Nattergalehøjt til loftet

Folkekirken og dens præster beskyldes ofte for at være ufolkelige og utilgængelige. Er der noget om det – eller er det i virkeligheden et sundhedstegn?

Kategorier

Set herfra

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Esbønderup Hospital har aldrig været hvidt. Hverken da digteren Frank Jæger levede eller i dag, hvor hospitalet er solgt og nu omdannes til boliger. Alligevel skriver Jæger om ’det hvide hospital’ i sangen Det løvfald som vi kom så alt for nær: ”Esbønderup, Det hvide hospital / En fjern og ukendt hanes søndagsgal / Dit blik fik gule marker med sig hjem. / Nu ejer du en længsel efter dem.”

Det må han godt. Det er poesi. Og selvfølgelig er hospitalet hvidt, hvidt som kitler og lysstofrør og industrisengetøj. Hvidt som døden.

Men hiphopstjernen Isam B, som har skrevet en sang til den kommende udgave af Højskolesangbogen med titlen Ramadan i København, måtte derimod ikke sætte en nattergal til at synge i en boligblok. Det går ikke, fik han at vide af sine medsangskrivere, det er ornitologisk ukorrekt. Så Isam B skrev nattergalen ud af sangen igen, men bemærkede så også til P1-programmet Tidsånd (6. juni 2019), at mere ’højt til loftet’ er der så altså heller ikke i Højskolesangbogen.

Jeg konstaterer, at det falder mange mennesker let at beskylde den folkelige folkekirke for at være ufolkelig og dermed utilgængelig, og jeg spørger mig selv, om præster er særligt afvisende og indforståede? Eller er det måske mere rigtigt at sige, at de er særligt udsat for beskyldningen for at være det?

Jeg forstår det sådan, at hans medsangskriveres pointe var, at der skal være en poetisk pointe med den nattergal, hvis den skal have lov at flytte ind i boligblokkene. Det er ikke godt nok, hvis den bare er der for at få det til at rime. Ikke desto mindre er spørgsmålet om loftshøjden i Højskolesangbogen da værd at overveje. Eller i folkekirken. Eller i de forskellige varianter af forenings-Danmark. Er det mon sådan, at ’højt til loftet’ mest af alt betyder, at vi selv synes, vi kan stå oprejst?

På de såkaldt ’Himmelske dage’ (Danske Kirkedage) i Herning i Kristi Himmelfartsferien lagde jeg øre til en del kritik af folkekirken og ikke mindst af dens præster: ”Folkekirkens præster skulle tage at lære lidt om virkeligheden,” sagde én. ”Mange af dem taler fuldstændig forbi den.” Eller: ”præsterne ’kloger den’.” Eller: ”ordene i gudstjenesten går hen over hovedet på almindelige mennesker.”

Jeg konstaterer, at det falder mange mennesker let at beskylde den folkelige folkekirke for at være ufolkelig og dermed utilgængelig, og jeg spørger mig selv, om præster er særligt afvisende og indforståede? Eller er det måske mere rigtigt at sige, at de er særligt udsat for beskyldningen for at være det? I hvert fald er det næppe alle erhvervsgrupper, der lige så ofte møder den beskyldning. Hvor mange elektrikere bliver for eksempel konfronteret med, at de taler for indforstået om stærkstrøm og svagstrøm?

Tag en tudekiks, kunne man sige, for selvfølgelig kan man ikke gøre andet end at hilse enhver kritik af en stor, bred, folkelig institution velkommen. Men det er sådan set ikke min pointe. Min pointe er, at kritikken ikke bare er velkommen, den er et sundhedstegn. Den er et tegn på, at rigtig mange er optaget af at ’høre med’ og at ’være en del af’.

Det er ikke sikkert, kritikken altid er berettiget. Det er bestemt heller ikke sikkert, den altid er uberettiget. Men den dag, den forstummer, er det først virkelig galt fat.

Dansk Kirketidende 6/2019

Læs flere ledere fra Dansk Kirketidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *