fbpx

Det er menneskeligt at være krænker

Sexisme eller ’krænkelser’ er ikke en klar og veldefineret forbrydelse. Det er heller ikke klart, hvor normerne er i gang med at bevæge sig hen – eller hvor vi gerne vil have dem hen. Og midt i uklarheden er der en opgave i at undgå at gøre mennesker til u-mennesker. I den sammenhæng har den kristne arvesyndstanke noget for sig: Ingen er rene, alle er syndere

Har sexismedebatten brug for et skud kristen arvesyndstankegang: ingen er rene, og alle er syndere?

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR

Jeg er ikke bare inficeret med arvesynden, jeg er også inficeret med dens tænkning. Det sidder på rygraden af mig, at mennesket – alle mennesker – per definition ikke kan leve op til egne idealer, og at et hvilket som helst liv og levned ikke ville se helt kønt ud, hvis det blev udsat for en nøjere granskning. ”Vand løber nedad, og magt stiger til hovedet,” sagde den nu afdøde radikale politiker Niels Helveg Petersen, eller som filosoffen Slavoj Zizek så charmerende har formuleret det: ”Inderst inde er vi fulde af lort.”

Det er ikke et blik på mennesket, der bør stå alene – det er jeg fuldt klar over. Arvesyndstankens negative menneskesyn har og har haft sine skadevirkninger, ingen tvivl om det. Men det sidder på rygraden af mig – og det opfatter jeg som noget positivt – ikke at blive overrasket, når mennesker viser sig at være et godt stykke fra moralsk fuldkomne. Og den igangværende diskussion af  krænkelser og sexisme har gjort mig meget opmærksom på arvesyndstankens positive effekter. Det er dem, det her skal handle om: Man kunne kalde det ’negativitet som et plusbegreb’.

Vi er elsket – ikke fordi, men på trods

Negativitet som et plusbegreb
Plusset ved et negativt menneskesyn kan udpeges på to måder: For det første bliver Guds kærlighed – og dermed i det hele taget forestillingen om kærlighed – fuldkommen og overvældende, når mennesket er elsket uden et fordi eller elsket fordi der ikke er nogen grund til det. Kærlighedens vægt, betydning og rigdom er lige så stor, som den er ubegrundet: aldeles ubegrundet, aldeles stor. Det er den form for plusbegreb, der slides op i prædiken efter prædiken eller lignende kristendomsudlægninger: Vi er elsket – ikke fordi, men på trods.

For det andet – og afgørende i denne sammenhæng – er negativitet som grundpræmis et lighedsbegreb: I negativiteten er vi stillet lige. Enhver har en bjælke siddende i øjet og har ikke noget at sige den anden på. ”Hvis andre skal i helvede, skal jeg også,” som Søren Kierkegaard skrev i sin dagbog, og dermed – med dette fællesnegative afsæt – gav det ham lov til at tro og forundres over, at alle var omfattet af Guds nåde. Det står i grunden skidt til – og vi er elsket alligevel.

For i afsløringen af dette menneske er der ikke afsløret noget ekstraordinært, men noget menneskeligt. Og enhver, der forstår mennesket inden for denne negativitetstænkning, må derfor altid tænke sig selv med i dommen over den anden

Der er ikke nogen placering udenfor
Hvad medfører negativitet som et lighedsbegreb i praksis? Det medfører, at det ikke er muligt at udgrænse et menneske fra fællesskabet af mennesker, når og hvis dette menneske bliver afsløret som en, der ikke lever op til egne idealer. For i afsløringen af dette menneske er der ikke afsløret noget ekstraordinært, men noget menneskeligt. Og enhver, der forstår mennesket inden for denne negativitetstænkning, må derfor altid tænke sig selv med i dommen over den anden: Ja, det er så, hvad vi mennesker er i stand til. Selv når et menneske bliver dømt til straf, er der ikke dermed et vindue åbent for at stille sig over dette menneske og afvise det. Alt, hvad mennesker gør, er i grunden menneskeligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle mennesker gør eller vil gøre alt, hvad der er ondt. Men det betyder, at der ikke er nogen placering udenfor, der muliggør en distanceret betragtning. Den renes position er ikke en mulighed.

Normerne flytter sig
Sexismedebatten udspiller sig lige nu, imens jeg skriver, og det er umuligt at danne sig et overblik på behørig tidsmæssig afstand. I stedet vil jeg prøve at nærme mig den udefinerbarhed, som nødvendigvis vil være til stede, når normer er i gang med at flytte sig.

I sexismedebatten fremstilles det ofte meget entydigt, at når chefen eller en i en eller anden forstand højerestående person lægger en hånd på dit lår, så er din karriere i spil, eller så er du udsat for en form for pres eller tvang. Men så entydigt er det (selvfølgelig) ikke

Hvis man for eksempel læser sig igennem beskyldningerne mod tidligere overborgmester Frank Jensen (S) (Alt for Damerne har fx en oversigt, som kan findes på nettet), så må jeg konstatere, at det, han anklages for, i vid udstrækning svarer til noget, man kunne blive udsat for i nattelivet, da jeg for 20 år siden var en hel del mere aktiv i det, end jeg er nu. Dette er en nøgtern konstatering og ikke andet. Min pointe er, at der var måder at opføre sig på, som for 20 år siden ikke fik mig til at tænke, at der var blevet begået hverken en juridisk eller moralsk forbrydelse, om end jeg godt kan komme i tanke om oplevelser, der var irriterende og nogle gange ligefrem ubehagelige. Det vil altså sige, at hvad der før ikke blev opfattet som en (moralsk) forbrydelse, er nu på vej til at blive det – men vi er samtidig ikke nået frem til en form for konsensus i forhold til, hvor grænserne går i dag. Så er der selvfølgelig den tilføjelse i forhold til mine (og helt sikkert også andres) oplevelser i nattelivet, at overborgmesteren er (var) overborgmester, dvs. han befinder sig i en magtposition. Men også her mener jeg, at det er en hel del mere uklart, end det nogle gange fremstilles.

Det er ikke alle, der har en sag
Sexisme-debatten kom for alvor i gang i Danmark, da TV-vært Sofie Linde som vært på Zulu Comedy Galla i 2020 fortalte, at hun som 18-årig og ny på DR var udsat for en ’stor TV-kanon’, der sagde: ”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere!” (TV2.dk) Men i langt de fleste tilfælde af det, der omtales som sexisme, er magtforholdet ikke så eksplicit udtrykt, som det da tør siges, at det er her. Dette er igen en rent nøgtern konstatering: Jeg siger ikke dermed, at der aldrig er et magtforhold, blot fordi det ikke direkte udtrykkes. På den anden side kan man heller ikke – og det er det, der er min pointe – i alle tilfælde gå ud fra, at det er karrierehæmmende at afvise chefens tilnærmelser.

Der var måder at opføre sig på, som for 20 år siden ikke fik mig til at tænke, at der var blevet begået hverken en juridisk eller moralsk forbrydelse, om end jeg godt kan komme i tanke  om oplevelser, der var irriterende og nogle gange ligefrem ubehagelige

I sexismedebatten fremstilles det ofte meget entydigt, at når chefen eller en i en eller anden forstand højerestående person lægger en hånd på dit lår, så er din karriere i spil, eller så er du udsat for en form for pres eller tvang. Men så entydigt er det (selvfølgelig) ikke. Dertil kommer, at hele spørgsmålet om at ’stå frem’ og om det vanskelige heri, vel ikke kun handler om, hvorvidt de kvinder og mænd, der står frem, vil blive taget alvorligt. Vanskeligheden må vel også i nogle tilfælde handle om – om end jeg ikke er stødt på sådanne overvejelser – hvordan man forstår sig selv: Er jeg eller er jeg ikke et offer? Var jeg uden et handlingsrum i det pågældende tilfælde? Og endelig skal dertil også føjes, at der vel også kan findes eksempler på mennesker, der på eget initiativ har forsøgt at gøre det til en karrierevej at gå i seng med chefen.

Jeg understreger: Jeg er ikke i gang med en vurdering af det berettigede eller uberettigede i konkrete anklager om sexisme. Det, jeg er optaget af at pege på, er, at vi befinder os i en overgangsperiode, hvor definitionerne og grænserne ikke har fundet et konsensusniveau. Derfor er det ikke overraskende – mener jeg – at der dukkede en sag op om, at De Radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, har ’lagt låg på’ et partimedlems beretning om at have været udsat for krænkelser ved en fest i 2014. Det kan meget vel være, hun ikke skulle have lagt låg på. Men det er ikke overraskende, når man befinder sig i en overgangsperiode, at det ikke i alle tilfælde er klart, hvad der er det rigtige at gøre. Og der vil nødvendigvis også være tilfælde – men det er et synspunkt, som lige nu er langt vanskeligere at komme frem med – hvor det er berettiget at ’lægge låg på’. Det er ikke alle, der i alle tilfælde har en sag. Men det er der ikke nogen, der lige nu har overblikket til at afgøre.

En i mine øjne væsentlig variant heraf finder man hos Grundtvig, hvor det ikke handler om, at mennesket kan ’forbedres’, dvs. angre og omvende sig, men at mennesket kan vokse. Det bilder jeg mig ind, at han har ret i

Hvor vil vi hen?
Tilbage til diskussionen af arvesyndstanken: Arvesyndstanken er selvfølgelig udfordret og modsagt af andre og konkurrerende forestillinger om mennesket, herunder ikke mindst forestillingen om, at mennesket kan forbedres. Og denne forestilling findes også inden for kristendommen (og bestemt også udenfor) og løber som en slags parallelt spor (eller modspor) i forhold til arvesyndstanken. En i mine øjne væsentlig variant heraf finder man hos Grundtvig, hvor det ikke handler om, at mennesket kan ’forbedres’, dvs. angre og omvende sig, men at mennesket kan vokse. Det bilder jeg mig ind, at han har ret i.

Dette modspil til arvesyndstanken er vigtigt, idet den isoleret set kan være pacificerende. Den synes at sige: Det nytter alligevel ikke noget, vand løber jo nedad. Men selvfølgelig nytter det at protestere mod måder at opføre sig på, som er undertrykkende eller respektløse. Og hvis vi maler med en lidt bred pensel – og her nøjes med at se på danske forhold – så er det vel ikke forkert at sige, at ’barndommen’ er blevet bedre, at ’parforholdet’ er blevet bedre, og at ’forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager’ er blevet bedre, end det var for fx 200 år siden – for blot at nævne tre eksempler. Nogen har taget kampen op – og tak for det!

lige nu tales der – meget – om sexisme og krænkelser samtidig med, at det overhovedet ikke er klart, hvad vi taler om

Men lige nu – forekommer det mig – er der brug for også at pege på negativiteten som et lighedsbegreb. For lige nu tales der – meget – om sexisme og krænkelser samtidig med, at det overhovedet ikke er klart, hvad vi taler om. Spektret er stort, som forbundsformanden for DSU, Frederik Vad Nielsen, for nylig sagde i radioen – der kan både være tale om overgreb, der er eller grænser til voldtægt (som man jo altså skal i fængsel for) og uønskede bemærkninger (som man vel kan bide igen på). Men selvom vi ikke ved præcist, hvad vi taler om, fældes der alligevel domme: Mennesker hænges ud og ekskluderes. Sikkert i nogle tilfælde på velbegrundet baggrund.

Men med arvesyndstanken eller negativiteten som et plusbegreb må man insistere på, at der ikke findes u-mennesker. Og der er ikke nogen plads tilgængelig for nogen, hvorfra man kan stille sig over andre og hævde, at man står på de rene menneskers plads. Dette stiller os som samfund og medmennesker med en særlig opgave, når der er tale om ’moralske forbrydelser’, der ikke samtidig er defineret som ’juridiske forbrydelser’. For hvad er så straffen? Hvordan kan man håndtere ’forbrydelserne’ på en måde, hvor man ikke skubber ’forbryderen’ ud af fællesskabet uden mulighed for at komme tilbage? Og hvem har ret til at definere, hvordan vi skal ’opdrage’ på hinanden?

Lige nu befinder vi os i en forandringstid, hvor grænser og normer derfor er uklare. Jeg mener, at forandringskravene i mange tilfælde er berettigede. Men jeg mener ikke dermed, det står klart, hvor vi ønsker at bevæge os hen. Og i denne uklarhed, er der brug for, at vi har arvesyndstanken på rygraden.

Grundtvigsk Tidende 4/2021

Indlægget er en forkortet version af et essay, der er bragt i onlinetidsskriftet Kritisk Forum for Praktisk Teologi: #164 Ledelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *