fbpx

Og set herfra: Svaret er 3 x P

Det er vigtigt at vi ikke løser lærermangelsproblemet med lærervikarer – det er nemlig et problem, når vi betror vores børns uddannelse til mennesker, der ikke har en relevant baggrund at tage hånd om undervisningen på. Det gode er, at der er en løsning, og den koster penge. Længere er den ikke.

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

For nogle år siden mødte jeg en gammel elev, Jonas, i Føtex. Han var lige blevet færdig med gymnasiet og var startet som lærervikar. Og over bananerne i grøntsagsafdelingen fortalte han, at det gik rigtig godt. Eleverne var helt vilde med ham. Han var jo også både yngre og underviste i sjovere ting, sagde han, og tilføjede så, at det jo ikke var svært at undervise. Det kunne alle og enhver i virkeligheden gøre. Jeg sagde ikke noget. Heller ikke, da han fortalte, at han var ved at læse den komplekse roman Intet med den 6. klasse, han var blevet ansat som klasselærer i. Det gik rigtig godt, mente han, og jeg spekulerede på, om han havde styr på, at der er forskel på at kunne afkode en tekst, og på at kunne læse mellem linjerne og forstå og samtale om en roman, der behandler spørgsmålet om meningen med livet? Men jeg sagde ikke noget. I stedet ønskede jeg ham held og lykke, og smed så fem stakkels bananer lidt for hårdt ned i min kurv.

Da jeg rendte på ham et par måneder senere, kunne jeg ikke kende ham. Det var blevet koldt, og han havde en stor, grå hue trukket godt ned over ørerne. Men det var ikke bare det. Han mindede mig om et badedyr, der havde tabt lidt af luften efter en lang sommer. ”Nå, hvordan går det Jonas?”, spurgte jeg. Jonas trak på skulderen. Og så gjorde han noget, jeg aldrig havde set ham gøre før. Han tænkte sig om, inden han svarede: – ”Jeg tror, jeg skylder dig en undskyldning.” Det havde jeg heller aldrig fået af Jonas før, og mens jeg lige fordøjede den, så væltede det ud af ham med betragtninger over livet som lærer, hvor hvedebrødsdagene nu var overstået, og Jonas i øjeblikket var involveret i en konflikt med både nogle elever og forældre, som pludselig ikke var så nemme at håndtere, når det var svært.

Det jeg ikke blev så imponeret over er, at vi har indrettet virkeligheden omkring en af samfundets bærende søjler, folkeskolen, på en måde, så vi synes det er i orden at betro vores børns uddannelse til mennesker, der er hevet ind fra gaden og ikke har en relevant baggrund at gøre det på

Jeg blev lidt imponeret over den rejse, han havde taget på det personlige plan. Det jeg ikke blev så imponeret over er, at vi har indrettet virkeligheden omkring en af samfundets bærende søjler, folkeskolen, på en måde, så vi synes det er i orden at betro vores børns uddannelse til mennesker, der er hevet ind fra gaden og ikke har en relevant baggrund at gøre det på.

For ganske nylig afleverede KL, Danmarks Lærerforening, Lærerstuderendes Landskreds og Danske Professionshøjskoler deres fælles anbefalinger til en ny læreruddannelse til  undervisningsministeren. Et udspil, der er baseret på mange måneders samarbejde. I udspillet peger gruppen bag på en række områder, der er vigtige for at få vendt den kritiske situation omkring lærermanglen i folkeskolen – inden skaden bliver uoprettelig. Hvis man skal opsummere anbefalingerne kort, så er løsningen på den ligning 3 x P. Nemlig pædagogik, praktik og penge. Jonas, som stod uden det helt basale pædagogiske fundament, der er grundlaget for at kunne vide, hvad man foretager sig i lærer-elev-relationen, kan naturligvis ikke varetage lærerens opgaver på en  fyldestgørende måde. Og da han står alene i klasselokalet, kan hans oplevelser ikke sammenlignes med den vigtige praktik, hvor en praktiker og en lærerstuderende sammen udforsker opgaven. Derfor er det nødvendigt at skrue op for både de pædagogiske fag på læreruddannelsen, og den praktik, der i årevis er blevet udsultet. Og det koster penge. Længere er den ikke.

Grundtvigsk Tidende 8/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.