Man kan jo ikke sige til folk, der ikke har sunget før, at nu skal de ind og blive dannet

INTERVIEW. Selv er han vokset op med fællessang på læben og Højskolesangbogen i hånden. Men passionen for at brede den danske sangskat ud til flere ’uden for egne rækker’ er ikke til at tage fejl af. Komponist, pianist og sangformidler Rasmus Skov Borring er den ene af dette års modtagere af N.F.S. Grundtvigs Pris

Foto: Heiner Lützen Ank

Interview med Rasmus Skov Borring. TEKST: GRETHE KIRK TORNBERG, JOURNALIST, TEOLOG OG KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER, GRUNDTVIGSK FORUM

”Der er mange ting, vi kan gøre hver især og der er også mange ting, vi skal gøre hver især, men det her er ligesom et sted, hvor vi mødes og er afhængige af hinanden. Og det tror jeg giver noget til menneskelivet: At man føler en afhængighed af andre og kan mærke, at man er iblandt noget.” Ordene kommer fra Rasmus Skov Borring, komponist, pianist og sangformidler. Og udsagnet handler om, hvorfor det er så vigtigt at synge sammen. I årevis har han bredt fællessangen ud på højskoler, efterskoler, i foreninger, forsamlingshuse, virksomheder, til stævner, møder og konferencer i ind- og udland. Fordi han synes, det er stærkt at have en folkekultur, der rummer så mange aspekter som fællessangen:

“På den ene side synger man jo netop ikke alene, men på den anden side er der også det her personlige rum for refleksion, hvor vi ikke tænker og føler et samme. Og de to ting sammen bidrager til at forstå sig selv og den verden, man er en del af.”

EN GOD OPLEVELSE KRÆVER ET GODT VÆRTSKAB
Men ikke alle mennesker er jo vokset op med fællessang og de første halvtreds højskolesange siddende på rygmarven. Dem er Rasmus Skov Borring meget opmærksom på, når han er vært for de mange fællessangsarrangementer:

“Nogle gange er der jo også nogen med, der ikke kender sangtraditionen lige så godt, og det tænker jeg over hver eneste gang, jeg laver et foredrag. Jeg skal tale på en måde, hvor de, der ikke har den samme viden som jeg selv, og ikke kender præmissen lige så godt, skal føle, at der også er noget til dem her.”

Rasmus Skov Borring er med på, at det godt kan være, de ikke får alle detaljer med i første runde, og det er helt okay. For som han siger: “Det er de færreste, der kommer udefra, hvor man bare kan give dem en sangbog i hånden og sige: ʻSyng med’. Det skal man faktisk lære.”

Han fortæller, at han sågar har oplevet, at nogen kan føle det ekskluderende, hvis man kommer udefra og skal ind i det, de andre gør sammen: “Så skal man lige have en invitation ind i det. Men de fleste vil jo synes, det er en god oplevelse, hvis man møder et godt værtskab,” siger Rasmus Skov Borring.

Netop det gode værtskab er noget, der ligger ham meget på sinde. Og hver gang overvejer han, hvad det er for en kontekst, han er i: “Det stiller et større krav til, at man som vært tænker over, hvad det er, man gør. For selvom vi godt kan blive enige om, at Grundtvig har sagt noget væsentligt også for nutiden, så kan man ikke bare tage for givet, at et ungt menneske forstår, hvad ʻEr lyset for de lærde blot’ betyder. Eller ʻHvad solskin er for det sorte muld’. Men hvis man får en fortælling eller rammesætning, så vil man jo også som ungt menneske kunne opleve, at hov: Den sang kan godt komme til at handle om mit liv. Og det kan man ikke nå til, hvis man ikke er opmærksom på det udenom sangen.”

Han giver et eksempel på et muligt sted at begynde i en forsamling, hvor sangtraditionen og Grundtvigs sange ikke umiddelbart ligger for. Her kan han fx finde på at trække Grundtvigs kærlighedssang ʻHvad er det, min Marie!’ frem: “Den har noget, man kan relatere til, næsten uanset, hvem man er. Og så kan det godt være, man vil opdage flere detaljer i takt med, at man lærer den bedre at kende, sådan vil det givetvis være. Men det vil være et godt sted at starte fremfor en mere tung salme, som måske vil være et for stort skridt til at begynde med.”

Verdenspremiere: I anledning af prismodtagelsen havde Rasmus Skov Borring komponeret en ny melodi til Grundtvigs “Hvad solskin er for det sorte muld. Foto: Heiner Lützen Ank

DANNELSEN KOMMER, NÅR MAN ER ÅBEN FOR AT FÅ NOGET AT REFLEKTERE OVER
Det med at lære en sangtradition at kende tager, ifølge Rasmus Skov Borring, tid. Derfor er det også en stor fordel, hvis fællessangen har mulighed for at udvikle sig over en lidt længere periode, og her spiller også kendskabet til nye og gamle melodier en rolle: “Hvis jeg skal ud til unge mennesker og gerne vil give dem noget Grundtvig, så vil jeg til enhver tid prioritere nogle af de rytmiske melodier til at starte med. Nogle af de mere populært klingende musikalske udtryk, for det kan de bedre relatere til,” fortæller han, og fortsætter:

“Og så er det interessant på et tidspunkt at opleve, hvordan en helt anden melodi kan udtrykke den samme tekst af Grundtvig på en anden måde. Jeg oplever, at mange unge er mere åbne over for det, når de har lært den nye først.”

På den ene side synger man jo netop ikke alene, men på den anden side er der også det her personlige rum for refleksion, hvor vi ikke tænker og føler det samme. Og de to ting sammen bidrager til at forstå sig selv og den verden man er en del af
– Rasmus Skov Borring

At man føler sig talt til i øjenhøjde er afgørende for, at sangtraditionen kan leve videre: “Man kan jo ikke sige til folk, der ikke har sunget før, at nu skal de ind og blive dannet. Det er ikke den tilgang, man skal have. Dannelsen kommer, når de er åbne over for at få noget at reflektere over. Og det er også der, man kan præsentere noget for dem, som de selv skal gå videre med,” siger Rasmus Skov Borring.

FRIHED I FÆLLESSANGEN
At man aldrig bliver færdig med en sang, men at den får lov til at vokse og give nye betydninger, er også noget af det fantastiske ved vores sangskat, mener Rasmus Skov Borring: “Når man er ung og går på efterskole, så lærer man måske nogle sange af Grundtvig. Men det er måske først, når man bliver ældre, at man får nogle nye dimensioner med, fordi man reflekterer over livet på en ny måde. På den måde bliver man ligesom aldrig færdig. Og sker der nogle store forandringer i ens liv, og man har lært at synge, så vil man også opleve, at en sang, man kender rigtig godt, får en ny betydning.”

N.F.S. Grundtvigs Pris havde i 2019 to modtagere: komponist Rasmus Skov Borring og oversætter Edward Broadbridge. Begge optagede af at bringe Grundtvig ud i sammenhænge, hvor hans tænkning, sange og salmer måske ikke er så kendte. Foto: Heiner Lützen Ank

Den frie tolkning og friheden til at være sig selv i det fælles er med Rasmus Skov Borrings ord en stærk måde at formidle på: “Det hænger rigtig flot sammen med den måde, vi skal bruge fællessangen på: Hvis man er en rigtig grundtvigianer, så skal man også være rummelig overfor det, der ikke er grundtvigsk. Når man synger og formidler sangen på en måde, hvor det enkelte menneske kan være sig selv. Det at give noget og få noget, og være sammen med nogen, der ikke er ligesom én selv. Det er et ret stærkt mødested.”

RASMUS SKOV BORRING
Pianist, komponist og sangformidler.
Født 1981. Opvokset i Sdr Nærå på Fyn i efterskoleverdenen.
Uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet.
Projektleder på Højskolernes “Syng-spis-snak”.
Har udgivet 6 albums (er i gang med det 7.), der kredser om nye og gamle danske sange i en kunstnerisk form.
Har et omfattende musikalsk samarbejde med digteren Jens Rosendal, som han også har turneret sammen med i hele Danmark.
Bor på Frederiksberg.

Dansk Kirketidende 10/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *