I skole i Jylland hos Laurits Feld -

Grundtvig fortæller om sig selv, 1792-1798:

Laurits Feld underviste tre andre drenge sammen med mig i sin præstegård i Thyregod. Det var en lille by omtrent midt i Jylland. Min største fornøjelse var at kigge på bierne, når de sværmede på heden. En af drengene var søn af biskop Balle, han ville ind i militæret. De to andre var sønner af provst Stjernholm.

Den ældste var klog og ham prøvede jeg at dyste med om at være den mest kloge. Desværre døde han i 1793, året efter, vi var startet hos Feld. Hans yngre bror var ikke særlig interesseret i at lære noget. Men så fik jeg jo lejlighed til at få det hele repeteret en gang mere, når han ikke kunne finde ud af det.

I Thyregod fik jeg smag for at diskutere og få mine egne meninger. Feld var kristen på en gammeldags måde. Men han var også meget tolerant. Han opfordrede os elever til at sige, hvad vi mente. Han fortalte mig at han som ung selv havde været i tvivl om sin tro. Derfor havde han forståelse for dem, der var i tvivl og stillede spørgsmål.

Feld havde en stor bogsamling med både nye og gamle bøger. Og han var med i et læseselskab, hvor de også læste bøger af forfattere, der ikke troede helt så meget på kristendommen og den bestående samfundsorden. Jeg måtte gerne læse alle de bøger jeg havde lyst til og Feld spurgte tit om min mening. På den måde lærte Feld mig at tænke selvstændigt og argumentere for min holdning.

Men jeg kom aldrig i tvivl om jeg troede på Gud, for jeg vidste at tro var noget, videnskaben hverken kunne eller skulle forklare.

Jo, og så begyndte jeg at skrive vers for at forsvare den gammeldags kristendom mod de nye og anderledes tanker om kirke og samfund. Sandt at sige havde jeg allerede dengang flere digterier liggende i min skuffe, men de var ikke egnet til at vise frem. De nye digte, jeg skrev i Thyregod, var desværre også temmelig umodne og ikke værd at prale af. Jeg skrev blandt andet ét om forfatteren T. C. Bruun. Han hyldede fornuften og ville omstyrte det bestående samfund og kirkens myndighed med umoralske skriverier:

Jeg har set fornuftens helte
Troppevis at strømme frem
Ortodoksien at omvælte,
Dertil har De udrustet dem

Frederik var altsaa den eneste, der af denne Samling blev Student, men den ældste Stjernholm levede dog længe nok til at vække hans Kappelyst, og den yngres – som han over 4re Aar havde til Selskaber – maadelige Sjeni gav ham Leilighed til at repetere alt, hvad han læste.

Dog skjønt [Lavrids Feld] selv [var] temmelig ivrig Ortodox, var dog Toleranse et Hovedtræk i hans Karakteer. “Jeg har selv tvivlet”, sagde han ofte, “derfor ynker Jeg og ikke hader de Tvivlende”. Hverken skyede han selv kjætterske Skrifter som Pest, ei heller – som var endnu mere underlig – skjulte han dem for Frederik. Nei langt fra; han var i et Læseselskab, og alt, hvad der kom, havde F. Lov at læse. – Takket være han derfor! Her saaedes egentlig Spiren til den aldrig før med hans Sjelekræfter eller ham døende Lyst til Videnskaber.

Stræng Orthodox forblev imidlertid Frederik stedse, først fordi hans Dømmekraft endnu laae i Dvale, siden fordi han stedse gjordes opmærksom paa, at Mysterierne ei vare Gjenstænder for vor Viden, men Tro. – Han fandt det saa naturligt at tro Gud … at han ivrig harmedes over Neologernes vantro Bestræbelser, loved ved sig selv engang at vorde en af Troens raskstridende Kjæmper, og øvede sig allerede. – Saaledes erindrer han sig, efter Læsningen af Bruuns Særsyn, at have begyndt noget, der gik paa Riim:

Jeg har seet Fornuftens Helte
Troppevis at strømme frem
Othodoxien at omvelte,
Dertil har De udrustet dem

Det kan være nok til en Prøve. Versene ere slette …

Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter, bind 1, side 14-16

Historien om bierne kan læses i Grundtvigs Mands Minde-foredrag nr. 46, side 442-443

Døden fyldte meget på Grundtvigs tid. To af hans brødre døde tidligt, og hans søster … Læs mere her