Luther og corona: Statens nødvendighed

Vi gør, som der bliver sagt og værdsætter regeringens handlekraft: Har vores ageren som samfund under coronakrisen at gøre med vores lutherske rødder? Og hvordan taler Martin Luther i øvrigt ind i vor tids samfundsspørgsmål?

Illustration: Kristina Olsen

TEKST: KNUD NYBOE RASMUSSEN, FORFATTER OG FHV. SOGNEPRÆST

Da corona-krisen brød ud for næsten et år siden, og den danske regering greb stærkt og resolut ind, altså virkeligt agerede som ’øvrighed’, hvilket myndighedsopbuddet på statsministerens pressemøder spektakulært understregede, da var der nogen, der pegede på, at regeringens optræden nærmest måtte betegnes som ’luthersk’. Et indtryk, som ikke er blevet svækket af regeringens drastiske nedlukning af Nordjylland og al dansk minkproduktion i november måned. For ikke at tale om den nye delvise nedlukning af hele landet op til jul og den næsten totale nedlukning fra juledag og ind i det nye år. At der så i regeringens og centraladministrationens håndtering af minksagen har manglet fornøden lovhjemmel og er begået forvaltningsmæssige fejl, ja, det er selvsagt alvorligt og må finde en passende afklaring. Det ændrer dog ikke ved, at der i situationen fremdeles er brug for en handlekraftig regering.

At langt hovedparten af befolkningen synes at værdsætte regeringens handlekraft og ikke i større stil har protesteret mod de skrappe indgreb, men indset fornuften i dem og rettet ind, ja, det fremhæver yderligere ’det lutherske’ i hele forløbet. Hvilket på sin vis ikke kan undre, da vi jo lever i et gammelt luthersk land. Tænk på, hvor anderledes forløbet af krisen og dens håndtering synes at være i fx USA.

Den 11. september var der ingen, der rettede blikket mod Bill Gates eller andre prominente erhvervsledere for at kræve nationalt
lederskab.
– Benjamin R. Barber

Det kunne på denne aktuelle baggrund være oplagt at bringe nogle sider af Luthers samfundstænkning i spil i dagens politiske debat – en tænkning, som alle historiske forskelle til trods også i dag forekommer relevant og fuld af provokerende sprængstof.

Skabelse og opretholdelse
Den store svenske Luther-forsker Gustaf Wingren fremhæver, at Luthers tænkning om det naturlige liv baserer sig på en oldkirkelig skabelsestro, sådan som den fandt sin form i opgøret med gnosticismens verdensforsagende kætteri. I Wingrens parafrase kan Luthers syn på det naturlige liv kort sammenfattes sådan: ”Samlejet mellem mand og kvinde er en akt, som Gud vil, og en akt, gennem hvilken Gud nu skaber. Det er ikke sådan, at Gud har været skaber og nu er noget andet, nej, han er skaber i dag. Og skabelsesakten i samlejet går direkte over i amningen og omsorgen for barnet. Alle arbejdsgreb, som medfører, at næring når frem til den sultne, at klæder rækkes til den frysende, at vold hindres i at nå den værgeløse – hele dette jordiske register af erhverv står i tjeneste hos Skaberen, som vil livet contra døden.” (Luther frigiven, 1970)

Det, Wingren her kort beskriver som Guds skabende og opretholdende gerning i menneskelivet og samfundslivet, kalder Luther som bekendt Guds verdslige regimente eller styre. Dette styre omfatter groft taget de livsområder, som Luther med to klassiske betegnelser kalder for ’oeconomia’ og ’politia’, dvs. den hjemlige husholdning (økonomi) bygget op omkring ægteskabet og familien med børn, tjenestefolk og daglig produktion til livets ophold (de fleste var jo bønder), og så den verdslige øvrighed, politik, eller det, vi kunne kalde for  samfundsmagten med alle samfundets lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder tilsammen, dengang ofte samlet i fyrstens person.

Luther kan også kalde det verdslige styre for Guds regimente til venstre hånd, eftersom det er opretholdelsen af livet i den verden, som forgår. Guds regimente til højre hånd er hans gejstlige regimente, dvs. det styre, hvorigennem han ved evangeliet frelser mennesker til evigt liv og salighed.

Portræt, Martin Luther (1483–1546), af Lucas Cranach den ældres værksted, ca. 1532.

Selv om det gejstlige regimente med evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning i sagens natur er det vigtigste, så kalder Luther også det verdslige regimente med øvrighed og samfundsmagt for ”en herlig, guddommelig ordning og en fortræffelig gave fra Gud, som også har stiftet og indsat det og også vil have det opretholdt som noget, man aldeles ikke kan undvære, og hvis det ikke fandtes, kunne intet  menneske være der for det andet, den ene ville jo æde den anden, som de ufornuftige dyr gør indbyrdes; derfor – ligesom det er prædikeembedets værk og ære, at det af syndere gør lutter hellige, af døde levende, af fordømte salige, af djævelsbørn Gudsbørn, således er det det verdslige regimentes værk og ære, at det af vilde dyr gør mennesker og opretholder mennesker, så de ikke bliver vilde dyr.”

Loven, der fremtvinger det gode og holder det onde i tømme, er helt central i Guds verdslige styre. Det var det, Luther kaldte lovens første brug eller lovens borgerlige, politiske brug – loven som samfundslov, som vi jo også kender den fra dansk lovgivning vedtaget af folketinget og implementeret og håndhævet af regeringen.

Øvrighedens nødvendighed
Luthers mange social-etiske lejlighedsskrifter – om købmandskab og åger, om ægteskab og soldatertjeneste, om samfundsmagtens beføjelser og grænser og om skoleundervisning – alle disse skrifter er gennemsyret af en klippefast tro på øvrighedens nødvendighed og på nødvendigheden af øvrighedens konkrete indgreb på mange af samfundslivets områder.

Luther var – på grund af sit realistiske menneskesyn – alt andet end en moderne laissez-faire-liberalist. Dertil troede han alt for lidt på det utæmmede menneskes gode vilje og hensigter. En nyere fremragende tysk Lutherbiografi taler meget rammende om ’den pessimistiske realisme’ i den modne Luthers teologi og antropologi (Heinz Schilling: Martin Luther. Rebel i en opbrudstid, dansk 2017).

Det er netop, fordi mennesket af naturen ikke er godt, at en stærk og handlekraftig øvrighed er påkrævet i det menneskelige samfund – hvis ydre fred og orden skal opretholdes, så alle kan være her.

Statens størrelse og magt
I Kristeligt Dagblad var der for en del år siden en større oversat artikel af den amerikanske politiske teoretiker Benjamin R. Barber. Han kritiserede svækkelsen af de demokratiske, politiske institutioner i en moderne nutid, hvor ”markedet har taget magten”, som artiklens overskrift lød. Det hed bl.a.: ”Demokrati er mere end forbrugerafstemning. Det kræver overvejelser om, ikke blot hvad enkeltpersoner ønsker, men også om, hvad samfundet har brug for.”

Og han fortsatte – naturligvis med afsæt i sin amerikanske baggrund og den offentlige sektors størrelse på de kanter: ”Sandheden er, at ustyrlige kapitalister, miljøignoranter, uansvarlige bogholdere, amoralske narkotikasmuglere og antimoderne terrorister alle trives, fordi vi har formindsket den offentlige sektors magt.” Han kunne også have sagt statens magt.

Forfatteren sluttede med en dengang højaktuel vinkel: ”Den 11. september var der ingen, der rettede blikket mod Bill Gates eller andre prominente erhvervsledere for at kræve nationalt lederskab. På denne dag huskede amerikanerne den sande mening af ord som borger og embedsmand og satte deres lid til brandmænd, borgmestre, kongressen og præsidenten.”

Og kaster vi et blik på den globale finanskrise, som indtraf nogle år senere, så har denne krise og dens håndtering med massive statslige interventioner og ’hjælpepakker’ vel ikke ligefrem dementeret behovet for samfundsmagtens regulerende indgreb i økonomiske forhold i den moderne verden. Det samme gælder den aktuelle globale corona-krise med dens store statslige indgreb og reguleringer og understøttelser af erhvervslivet.

En ny forståelse for samfundsmagtens – eller statens – nødvendighed kunne se ud til at være på vej. Samme toner møder man hos den amerikanske politolog Francis Fukuyama, der efter murens fald skrev den berømte bog The End of History and the Last Man (1992), hvor han argumenterede for, at det vestlige liberale demokrati med dertil hørende markedsøkonomi ville dominere over alle andre ideologier og dermed blive ’historiens afslutning’.

Nogle år senere lød der imidlertid nye toner fra Fukuyama. Belært af udviklingen i verden sagde han nu: ”Det vigtigste globale spørgsmål efter den 11. september 2001 er ikke, hvordan man skærer ned på staten, men hvordan man opbygger staten. For det enkelte samfund og for hele verden er det ikke utopia, men forspillet til en katastrofe, hvis statsmagten skæres ned til ingenting.” Og han tilføjede, at ”særligt i udviklingslande har en svag, uduelig og usynlig statsmagt været kilde til alvorlige problemer” (State Building, 2004).

Ja, man kan jo bare tænke på rækken af fejlslagne stater fx i Afrika og Mellemøsten, hvor der hersker mere eller mindre borgerkrigslignende tilstande, fordi der ikke er en ordentlig og myndig statsmagt til at sikre lov og ret og dermed fred og orden i landet.

Mener du ikke, hvis fuglene og dyrene kunne tale og fik det verdslige regimente blandt menneskene at se, at de da ville sige: O, I kære mennesker, I er ikke mennesker, men lutter guder i forhold til os; hvor sikre sidder, lever og har I alle ting, hvorimod vi ikke er sikre mod hinanden blot en time,
– Martin Luther

Værdsættelsen af det offentlige embede og det menneskelige arbejde i det hele taget
Embedsmænd, brandmænd, borgmestre, lovgivende og udøvende magt, som Benjamin R. Barber talte om – det var jo præcis det, Luther kaldte den borgerlige eller verdslige øvrighed, hvis magt og nødvendighed han havde en næsten profetisk sans for.

Om værdien af en ordentlig øvrighed formulerer Luther sig et sted helt poetisk, når han spørger: ”Mener du ikke, hvis fuglene og dyrene kunne tale og fik det verdslige regimente blandt menneskene at se, at de da ville sige: O, I kære mennesker, I er ikke mennesker, men lutter guder i forhold til os; hvor sikre sidder, lever og har I alle ting, hvorimod vi ikke er sikre mod hinanden blot en time, hvad angår liv, hus og næring. Vé jeres utaknemmelighed, at I ikke ser, hvilket herligt liv vores alles Gud har givet jer frem for os dyr!”

Dette ve-råb over utaknemmeligheden over Guds gode ordninger er også Luthers i de mange skrifter, hvor han kraftigt formaner sin samtid, såvel øvrighed som forældre, til at sørge godt for både det verdslige og det gejstlige regimentes opretholdelse, ved først og fremmest at sørge  for at oprette gode skoler og holde de duelige børn til bogen, så der kan uddannes gode embedsmænd til begge regimenter: præster, jurister, læger, skrivere og ikke mindst lærere, som han havde en helt særlig agtelse for. I andre sammenhænge er det fx bønder, skomagere og tjenestepiger, hvis nyttige, dvs. for andre gavnlige, arbejde Luther udtrykker den største respekt for – til forskel fra det i samtiden  højtprofilerede klosterliv med dets spirituelle selvoptagethed.

Måske rummer vores lutherske og reformatoriske tradition provokerende stof til nutidig besindelse og nytænkning i synet på samfundsmagtens nødvendighed og robusthed og derfor også i værdsættelsen af det offentlige embede i alle dets former, fra statsministeren til sosu-hjælperen. Måske er der også i dag grund til at gentænke kaldslæren, altså synet på det menneskelige arbejde i det hele taget. En væsentlig pointe i Luthers forståelse af arbejdet er, at fokus flyttes fra det selvudviklende og selvpromoverende hos den arbejdende til den nytte, som arbejdet har for andre og for samfundets opretholdelse.

Retfærdiggørelse af tro som forudsætning for ægte sekularitet
Jeg har i denne artikel på en aktuel baggrund koncentreret mig om nogle sider af Luthers samfundstænkning. Men der er mange andre nyttige provokationer i Luthers teologi. Provokerende i en nutidig sammenhæng er fx også tanken om, at retfærdiggørelse af tro uden gerninger (som er nerven i Luthers teologi) ikke bare er et opgør med enhver form for lovreligiøs gerningsretfærdighed, men tanken er også et væsentligt bidrag til ægte og nøgtern sekularitet i et samfund, dvs. en sekularitet, som ikke transformerer sig til pseudoreligiøsitet. Det sidste var fx tilfældet med det 20. århundredes store totalitære ideologier, der i vid udstrækning var ’sekulariseret’ religion og dermed pseudoreligiøsitet. Men det er det samme, der sker, hver gang noget sættes i Skaberens sted og dermed absoluteres og guddommeliggøres,
det være sig eksempelvis politik og ideologi, penge, videnskab, sundhed og meget andet.

Det er et velkendt fænomen, at der ’går religion’ i mange af tidens store sager, fx klima, miljø og sundhed, så de kommer til at fungere som religionserstatning, altså bliver pseudoreligiøse, og dermed danner basis for en ny ’sekulær’, oftest politisk og sundhedsmæssig korrekt, gerningsretfærdighed med opdeling af mennesker i retfærdige og syndere.

Men hvis det er situationen i dag, så skulle Luther måske også her på banen igen.

Grundtvigsk Tidende 1/2021

Knud Nyboe Rasmussen har i sin bog ’ORD TIL TIDEN. Essays om kristendom og menneskeliv’ (2019) yderligere udfoldet Luthers tænkning og sammenligner bl.a. Luther og Svend Brinkmann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *