Man skulle have været der

På Vartov har seks vintersaloner med koncert og samtale under overskriften Genlyd ført os igennem 500 års åndshistorie fortalt gennem musik

TEKST: INGRID ANK

På Statens Museum for Kunst hænger Joakim Skovgaards kæmpemaleri af Kristus, der besøger dødsriget og bogstavelig talt tramper døden under fode. Jeg var der for nylig og genså maleriet og kunne konstatere, at han stadig står der og tramper på døden – og kigger jeg igen forbi i næste uge, står han der nok endnu.

For sådan er malerkunsten. Anderledes hvis kunstværket er musik. Her gælder, at hvis ikke man er der, når den sker, så er det bare ærgerligt. Så er værket væk, eller det er kun til stede i erindringen.

Et billede kan selvfølgelig også forsvinde. Men musikken er afhængig af at forsvinde. Den bliver ikke til musik, hvis ikke den ene tone forsvinder og glider over i den næste. Musik er forbindelsen mellem den tone, der ikke er mere, den, der er, og den, der kommer.

Igennem seks mandagssaloner har vi i Vartov – den gamle hospitalsbygning, hvor Grundtvig i sin tid var præst – under overskriften Genlyd bevæget os gennem 500 års åndshistorie fortalt gennem musik. Hver salon har været fyldt op af både ord og lyd, nemlig dels en samtale mellem en idéhistorie- og en musikkyndig, prisværdigt styret af radiovært og Rued Langgaard-ekspert Esben Tange, dels en lille koncert.

Den, der kender Vartov, vil vide, at det er et sted, der ofte praler med, at der er ’højt til loftet’. Men det er i åndelig, ikke i fysisk forstand, for ret beset er Vartov bare et særdeles centralt beliggende forsamlingshus og ikke nogen koncertsal. Musikerne har derfor skullet arbejde for sagen for at fylde rummet ud – og de er i den grad gået med på spøgen og har engageret sig i dette møde mellem lyd, ånd og historie.

Man skulle have været der. Det lader sig ikke gengive til fulde – i hvert fald ikke med det optageudstyr, der er til rådighed i Vartov. Men et par erindringsglimt fra hver af de seks samtaler er samlet sammen her:

Første salon
Vi er på grænsen mellem renæssancen og barokken. Samtalen udspiller sig mellem Morten Schuldt-Jensen, dirigent for Sokkelund Sangkor – som han har taget med – og lektor i teologi Sven Rune Havsteen. Omdrejningspunktet er afgrunden mellem Palestrina og Monteverdi, som får ethvert følgende brud eller enhver senere forandring i musikhistorien til at ligne småjusteringer. Det kræver en enkelt akkord for at høre det, hvad koret under Morten Schuldt-Jensens ledelse demonstrerer. Først lytter vi til Palestrinas harmonier, der bevæger sig op og ned, op og ned, hele tiden harmonisk, som evigheden, der folder sig ud, uden nogensinde at forandre sig (hvilket ville være imod evighedens natur). Vi hører, at Palestrinas musik ingen begyndelse og ingen ende har, og derfor ingen fortælling. Den vil ikke sige os noget, andet end: Himlen er som himlen er, evig, uforanderlig, harmonisk.

Hvad der får Monteverdi til at indføre disharmonien og dermed fortællingen i musikken lader sig ikke forklare, andet end at han vel nok er påvirket – og påvirker – tidens nye opmærksomhed på mennesket. Individet træder frem – på bekostning af harmoni og sammenhæng – som den figur, der altid mangler noget. Altid er på vej efter noget eller leder efter det mistede. Eller græder over, at det mistede tabes af syne. Man behøver ikke mere end en enkelt akkord for at høre det, og – som Morten Schuldt-Jensen – udtrykker det: ”Hvis Palestrina havde hørt Monteverdi, havde det været, som hvis Mozart var vågnet af sin grav og havde hørt hiphop.”

Anden salon
Buxtehude, Bach og Mozart er presset sammen til en enkelt aften. Professor i idéhistorie Dorte Jørgensen, som er den ene af de samtalende, gør opmærksom på, at 100 kilometer fra Leipzig, hvor Bach uge efter uge leverer ny musik, sidder filosoffen Baumgarten og tænker teoretisk om æstetik. Menneskets åndsverden er i gang med at blive inddelt i de områder og afgrænsninger, vi i dag tager for givet: Kunst og kunsthistorie opstår – og kunstneren er ved at blive til som fænomen. På en og samme tid udfordres, bekræftes og formuleres ’det religiøse’ i kraft af, at ’det verdslige’ i højere grad træder frem som sin egen sfære. Det sublime lader sig nærme via flere forskellige kanaler, hvilket cembalist Lars Ulrik Mortensen demonstrerer gennem stykker af Bach og Mozart, og ikke mindst gennem sin egen komposition og fortolkning af Bachs orkestermusik omskrevet til cembalo.

Tredje salon
”En plante, en blomst eller et træ vokser til i en form, der først bliver til i kraft af, at planten vokser frem. Men den fremstår som om den altid har været tænkt til at forme sig sådan og ikke på nogen som helst anden måde,” siger professor i litteratur Erik A. Nielsen og tilføjer: ”1800-tallets begyndelse er bestemt ikke kendetegnet ved en enhedskultur. Men et af de spor, der vokser frem, er en udforskning af mennesket som noget uforudsigeligt. Man forsker ’i sig selv’ som en form, der tager form, hvilket Schumanns værk Arabeske er et blandt flere udtryk for.”

Samtidig er kunsten og kunstneren blevet selvstændige. Koncertsalene åbner dørene, også for borgerskabet, og kunstneren skal nu stå på egne ben og ’tjene sine egne penge’ – hvilket udmønter sig i en på den tid ny form for arrogance, nemlig kunstnerens foragt for dem, der ikke gør andet end at tjene penge.

Pianist Jens Elvekjær forsøger sig med at beskrive forskellene mellem Beethoven, Schubert og Schumann, der alle repræsenterer den nye kunstnertype: ”Beethoven tilegner sig den klassiske form fra Haydn, hvor systemet er foreskrevet på forhånd – men bryder med den. Men samtidig er der hos Beethoven altid et formål, hos Schubert er det noget helt andet. Det er, som om han inden for den klassiske form alligevel formår at fare vild. Med vilje.” Og videre til Schumann, hvor vildfarelsen dels er fortvivlet, dels er konstant. Jens Elvekjær forklarer det gennem erfaringen med at spille ham: ”Jeg har altid fornemmelsen af, at han hellere ville have været et andet sted. Der er en rastløshed, som bliver i ham til det sidste.”

Fjerde salon
I den fjerde salon er vi i Wien, hvor livet selv – ifølge dr.theol. Niels Grønkjær – bliver ’kunstigt’, fordi kunsten bliver til ’oplevelse’. Og fordi kunsten samtidig mener at kunne erstatte det religiøse, men alligevel bare er ’Schauspiel’ uden forsoning. I 1882 har filosoffen Nietzsche erklæret Gud for død, hvilket Hegel allerede havde konstateret forinden. Men kunsten er en ringe erstatning, den kan ikke forsone os med døden, med splittelsen, med lidelsen – den kan kun dulme den. Den unge Brahms, der bankede på Schumanns dør i 1853, ønsker, ifølge dirigent Morten Schuldt-Jensen, egentlig at genetablere afstanden til Gud, så mennesket ikke selv skal være Gud, mens Wagner ser helt anderledes på det og træder frem på sin selvkonstruerede scene som ypperstepræst i kunstreligionen. Det er Wagners operaer, som den 17-årige Adolf Hitler senere – i Wien 1908 – fire gange om ugen indfinder sig som tilhører til.

Femte salon
Vi foretager et ganske lille spring frem til århundredeskiftet, hvor ”alle lå på Freuds briks,” som germanist og dr.phil. Søren Fauth formulerer det. Blandt komponisterne fra denne tid tæller danskerne Rued Langgaard og Carl Nielsen, der efter Niels W. Gades død i 1890 på hver sin måde er blevet faderløse. Man vender sig mod det sanselige, det fysiske – nogle fortvivlede, andre begejstrede – og stirrer dybdeborende ind i naturen eller dvæler ved genstanden, ’tingen’ lige foran dig. Men det er en dyb og ikke en flad eller overfladisk materialisme, kunstneren bliver ved ’tingen’ indtil sansningen nærmer sig det mystiske. Eller som digteren Johannes Jørgensen formulerer det: ”Verden er dyb, og kun flade ånder fatter det ikke.” De mystisk-sansende kunstnere bliver kaldt symbolister, og det kan de – i modsætning til mange af de andre ’ismer’, der i tidens løb er sat på kunstnere – godt lide.

Rued Langgaard forsøger sig med både tekst og musik, men – indrømmer Rued Langgaard-ekspert Esben Tange – musikken er det bedste, det er lige før teksterne kammer over i kitsch.

Sjette og sidste salon
Vi når ikke helt frem til nutiden. Det er lettere at diagnosticere en tid, der ikke er ens egen. Men vi nærmer os. Sidste salon zoomer ind på 60’erne, hvor der eksperimenteres og overskrides grænser. Men der er også – i modsætning til i dag, siger lektor og litteraturteoretiker Tania Ørum – noget at overskride. Der findes på det tidspunkt en bred, kvalitetssøgende finkultur, som det giver mening at udfordre ved fx at påstå, at det at save i et flygel eller sætte musik til en artikel fra Politiken kan være lige så meget kunst som at spille Beethoven. Anders Beyer, direktør for festspillene i Bergen, beskriver, hvordan en flok nordiske komponister, efter at have været afsted i en folkevogn til ISCM-festival (International Society for Contemporary Music) i Tyskland, forsøger at efterligne det nye, de har hørt, men ender med at reagere på det ved at lave noget andet. Heraf opstår den ’nye nordiske enkelhed’, en søgen efter musikkens grundlag, som kommer så forskelligt til udtryk hos fx en Per Nørgård og en Pelle Gudmundsen Holmgreen.

Ud af 60’erne kommer der i 70’erne en enorm politisering: Alt kommer til at handle om politik. Og så i 80’erne – vel nærmest som en modreaktion – vender man tilbage til kunst og til kunstneren, i litteraturen i form af fx digteren Michael Strunge som den moderne ene-stående romantiker. I musikken hos fx Hans Abrahamsen.

 

TRIO CON BRIO

 

Og hvordan hænger tid, ånd og lyd sammen i dag? Det spørgsmål bliver ikke forsøgt besvaret med salonrækken, men det trænger sig på af sig selv. For med turen gennem 500 års åndshistorie fortalt gennem musik er man som tilhører blevet indstillet på at høre sammenhænge og dermed også spørge sig selv: Hvor er vi selv i den her historie?

Musikken har ført os vidt omkring. Til de, der ikke var med på turen, kan man desværre ikke sige andet end: Bare ærgerligt. Det var der og forsvandt – man skulle have været der. Og for mit vedkommende kan jeg sige: Jeg var der.

 

Salonrækken ’Genlyd’ er udviklet af: Grethe Tornberg, Morten Schuldt-Jensen, Esben Tange, Sven Rune Havsteen og Ingrid Ank

Med støtte fra:
Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Oticon Fonden, Knud Højgaards Fond, Københavns Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Oversigt over salonerne

GENLYD

Salon 1: Tabet og individets frisættelse
Musik af Palestrina, Monteverdi, Schütz og Schein
Salontalere: Morten Schuldt-Jensen, dirigent, professor og Sven Rune Havsteen, lektor, ph.d.
Medvirkende musikere: Sokkelund Sangkor
Moderator: Esben Tange, redaktør, cand.mag.

Salon 2: Fuldkommenhed. Gud i musikken
Musik af Mozart og Bach
Salontalere: Lars Ulrik Mortensen, cembalist og Dorthe Jørgensen, professor
Medvirkende musiker: Lars Ulrik Mortensen, cembalist
Moderator: Esben Tange, redaktør, cand.mag.

Salon 3: Humanisme og ensomhed
Musik af Beethoven, Schubert og Schumann
Salontalere: Jens Elvekjær, pianist, og Erik A. Nielsen, professor, dr. phil.
Medvirkende musiker: Jens Elvekjær, pianist
Moderator: Esben Tange, redaktør, cand.mag.

Salon 4: Er Gud død? Nyskabelse og kunstreligion
Musik af Brahms, Wagner og Niels W. Gade
Salontalere: Morten Schuldt-Jensen, dirigent, professor og Niels Grønkjær, dr.theol. og valgmenighedspræst
Medvirkende musikere: Sokkelund Sangkor, Berit Johansen Tange, pianist, Signe Asmussen, vokal
Moderator: Esben Tange, redaktør, cand.mag.

Salon 5: Sammenbrud – og vejen ud
Musik af Debussy, Langgaard, Mahler, Schönberg og Carl Nielsen
Salontalere: Esben Tange, redaktør, cand.mag. og Søren Fauth, dr.phil., lektor
Medvirkende musikere: Signe Asmussen, vokal, Berit Johansen Tange, pianist
Moderator: Jens Cornelius, klassisk musikjournalist

Salon 6: Nyt kosmos?
Musik af Vagn Holmboe, Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Bent Sørensen
Salontalere: Anders Beyer, direktør for Festspillene i Bergen og Tania Ørum, lektor
Medvirkende musikere: Trio con Brio Copenhagen
Moderator: Esben Tange, redaktør, cand.mag.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *