NOGET OM KONSERVATISME

Det egentlige og store spørgsmål er, hvad der rent faktisk er værd at bevare, og hvad vi i fremtiden vil grine ad, at vi engang i gamle dage klamrede os til

Kategorier

Set herfra

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Jeg har ikke mange erindringer om, at min mor har smurt mig en madpakke. Vi børn smurte dem selv, og de blev derefter. I det hele taget var min barndoms hjemlige kødgryder ikke på et niveau, der bandt os til hjemmet (sorry, mor – hun har et Dansk Kirketidende-abonnement…).
Derfor elskede vi også at komme i ‘rigtige hjem’, fx hos min mormor, der var landmandskone og husmor, og hvor der var 100 procents garanti for efter middagskage og boller, solid velsmagende aftensmad lavet med tanke på, hvad vi børn bedst kunne lide, og altid, altid, altid dessert. Eller hos min moster, der interesserede sig bare en lille smule for boligindretning, sammensætning af farver, friske blomster på bordet og pynt og nips ved højtiderne.

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts bragte P1-programmet Tidsånd et interview med professor i historie Birgitte Possing, der er aktuel med bogen Argumenter mod kvinder. Som krydderi på interviewet indgik en række lydklip fra fortiden: Mænd (og kvinder), der i tidligere tider har talt imod fx kvinders adgang til at uddanne sig til læge eller præst eller imod kvinders stemmeret.

Deres udsagn lyder nærmest komiske i et nutidigt øre. Men jeg må tilstå, at jeg også kan føle et stik af sympati med dem. Jeg har – selvfølgelig – den allerstørste respekt og taknemmelighed over for de kvinder (og mænd), der kæmpede den helt nødvedige kamp for deres – og dermed også mine – rettigheder. Men jeg mener omvendt ikke, at alle de udsagn fra fortiden, vi nu kan grine ad, udelukkende kan reduceres til ønsket om at ville afholde kvinderne fra de mere spændende sider af livet eller bevare magten over dem. Det handler også om at ville bevare en velkendt version af verden.
I udsagnene fra fortiden argumenteres der ofte med, hvad der er ‘naturligt’, fx at det hører til kvindens natur at føde børnene (fair nok) og derefter bygge sit liv op på at passe dem, passe manden, passe hjemmet, vise kvindelig og værtindelig omsorg (Grundtvig har også leveret et par pletskud, fx et om kvinders særlige anlæg for at indrette studerekammeret). Og selvfølgelig er det, de kalder ‘naturligt’, blot et udtryk for, hvad de er vant til og trygge ved. De hænger ved den verden, de kender. Men det finder jeg ikke udelukkende latterligt. I hvert fald ikke nær så latterligt, som når fx politikeren Joachim B. Olsen (LA) – i nutiden – leverer sætninger om kvinder, der nærmest ord til andet siger det samme.
Udsagnene får mig også til at spekulere på, hvad jeg mon selv hænger ved, som man i fremtiden vil kunne grine ad. “Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får,” siger Pelle Dragsted fra Enhedslisten om den nuværende folkekirkeordning i dette nummer af Dansk Kirketidende. Og den formulering svarer måske meget godt til den konservatisme, der nok i større eller mindre grad bor i os alle. Det egentlige og store spørgsmål er så, hvad der rent faktisk er værd at bevare, og hvad vi i fremtiden vil grine ad, at vi en gang i gamle dage klamrede os til.
Leder, Dansk Kirketidende 3/2019

Læs flere ledere HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *