Kong Svends Høj, foto: Toxophilus, wikimedia

Skougaard og oldtiden

Grundtvig fortæller om sig selv, 1801:

Universitetet var støvet og uinspirerende.  Men hvis du tror, jeg ikke interesserede mig for gamle sager, så tager du meget fejl! Peter Nikolai Skougaard gik også på universitetet. Han var matematiker, men havde en levende interesse for sprog og den nordiske oldtid. Det var et lykketræf at møde Skougaard.

Han bevægede sig fuldstændig hjemmevant i Islands sagahistorie og Saxos beretninger om Danmark. Han var ekspert på det hele. Og var god til at fortælle om guder og jætter, Odin, Thor og heltene Hjalte og Bjarke. De gamle fortællinger blev levende for mig. Når jeg snakkede med ham, behøvede jeg ikke skamme mig over at være så god til historie, som jeg var. På Aarhus Katedralskole vidste jeg langt mere om historie, både verdenshistorie og Danmarkshistorie, end de andre elever. I Århus måtte jeg tit holde lav profil, så jeg ikke blev drillet. Det var ikke nødvendigt med Skougaard.

Snakkene med Skougaard fik mig til at glemme, hvor meget det kedede mig at læse teologi. Hvor uinspirerende det var at læse til eksamen hele tiden. Hvis mit liv nogensinde får betydning for forskning og videnskab, så har Skougaard æren for det! Udenfor universitetet lå en hel verden af kundskaber, det var umagen værd at interessere sig for. Der var ingen grund til at kede sig eller være doven. Det lærte jeg af Skougaard.

Et Lykketræf maa jeg derfor kalde det, at min Kjærlighed til Nordens Historie paa denne Tid atter vaagnede, og mit egentlige Bekjendtskab med det gamle Nordens Guder og Helte stiftedes … da jeg … stødtte paa en jævnaldrende Bornholmer … P. N. Skougaard; thi ved Siden ad ham var det ikke, som i Aarhus Skole, for min Styrke, men for min Vankundighed i Historien, jeg maatte skamme mig. Saxe og Snorre, Eddaerne og hele Islands Sagarække, som jeg  kun kjendte af Navn, var nemlig den Kundskabs-Kreds, hvori han bevægede sig saa frit og let som i sin Hjemstavn; og skjønt han var intet mindre end poetisk stemt, var Matematiker med Liv og Sjæl, laae dog hele Verdenshistorien han saa nær …

Hans Bekjendtskab maa jeg da ikke blot takke for mit forholdsvis tidlige Bekjendtskab med Nordens Oldtid, men i det hele for den levende Følelse: at uden for hele Examens-Kredsen laa der en Verden af Kundskaber, det godt lønnede Umagen at berejse. Derved var jeg reddet fra den Dovenskabs og Kjedsommeligheds Afgrund, hvori Skolefuxeri og Examens-Slendrian paa et hængende Haar havde styrtet mig; og har eller faar mit Liv nogen videnskabelig Betydning, da var det aabenbar Betingelsen …

Mands Minde, foredrag nr. 25, s. 272-273

 

Læs på Højskolernes hjemmeside om Grundtvigs digt: Sol er oppe

Grundtvig skrev digtet i 1817. Det handler om Bjarke og Hjalte. I 1866 skrev Malling melodi til digtet, så man også kunne synge det!

Den nordiske visdomsgud, Odin. Han gav sit ene øje i bytte for alverdens kundskab og viden. På hans skuldre sidder to ravne. Hver dag flyver de ud i verden og beretter for Odin, hvad der sker derude.