i en række af de nyeste salmer i Salmebogen viser karmateologien sit såre menneskelige ansigt: nu deles verden dog ikke længere op i fromme og ikke-fromme, rettroende og vrangtroende, men snarere i dem, der gør det rigtige og dem, der gør det forkerte.

Den karmateologiske tilgang til Guds kærlighedsoffer er med andre ord fremherskende; og den fortæller, at Gud som en retfærdig dommer eller en gammel høvding kræver hævn, og at hævnen tilvejebringes gennem blodofret. Det store kærlighedsmysterium blegner her til fordel for en genrejsning af mennesket efter en simpel retfærdighedslogik. Denne forestilling nærer dog et endog utroligt stærkt billedsprog, ja, måske næsten det stærkeste billedsprog i Salmebogen overhovedet, med alle de dramatiske beskrivelser af sårbadning og lidelse, og der er noget næsten skræmmende fascinerende over hele henrettelsessceneriet, når det hele ender med at gå op. Men dét mysterium, at Jesus døde for os – ikke for at stille Guds blodtørst og ikke for at tage straffen for al vores synd, og slet ikke for at tage skylden endegyldigt fra os – men for at elske os helt ind i døden, og for at gøre det sandt med sin egen krop, at vi aldrig er alene, og at vi er dybt og helt urimeligt elskede – med al den skyld, vi som mennesker nu engang må leve med – og med al vores ækle villighed til at ofre uskyldige mennesker for vores egen skyld – dét mysterium skrumper stille ind i karmateologiens forklarede univers. For slet ikke at tale om, hvordan der ofte sker en teologisk underkendelse af uudgrundeligheden af den Gud, der – på trods af at vi mennesker nu på totusindogtyyvende år prøver at give Jesus skylden (og fejrer hans mord) – elsker os! Denne Guds ultimative kærlighedserklæring hinsides vores trosfromhed – denne ubegribelige begyndelse – står mildest talt ikke stærkt i Salmebogens forsoningsteologi, før Grundtvig heldigvis greb pennen. Igen må man sukke af hele sit salmehjerte og hviske: Gud ske tak og lov for det.

Et fantastisk og katastrofalt sangværk
Min konklusion på dette forårs salmesyndefald er, at jeg trods alt stadig elsker Salmebogen. For som tros- og kulturhistorie er den virkelig fabelagtig. Som museum over korrekte teologier op gennem tiden er den eminent. Som en indgang til en pietistisk fromhedskult formfuldendt. Som en pastoral indføring i den lutherske rettroenhed i dens storhedstid lysende klar. Som en indgang til skiftende tiders personlige fromhedsforestillinger og menneskesyn blændende. Som en trosoplæring for dem, der igen og igen forvilder sig fra den rette tro, stærkt opbyggelig. Som en tale til de allerede kristne, de allerede udvalgte, de allerede døbte og de ’altid allerede elskede’: Betryggende, beroligende, visse steder berusende. Som en samling af vers, der gennem århundreder har trøstet og løftet mennesker ind i et større fællesmenneskeligt rum: En uvurderlig skat. Som et monument over den oprindelige videredigtningstradition, der har kendetegnet dansk salmedigtning, indtil verden sidst i 1800-tallet tilsyneladende blev gudsforladt: Aldrig overgået. Og som en beåndet, poetisk rejse lige ind i kristendommens smukkeste landskaber og mysterier i sine bedste  (måske to hundrede) salmer sjælerystende god.

Men Salmebogen er også et sangværk, der i store dele i dag som forkyndelse er på vej til at blive en teologisk katastrofe. Der er så mange forklarende og (karma)teologiske salmer, at poesien, mysteriet og det uudgrundelige fylder for lidt. Og jeg er blevet bange for, det ikke længere først og fremmest er med Salmebogen i hånden, at mennesker fremover kommer til at synge sig kristne.

Alle tal i artiklen henviser til salmenumre i Den Danske Salmebog, 2003

Grundtvigsk Tidende 7/2020

1 Comment

  1. Kære Iben Krogsdahl
    Tak for din flotte og grundige artikel om vores salmebog.
    Jeg synes jo, at du har ret meget langt hen ad vejen, og din analyse af samlernes lærebogsagtige korrekthed og blodige “karmateologi” er meget sigende.
    Alligevel er jeg som gammel mand og præst og bruger af salmebogen nok mere forsigtig med bare at luge de mange forkerte salmer ud.
    Nogle af den elsker jeg -forkert teologi eller ikke.
    Men jeg værdsætter meget dit anliggende.
    Lad det komme i Vores fagblad. Også
    Meget gerne i Kr. Dagblad i en passer form.
    Med venlig hilsen,
    Lars Eyetmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *