John William Waterhouse, maleri af Nero

Steffens påvirkede Grundtvig

Kristenhedens Syvstjerne

Henrik Steffens havde en historisk anskuelse af menneskelivet. Menneskelivet var oprindelig guddommeligt og opstået i Østen. Det blev formørket under romerne. Den romerske kejser Nero, der brændte byen Rom ned i et anfald af sindssyge, var for Steffens billedet på det djævelske i romerriget. Men med den nye, tyske, romantiske bølge var mennesket igen ved at komme til ære og værdighed.

Grundtvig kunne ikke slippe Steffens historiesyn. Det groede i ham gennem mange år og udviklede sig til hans “syvmenighedstanke”. Guds ånd går gennem hele menneskehedens historie, gennem forskellige perioder, fra de første dunkle anelser i fortiden, til kristendommens opståen og en fuldendelse i tidens fylde, helt konkret ved floden Ganges. Grundtvig skrev digtet Kristenhedens Syvstjerne om sin syvmenighedstanke. 

Den syvarmede guldlysestage Grundtvig modtog som gave på sit 50-års præstejubilæum i 1861. Den syvarmede stage forbindes ofte med grundtvigske menigheder som symbol på Grundtvigs tanker om de 7 menigheder.

Digtet “Kristenhedens Syvstjerne” giver indblik i Grundtvigs tankeverden og historiesyn. Og forbindelsen til Steffens fortæller at Grundtvig ikke fik sine ideer ud af den blå luft, men i samspil med tiden og de mennesker, der omgav ham.

Hans historiske Anskuelse af Menneskelivet, som guddommeligt i sin dunkle, østerlandske Oprindelse … men korsfæstet af de aandløse, ret egentlig udgudelige Romere … og nu endelig den nytyske Skoles alvorlige Bestræbelse for at hæve Slægten til et højere Stade  … den hemmelige Forbindelse … denne Anskuelse var saa fri, saa ny og stor, og dog vore Forestillinger fra Barndommen og Bibelen saa lig, at den i det mindste paa mig umulig kunde forfejle sin virkning, men maatte tiltrække og omsider indtage mig. 

Mands Minde, 1877. Forelæsning 25, side 275

Adam Oehlenschläger (1779-1850) blev poetisk vakt af Henrik Steffens og skrev i 1803 digtet Guldhornene. Hans lystspil Aladdin er fra 1805

Grundtvig bemærkede at Steffens havde en anderledes øjeblikkelig virkning på Adam Oehlenschläger. Oehlenschläger blev introduceret til Steffens og de to tilbragte en lang dag sammen med at vandre rundt og snakke med hinanden i Søndermarken. Bagefter gik de hjem til Steffens og snakkede videre. Klokken 3 om natten besluttede de sig for at sove. Men kort efter sprang Oehlenschläger ud af sengen, midt i en drøm, og skrev dagen efter “Guldhornene”. Grundtvig fortæller at Oehlenschläger straks kasserede de digte, han ellers havde afleveret til bogtrykkeren. Og i stedet skrev en ny samling digte, som blev udgivet i 1803. Et af digtene var “Guldhornene”, som Oehlenschläger stadig er berømt for:

“De higer og söger
i gamle Böger,
i oplukte Höie
med speidende Öie,
paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.”

(www.kalliope.org)

Han [Steffens] begyndte at tale med mig Kl. 11 om Formiddagen, og saaledes bleve vi ved til Kl. 3 om Natten … Imidlertid spiste vi Beefsteak og drak Viin hos Richters, spadserede til Frederiksberg, gik Søndermarken rundt, og begave os derfra til Kiøbenhavn, hvor jeg sov hos Steffens om Natten, men sprang drømmende ud af Sengen og larmede, da jeg havde slumret noget. Morgenen derpaa, efter Frokosten, gik jeg hjem, og satte mig strax hen at skrive det lyriske Digt: “Guldhornene”, for at bevise Steffens, at jeg var en Digter …
Erindringen står i “Oehlenschlägers Erindringer”, Kjøbenhavn 1872, s. 127-128

 

Dog som sagt, hvad Steffens virkede paa mig, maatte der Tid og Lejlighed til at lære mig selv og andre; men paa Oehlenschlæger, der ikke blot var ældre og stod i venlig Forbindelse med ham, men var baade anderledes brændbar og forberedt end jeg, kom det strax til Syne; og skjønt det naturligvis ikke var Steffens, der meddelte ham det store Pund, hvorved han efter mine Tanker ikke blot blev Danmarks, men sin Tids største Digter, saa var han dog uden Steffens vist aldrig bleven det. Det tilstaar ogsaa Oehlenschlæger selv i sit Levnedsløb, hvoraf vi se, han havde et Bind Digte under Pressen, da han blev kjendt med Steffens, men som han da rent kasserede, og skrev i den Sted Samlingen fra 1803, hvormed der unægtelig begynder en ny Epoke i vor Digtekunsts Historie.
Mands Minde, 1877. Forelæsning 25, side 276