Nadveren korrigerer dåben

Et teologisk tankeeksperiment: Kan man tale om, at dåb og nadver sammenfatter forkyndelsen ved at tale imod hinanden, således at dåben sender os ind i menigheden, mens nadveren fortæller os, at vi aldrig får lov at bestemme, hvem der hører med? Og kan den tanke bruges til noget ind i nutidens diskussion af dåbens betydning?

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR

Jeg tror ikke, de mange forældre, der i dag vælger ikke at få deres børn døbt (eller bare ikke gør det), er klar over, hvor meget der bliver tænkt på dem. Og på deres børn. Børnene vokser op, lærer at gå, cykle, tale, bande og stå på skateboard og er slet ikke klar over, at de er genstand for teologisk opmærksomhed og dogmatiske hovedbrud.

Men det er de. Spørgsmålet om de udøbte fylder enormt meget i nutidens diskussioner af dåb. “Alle børn er Guds børn,” kan man høre mange præster sige, og de har travlt med at understrege, at der ikke er noget ved dåben, der stiller de udøbte ringere end de døbte. Hvorefter de må slå knuder på sig selv for at forklare, hvad dåben så overhovedet er og betyder.

For Grundtvig var det anderledes. Hos ham var det helt klart, at vejen til tilgivelse, salighed og det evige liv måtte gå gennem dåben (men udøbte kunne ʻaltid’ nå at omvende sig – også efter døden). Dåben var samtidig en indlemmelse i den kristne menighed, dvs. ikke bare i menigheden på det lokale sted i den lokale kirke, men i hele den kristne menighed på tværs af tid, fra oldkirken og ind i fremtiden.

NADVERENS SVAR PÅ DÅBEN
Dåb og nadver hænger hos Grundtvig sådan sammen, at nadveren er et måltid ʻmellem brødre’, dvs. mellem troende, som ved dåben er indlemmet i menigheden. Dåben er vertikal: Gud henvender sig til det enkelte menneske, mens nadveren er horisontal: Den er et mellemmenneskeligt, helligt måltid, som nærer og styrker de troende. Derfor var Grundtvig heller ikke tilhænger af det såkaldte ʻåbne nadverbord’, hvor også ikke-døbte eller ikke-troende havde adgang. For vejen til nadveren gik gennem dåben (se også artiklen ʻFrokost om arvesynden’ her i bladet).

Jeg tænker det anderledes. Ikke sådan forstået at bevægelsen går den anden vej, og at vejen til dåben går gennem nadveren, men snarere at der i nadveren er en slags kritisk korrektiv til dåben, som befrier ʻos døbte’ fra at vide, hvem der hører til menigheden og hvem der ikke gør. Det skal vi nemlig heldigvis ikke mene noget om.

Nadveren sætter – for en stund i hvert fald
– den identitet vi opnår ved at høre til i en
bestemt sammenhæng på pause: Jeg ved ikke,
hvor jeg er, og jeg kender ikke grænserne

JESUS SOM ET ANTI-STED
Jeg er klar over, at jeg her hverken står på grundtvigsk eller oldkirkelig grund, men et stykke ad vejen kan jeg til gengæld støtte mig til Geert Hallbäck, den nu afdøde lektor i nytestamentlig
eksegese på Københavns Universitet.

I en artikel fra 2001 (’Fraværets figurer – Om nadveren i gudstjeneste og evangelium’ i Kritisk forum for praktisk teologi, marts 2001, 83) skriver Hallbäck om nadveren, og karakteriserer den især ved det, den ikke er: Nadveren er en krop, der ikke er mere, på et sted, der slet ikke er mere. Ifølge Hallbäck kan Markusevangeliet, som er det evangelieskrift, han tager afsæt i, læses som en serie opgør mellem Jesus og de steder, han passerer. Også Jesus selv udgør et anti-sted: “Jesus søger at ophæve stedernes magt for sine følgesvende (selv er han på forhånd ubundet af stederne, han er et anti-sted)” (s.34). Det kommer markant til udtryk, da Jesus når til Jerusalem og kommer ind på tempelpladsen, hvor han sætter templet midlertidigt ud af funktion ved at lave oprør på tempelpladsen.

Templet er hjertet i Jerusalem, og Jerusalem er hjertet i landet. Det er det centrum, som giver den omliggende by og land sin betydning. Jesus, derimod, er et anti-sted, han er en krop i bevægelse. Ved det sidste måltid med disciplene – på et tilfældigt sted i byen – fortæller Jesus dem imidlertid, at også kroppen skal forsvinde. Og han giver dem en erstatning for kroppen, brødet og vinen, som i endnu højere grad bryder med stedets magt, idet anti-sted-kroppen bliver til alle-steds-nadveren. Ethvert sted er nadverens sted.

NADVEREN ER GRÆNSELØS
Så vidt Geert Hallbäck. Det følgende står for egen regning: Er det at strække fortolkningen af Hallbäck for vidt, hvis man hævder, at opgøret med stedet må betyde, at vi ikke har ret eller magt til at definere, hvem der sidder med om nadverbordet? Og at nadveren korrigerer dåbens indlemmende og dermed afgrænsende funktion?

Templet og landet definerer jo et tilhørsforhold. Israelitterne har fået landet af Gud, og templet, der er centrum i landet, er et udtryk for, at Gud er til stede i centrum af det land, han har givet til sit folk. Men ikke alle hører med til det folk, ikke alle har fået landet i gave og ikke alle har adgang til templet. Nadveren derimod foregår på et ikke-sted, og dette ikke-sted kan per definition ikke tilhøre nogen. Ingen eller alle har fået dette ikke-sted i arv, og ingen har ret til at sige til den anden: Du hører ikke til her. Nadveren sætter – for en stund i hvert fald – den identitet vi opnår ved at høre til i en bestemt sammenhæng på pause: Jeg ved ikke, hvor jeg er, og jeg kender ikke grænserne.

DÅBEN ER EN FØDSEL IND I EN FORM
Tilbage til dåben. Filosoffen Hannah Arendt kalder nyfødte for ʻfremmede’: Verden tager hele tiden imod fremmede, skriver hun i Menneskets vilkår. Og disse fremmede og nytilkomne skal integreres i verden – der er jo ikke andre steder at sende dem hen.

Alle os, der har været her et stykke tid, lever ud fra en forventning om, at vi er i den samme verden. Det er derfor, vi bliver overraskede, når vi opdager, at vi ser forskelligt på tingene. “Den er da blå,” kan jeg sige om en farve, “nej, den er grøn,” lyder det. Vi overraskes over, at vi ikke ser det samme, fordi vi som hovedregel forventer det modsatte.

Også i møder mellem kulturer og sprog overraskes vi over forskellene, og vi opdager, hvor meget vi er blevet integreret i verden. Den har taget form eller rettere: Vi er blevet del af en række former, som vi har lært at tage for givet. Sproget, vanerne, omgangsformerne.

Pointen er, at verden har form. Vi kan ikke komme ind i verden uden at gå ind i en række former, som afgrænser sig i forhold til andre dele af verden. For det meste opdager vi det ikke, men forventer at vi er i den samme verden. Men i mødet med udenforstående bliver vi klar over, at forskellene findes.

Således også med dåben. For dåben har som fødslen karakter af være indgangen eller overgangen til en verden. Ved fødslen kommer en fremmed ind i den for os kendte verden. Ved dåben kommer den fremmede ind i et kristent liv. Det kristne liv har en form, som den fremmede ved dåben fødes ind i. Hvis dåben er bærer af nogen som helst betydning i forhold til, hvad et kristent liv er, så er det nødvendigvis sådan, at de, der ikke er døbt, står uden for den betydning.

Kan man måske endda sige, at den kristne
forkyndelse er udtrykt i spændingsforholdet
mellem dåb og nadver?

I dag er vi – forståeligt nok – meget optagede af de udøbte, langt mere end man har været tidligere, fordi vi så ofte møder dem, der siger nej tak til den betydning, der gives med dåben. Dåben er ikke en fælles form, vi kan tage for givet.

NADVEREN KORRIGERER DÅBEN
Men kristendom forkyndes ikke kun gennem dåben. Og det, jeg med denne artikel vil invitere til at tænke med på, er, om man kan sige, at dåb og nadver står i et korrigerende forhold til hinanden? Kan man måske endda sige, at den kristne forkyndelse er udtrykt i spændingsforholdet mellem dåb og nadver?

Hverken dåb eller nadver kan stå alene. Vi har brug for at træde ind i en form, vi har brug for at høre til, vi har brug for, at vores navn bliver udtalt, så vi er nogen og ikke bare et flydende ingenting. Det vidste israelitterne, og det ved vi. Men den kristne forkyndelse er samtidig en magtkritik, en kritik af stedets og identitetens magt, som gør os ude af stand til at hævde, at vi har Gud på vores side, når vi sætter grænser.

Gud er en krop, der ikke er der, på et ikke-sted. Ud af denne forkyndelse er vi sat fri fra at herske over hinanden. Og denne forkyndelse lyder lige præcis uanset, om man deltager i nadveren – hvor den end sker – eller ikke. Vi kan deltage eller lade være, uanset hvad vil vi hver gang få at vide, at vi ikke ved, hvem der hører til.

Det er klart, at dåbens betydning ikke er udtømt med indlemmelseskarakteristikken, den rummer endda også betydning, der taler imod en sådan karakteristik. Ikke desto mindre lader det sig ikke
gøre at afskrive dåbens betydning i retningen af indlemmelse helt, den vil nødvendigvis have karakter af indgang – en indgang ind i noget, man ikke var i før dåben.

Mit spørgsmål bliver derfor stadig, om man kan tale om, at dåb og nadver taler sammen ved faktisk at tale imod hinanden? Og om ikke begge stemmer skal høres i forkyndelsen af evangeliet? Måske kan den måde at tænke på træde i stedet for mange præsters ihærdige forsøg på at undgå at tale om dåben som noget ekskluderende. For nok giver dåben det kristne menneskeliv form, men nadverens ophævelse af stedets magt sætter os fri fra at bruge formen til at afmærke grænserne.

Dansk Kirketidende 8/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *