Ti teser om gudstjeneste

Af Jette Bendixen Rønkilde, ph.d., postdoc. —

Forandring fryder – eller modvirker i hvert fald kedsomhed midlertidigt. Men hvis fornyelse af gudstjenesten skal være mere end det, kræver det en mere indgående refleksion over, hvad gudstjenesten er og skal

Tiden er inde: Vi må have en ny højmesseordning. Det kunne være den enkle konklusion, der udspringer af et støt stigende antal indlæg i både dette blad og andre, der beskæftiger sig med kirke og gudstjeneste i Danmark. Det er ikke så mærkeligt, at det er et spørgsmål, som trænger sig på i en dansk kontekst. For det første er vores lutherske søsterkirker både i Skandinavien, men også i Tyskland, inde i en reformproces, hvor de udarbejder nye gudstjenestehåndbøger og overvejer de grundlæggende spørgsmål om gudstjenesten: ”hvad er en gudstjeneste?” og ”hvorfor fejres der gudstjeneste?”, ”hvad er en luthersk gudstjeneste”, ”hvordan konkretiseres evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning?” og ”skal gudstjenesteordninger autoriseres?”. For det andet er der de seneste år sket et sandt boom i gudstjenestelivet i størstedelen af folkekirkens sogne, hvor nye former for gudstjenesteudtryk har set og ser dagens lys. For det tredje er der de seneste par år kommet adskillige udgivelser om gudstjeneste, liturgisk teologi, bønner, prædiken. Samtidig er der de samfundsmæssige og sociologiske forandringer, som også er med til at præge forholdet til kirkens gudstjeneste. Det betyder, at traditionen ikke længere overtages ukritisk, ligesom liturgier i langt højere grad farves og dermed fornys af de mennesker, som fejrer gudstjeneste.

Fornyelse af gudstjenesten er dog ikke gjort med et snuptag. Det er en langstrakt proces, og en proces, som fordrer dialog. Det er ikke gjort med ’professionelles’ meninger og gode intentioner, eller selv de bedste teologiske argumenter, men det kræver også overvejelser over sociokulturelle og samfundsmæssige faktorer.

Det er ingen kunst at forandre – kunsten er at forny. Jeg ser en væsentlig pointe i at fastholde en forskel mellem de to. Fornyelse er, stående på skuldrene af det, der er overleveret, at finde den form og det indhold, der bedst lader ånden fra det overleverede få en ny ”sprødhed”. Det er at genopdage det væsentlige og gøre det levende på ny. Det er at genopdage gudstjenesten som et sted hvor en mangfoldighed af mennesker samles for at stille sig ind under Guds ansigt med håb om at erfare at blive rykket fra syndens verden til et liv i tro. Forandring er – som det næsten ligger i ordet – at tage noget kendt og give det en anden form, der altså så tydeligt adskiller sig fra det gamle, at det er noget andet, noget for-andret. Ofte vil forandring være den første reaktion som kedsommeligheds-afværgnings-mekanisme.

I det følgende præsenteres ti teser om gudstjeneste, som skal læses som refleksioner fra og til den pågående debat om gudstjeneste. De er inspireret af de tendenser, som er at spore inden for nyeste forskning i liturgik, ligesom de samler nogle af de pejlemærker, som de evangelisk-lutherske kirker både i Norge, Sverige og ikke mindst Tyskland har været optaget af i deres arbejde med gudstjeneste og fornyelse. Endvidere er teserne vokset ud af min ph.d.-afhandling Det lille Himmerige – en liturgisk teologisk ny-læsning af N. F. S. Grundtvigs gudstjenestesyn (2014).

Den første tese skal forstås som grundlaget for de efterfølgende teser. Og hver tese præsenterer først en slags præmis, dernæst følger et forslag til, hvordan tesen kan appliceres, og hvordan der kan arbejdes videre med tesen.

1. Det evigt gældende gyldighedskriterium i kristendommen er Jesus Kristus, som alt har og får ”sin dybe sammenhæng i” (DDS 192,7). Liturgisk-teologisk betragtet er Kristus enhver gudstjenestes omdrejningspunkt, og alt i en gudstjeneste må nødvendigvis pege hen på ham. Liturgisk-teologisk betyder det, at alt i en gudstjeneste er forkyndende. Her udfoldes og stadfæstes det, hvem den treenige Gud er, og hvad mennesket er i forhold til Gud og tilværelsen. Liturgi og teologi går i spænd.

Applikation: Ud fra en antagelse om, at liturgi og teologi går i spænd, bliver det i arbejdet med gudstjeneste og fornyelse afgørende at holde sig for øje: hvad siger gudstjenesten om den kristne Gud, mennesket og dets forhold til Gud og verden? Det er væsentligt at spørge, om gudstjenestedeltagerne får et fyldigt billede af den Gud, som kendes fra Det Gamle Testamente og som åbenbares i Jesus, eller om væsentlige aspekter lades ude? Vi må arbejde for, at gudstjenestelivet er rig på bibelske billeder, som kan give sprog til alle livets erfaringer.

2. En gudstjeneste fejres i tro på, at den treenige Gud er levende til stede i gudstjenestefejringen. Teologisk kan en gudstjeneste derfor beskrives som et gudsmøde, hvor det forventes, at den gudstjenestefejrende forsamling kan møde Gud, ligesom de møder hinanden.

Applikation: En gudstjeneste kan forstås som et erfaringsrum, hvor det er muligt at se, høre, føle, smage, fornemme, ane og forestille sig, at her møder gudstjenestedeltagerne Gud. En gudstjeneste er et æstetisk erfaringsrum, som bidrager til en anden form for erkendelse end den rent rationelle, en troens erkendelse, kan man sige. Et potentiale for gudstjenestefornyelse er en bevidsthed om at skabe rum for kommunikation med alle sanserne i kraft af fx musik, symboler, bevægelser, stilhed, lys, atmosfære, billedbrug, sprog, etc. Det er også oplagt at arbejde med gudstjenestens rum og arkitektur, ligesom det er væsentligt at arbejde med relationer og sociale interaktioner. Hvordan arbejdes der med forventningen om, at der i en gudstjeneste åbnes sprækker til evigheden? Hvordan forbliver Gud det ’anderledes’, så gudstjenestedeltagerne har mulighed for at føle ”at de står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund” (DDS 331). At arbejde med gudstjenestefornyelse handler om, at mennesket også i dag kan erfare den levende treenige Gud som kommunikerende og som nærværende.

3. En gudstjeneste har sin rod og sit mål i Guds nærvær og frelse. På tværs af kulturer fejres gudstjeneste derfor for verdens skyld til tro, håb og kærlighed. I Det Lutherske Verdensforbunds Nairobi-dokument om gudstjeneste og kultur (1996) defineres dette tværgående karakteristika som gudstjenestens transkulturelle træk, som gør den genkendelig over kulturelle grænser i tid og rum. En gudstjeneste sprænger disse grænser, fordi den fejres under Guds og evighedens perspektiv, som en forsmag på den himmelske fest.

Applikation: Søndag efter søndag bekender forsamlinger verden over, at de ”tror på en hellig almindelig kirke”. Enhver gudstjeneste er altid en gudstjeneste i den kristne kirke i verden og hele verdens folk er inviteret til at modtage Guds frelse. Gudstjeneste er altid mere end en bestemt lokal kulturs forgodtbefindende. Vi må arbejde for, at det bliver tydeligt, at en gudstjeneste har samfunds- og verdensrelevans – også i en sekulariseret tid. Der må udvikles praksisformer, som fortsat proklamerer, at der er mere at sige end det, der står i lokalavisen, så menneskets trosforestillinger udsmykkes.

4. En gudstjeneste er samtidig også altid kontekstuel og lokalt forankret. Kristendommens inkarnatoriske karakter betyder, at den relationelle Gud går skridtet fuldt ud og lader sig inkarnere i sin Søn for at indgå i konkrete livgivende relationer med konkrete mennesker. Med inkarnationen går Gud ind i verden for at leve i verden og møder mennesker dér, hvor de er. I dag kender mennesker Gud i en efterpinselig-skikkelse. Pinsen er en kommunikations-model, der indebærer, at i dag er Gud tilstede i menneskets nu-virkelighed som Helligånd. Gud handler ved Helligåndens kraft. Det betyder, at mennesket kun kender Gud i skikkelse af personer og steder, hvor Guds Ånd fortsat gør det muligt, at Gud tager bolig her og nu. Med Helligåndens komme skabes ”De helliges samfund” ”Guds hus og kirke nu”. Det betyder konkret, at Helligånden gør brug af lokale ting, lokalt vand, lokal musik, lokalt sprog, lokal vin og brød, lokale mennesker for at skabe liv i og blandt mennesker, så mennesket har mulighed for at møde Gud. Evangeliet slår rod i den lokale kultur og er kontekstuel for at kunne gå i blodet på mennesker.

Applikation: Hver kultur er evangeliets hjemsted, og i hver kultur er evangeliet fremmed/det anderledes. Den dialektik er væsentlig at holde for øje i arbejdet med gudstjeneste. Den kan være et pejlemærke for, hvordan man må sige ’ja-nej-ja’ til kulturen og den givne kontekst. Evangeliet er liv i tiden til hver en tid. Den kristne tro har altid et historisk udtryk. Derfor må vi spørge: ”hvad er vores historiske udtryk?” Det handler ikke om at ’lefle’ for tidsånden, men at tage inkarnationens radikalitet alvorlig. Gud går ind i tiden og historien uden dog at blive lig tiden og historien. Inkarnationens radikalitet betyder, at Gud og historie – det kontekstuelle – ikke kan skilles ad. Hvad er det for kontekster, som kræver nye gudstjenester eller nye udgaver af det kendte?

5. En gudstjeneste har yderligere et interkulturelt træk. En dansk gudstjeneste er ikke bare en lokal dansk ’særlig’ gudstjeneste. Den lokale gudstjeneste har lånt og låner fortsat indslag fra andre kulturer og traditioner. Det understreger, at enhver lokal gudstjeneste også er en gudstjeneste i den kristne kirke i verden. Sammen med det transkulturelle træk betyder det interkulturelle træk, at en gudstjeneste er genkendelig på tværs af konfessioner og kulturer.

Applikation: Det interkulturelle træk åbner for et økumenisk perspektiv, hvor vi kan og må indgå i en trans-konfessionel dialog og være nysgerrige over for andre måder at fejre gudstjeneste på og frimodigt ’låne’ og omsætte andres bønner, salmer, musik, tegnhandlinger og gøre dem til vores.

6. De kulturoverskridende træk gør også, at enhver gudstjeneste er modkultur. Det ligger i kristendommens DNA. Jesus kom for at transformere og forny mennesker og kulturer, både i det, han gjorde og sagde. I lyset af Kristi død og opstandelse er enhver gudstjeneste til hver en tid et modsvar på had, undertrykkelse, død, vrede og vold. Enhver gudstjeneste må derfor også være et modsvar til det, som står i modsætning til evangeliet og proklamere, at han gør alting nyt, så mennesket kan rykkes ud af sin indfældethed i sig selv og se verden med Guds øjne.

Applikation: Potentialet for et rigere gudstjenesteliv ud fra gudstjenesten som modkultur ligger i at skabe gudstjenester ud fra et profetisk-liturgisk synspunkt. Det betyder at tage hånd om verdens skrøbelighed og destruktivitet og bringe det ind i gudstjenestelivet som mere end en standardformulering i (præstens) kirkebøn. Det kan ske i søndagsgudstjenesten, men det kan også gøres til genstand for fx forbønsgudstjenester, suppegudstjenester, skabelsesgudstjenester, anfægtelsesgudstjenester, sindsro-gudstjenester. Der må skabes rum for klage og absolution og samtidig må der skabes rum for håb, mod og nye muligheder på trods.

7. Både det transkulturelle, kontekstuelle, interkulturelle og modkulturelle træk må indgå i et nødvendigt samspil i enhver gudstjeneste.

Applikation: At arbejde med gudstjeneste skal altid rumme mange perspektiver, ellers er der en risiko for, at gudstjenestelivet løsriver sig fra gudstjenestelivet i den kristne kirke i verden og bliver sekterisk.

8. Kristendommen er en fællesskabstro. Lige siden de første Kristus-troende menigheder har folk forsamlet sig for at udfolde og stadfæste den kristne tro og dermed også bekræfte deres religiøse tilhørsforhold. Som Jesus selv, der kun yderst sjældent havde måltider eller samtaler med et enkelt individ (selv der, hvor han har samtaler med enkeltpersoner, sker det i forsamlinger). For de første Kristus-troende menigheder var det en meningsfuld handling, fordi det var med til at holde deres tro i live og give dem en identitet. Kristendom lever af at blive praktiseret og fortalt videre. Uden forsamling ingen gudstjeneste og ingen kristen tro. En forsamling er derfor en af gudstjenestens primære forudsætninger, alle andre handlinger afhænger af, at nogle mennesker forsamles.

Applikation: En gudstjeneste kan være et bud på et autentisk, eksklusivt og inklusivt fællesskab, det fordrer, at der arbejdes konstruktivt med forsamlings-former og scener for samvær. Desuden er det væsentligt at undersøge, hvornår fællesskab og samhørighed erfares i en gudstjeneste. Enhver generation af gudstjenestefejrende forsamlinger må stille spørgsmålet: hvordan fejrer vi så meningsfulde og troværdige gudstjenester som overhovedet muligt, så de vedbliver med at være af betydning for menneskers forhold til Gud og deres liv.

9. Hver forsamling består af individer, som forsamler sig på et bestemt sted og et bestemt tidspunkt. En gudstjenestes individ-dimension betyder, at der både er tale om individuelle forsamlinger og at hver forsamling ikke nødvendigvis skal ramme alle slags mennesker på én gang, men kunne rumme alle, der er forsamlede, og give plads til individers egne oplevelser, erfaringer og tolkninger.

Applikation: I en individualiseret tid er potentialet, at kirken ser de positive muligheder i at skabe individuelle forsamlinger, der passer til både tid og sted. Det er en prætentiøs gudstjenesteforståelse, der vil hævde en særlig ”rigtig” form for gudstjeneste, hvormed alle andre former devalueres som afglans af det egentlige. Gudstjeneste er ikke kun for en udvalgt skare, men for alle. Det er vigtigt, at der skabes rum for individuel deltagelse og medskabelse i gudstjenesten. Der er aldrig én gudstjenesteform, som taler til alle, samtidig med at gudstjeneste aldrig kan blive så individfokuseret, at den kun er for én enkelt. Fornyelse på dette niveau ift. gudstjenestens individ-dimension kan handle om, hvordan gudstjenestelivet påvirkes af fx tendenser i samfundet, individualisering og magtforskydninger, og hvordan søndagens gudstjeneste påvirkes af hverdagens gudstjenester. Der må arbejdes for et varieret gudstjenesteliv.

10. Det differentierede gudstjenesteliv holdes sammen af den fælles ordo: samling, ord, måltid og sendelse som er den struktur der genspejles i enhver gudstjeneste. Ordo skaber både fleksibilitet og genkendelighed, så den specifikke gudstjeneste netop genkendes som en gudstjeneste.

Applikation: Ordo-strukturen kan bruges konstruktivt i arbejdet med gudstjenesteudvikling. Strukturen er det egentlige autoriserede, hvormed diverse håndbøger som fx ritualbøger, bønnebøger etc. er forslag til, hvordan ordo-strukturen kan tage form. Ordo-strukturen kan være med til at understrege, at hver enkelt gudstjeneste er en gudstjeneste i sin egen ret. Ligesom ordo-strukturen er med til at understrege, at hver gudstjeneste har rod i en tradition og bærer på en rig historie. Ordo-strukturen kan være med til at holde os for øje, hvordan en gudstjeneste ikke ender i ’traditionalisme’ men vedbliver med at være en kilde til levende tro. Ordo-strukturen kan være med til at sætte fokus på, hvad der teologisk er at sige om fx samling, ord, måltid og sendelse. Sammenholdt med, hvad der konkret skal til for at en samling bliver til en erfaring af, at mennesker forsamles som en del af Kristi kirke. Hvordan skal måltidet være, for at det erfares som et måltid, hvordan skal forsamlingen sendes ud til hverdagen igen? Ordo-strukturens fleksibilitet understreger, at en gudstjeneste altid er en kontekstuel begivenhed. Og at gudstjenestelivet ikke findes i diverse autoriserede liturgi-bøger, men findes, opleves og erfares i gudstjenestefejrende forsamlinger. Ordo-strukturen myndiggør den lokale forsamling.

Fra: Dansk Kirketidende 9/2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *