Røde ører på latinskolen

Grundtvig fortæller om sig selv, 1798-1800:

I 1798 startede jeg på Aarhus Katedralskole. Jeg var 15 år gammel. Jeg skulle lære græsk, hebraisk og latin. Hos Feld i Thyregod havde jeg lært temmelig meget latin og græsk, men hebraisk var et nyt fag. Da jeg kom til katedralskolen, havde jeg hjertebanken og var meget nervøs. Rektor skulle høre, hvad jeg havde lært. Dengang jeg gik i skole, sad de dygtige elever oppe foran i klassen og de, der havde svært ved at følge med, sad nede bagved. Da rektor havde snakket med mig, skulle jeg have en plads i klassen. Nogle ting syntes han, jeg klarede godt. Andre ting vidste jeg ikke noget om. Rektor satte mig ned i den sidste halvdel af klassen. Det var jeg ikke tilfreds med. Jeg har altid været ærekær.

Det første år på Aarhus Katedralskole husker jeg især, fordi jeg gjorde noget dumt. Drengene på katedralskolen, ja vi var kun drenge på skolen, sådan var det dengang. Piger og drenge gik ikke i samme klasse og højere uddannelser var kun for drenge. Nå, men, drengene på katedralskolen gik i kirke til påske og pinse. Det var en tradition at vi hver især skulle give lidt penge til kirken.

Nu var jeg ret glad for at spille kort og spillede også om penge. Da det blev påske, havde jeg næsten ingen penge tilbage. Jeg købte nogle ark papir, som jeg delte i flere stykker. Så fik jeg noget at skrive på, og jeg tænkte at jeg kunne give lidt af papiret til indsamlingen i kirken. Det var jo tanken, der talte, syntes jeg. Da påsken kom, lagde jeg papir i indsamlingsbøtten i stedet for penge. Det fandt de ud af bagefter, og der blev lidt larm over det. Men ingen vidste hvem det var, der havde lagt papir i stedet for penge.

Så blev det pinse, vi skulle give en pengegave i kirken igen. Denne gang blev jeg opdaget og rektor skældte mig ud, mens alle de andre elever hørte på det. Men vicerektor var en flink mand. Han tænkte, der måtte være en grund til, at jeg havde lagt papir. Han spurgte mig bagefter, om de andre drenge havde lokket mig til at gøre det? Eller om jeg måske ikke havde nogle penge? Jeg kunne ikke svare ja til det første. For det var jo ikke sandt. Og jeg kunne heller ikke få mig selv til at indrømme, at jeg ingen penge havde. Hvis jeg ikke havde spillet dem op, så havde jeg jo haft penge! Resten af skoleåret blev jeg hånet. Jeg måtte høre for at jeg var en kirketyv og en uærlig person. Jeg åndede lettet op, da de ældste elever, i klassen over mig, gik ud af skolen.

Grundtvig som ung mand. Kobberstik: J.C.E. Walter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg husker tiden på katedralskolen som tom og farveløs. Men der var lyspunkter. Skolen havde et godt bibliotek, hvor jeg læste Suhms bog om Odin. På den måde fandt jeg ud af at man faktisk vidste ret meget om den religion, der var i Danmark før kristendommen. Jeg holdt også forelæsninger og læste historier højt på det lille skomagerværksted, hvor jeg boede, mens jeg gik på latinskolen. Det lærte jeg meget af.

Ellers var jeg ret doven. Vi havde 6 lektier for hver dag til vicerektors timer. Jeg forberedte mig kun på den ene. Jeg levede højt på min gode hukommelse og det, jeg havde lært i Thyregod.

Hebraisk blev jeg ikke god til. Ved den afsluttende eksamen fik jeg en ret dårlig karakter i hebraisk, selvom rektor havde gjort sit bedste for at lære mig det. Men ellers fik jeg ros og klarede min eksamen på latinskolen med en flot karakter. Nu var jeg blevet student og var klar til at gå på universitetet. Jeg skulle flytte til København.

Med bankende Hjerte traskede han bag efter Hr. Feld – med sine Bøger under Armen – til Rektor Thura Krarup, som skulde overhøre ham og fastsætte hans Plads i Skolen. Den gamle snurrige Mand fandt, han ei fremviste mere, end han godt kunde gjøre Rede for, men der var adskilligt, som udfordredes til at komme i Mesterlexe … [rektor] tog ei i Betænkning at sætte ham … mellem mellemste og nederste Part og overlade det til hans Stræbsomhed at blive Fux for første eller Dux for sidste.

Her var Mosjø Frederik i en ganske ny Verden, hvor han i Begyndelsen ei fornøiede sig synderlig, thi hans honette Ambisjon tillod ham ei at høre til nederste Part …

Paaske 1799 begik Frederik en Synd, der havde mange Ubehageligheder til Følge. De faa Penge, han eiede, havde tjenstagtige Aander skilt ham ved i Spil, og nu kom Paaske. Der var i Aarhus den høipriselige Skik, at Skoledisciplene skulde ofre. Frederik eiede ei mere end 2 danske Skilling. Han havde hørt, at Disciplenes Ofring skeede for at foregaae Menigheden med et got Exempel; han tog det lige efter Bogstaven, og mente, det var nok, naar han kom der. Thi kjøbte han – for sin haalve Formue – et Ark Papir, delte det i sine visse Parter og – ofrede det. Der blev lidt Larm, men, hvem havde gjort det?

Nu kom Pinsedag. Frederik var ei blevet rigere, tvertimod fattigere, han havde kun een Skilling, og denne ofrede han, forvandlet til Papiir. Rigtig nok frygtede han for en Opdagelse, men beroligede sig med den Tanke: De geistlige ere jo Jesu Efterfølgere … og være fornøiede, naar de faae alt, hvad Jeg eier. De Hrr. Geistlige kunde jo ei vide … at den HEr Anonymus, der stedse forseglede – intet, virkelig intet havde, eller ville spille Gjæk med dem.

Nok er det, Sagen blev opdaget. Offentlig skjændte Rektor paa ham, privat examinerede Konrektor ham, fordi han troede, at enten andre havde forført ham, eller han ingen Penge havde. Det første vilde Frederik ei sige, da det var usandt, og det sidste forbød hans Stolthed ham at tilstaae, eller var det maaske Bevidstheden om, at han kunde havt de fornødne Penge – naar han ei havde spillet – der forhindrede ham fra at skyde Skylden paa Fattigdom.

Dog dette var den mindste Del af Syndens Følger. Hans Meddiscipler ansaae ham næsten som en Kirketyv, en Helligdoms Foragter, og en uærlig. Ved enhver Leilighed maatte han høre det lige til Mikkelsdag, da de paa øverste Part værende dimitteredes, og han selv kom paa Høibænken at sidde.

Lidt havde han bestilt forrige Aar, mindre bestilte han i dette, thi hans lette Fatteevne og gode Hukommelse føiede hans Dovenskab. Vi havde f. E. 6 Lexer til hver Fag under Konrektor. Frederik læste aldrig uden den ene.

Naar jeg imidlertid i det Hele maa kalde Erindringen om Skoletiden i Aarhus tom og farveløs, gives der dog enkelte Undtagelser, thi i den første Vinter tilbragde jeg regelmæssig mine Aftener som Forelæser paa et lille Skomager-Værksted i Huset hvor jeg logerede, og lærde derved første at kiende vore gamle Almue-Bøger, ligesom det var “Suhm om Odin” paa Skole-Bibliotheket, der først lærde mig, at de gamle Guders Minde var langtfra at være saa udslettet, som “Arild Hvitfeld” paa Heden havde fortalt mig.

I September 1800 forlod Frederik med et meget rosende Testimonium Aarhus. Han blev erklæret Laudabilis præ cæteris [undtagen i] Ebraisk, hvor han blev anseet som haud illaudabilis, og jeg troer, haud kunde gjerne været borte. Frederik var en Stymper i Jødelæsning, uagtet Krarup … havde gjort sin Flid med ham.

Grundtvigs Erindringer, side 24-25

Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter, bind 1, side 17-20