fbpx

Og set herfra: Si’r du måske bitch til din mor?

Det kræver sproglig lydhørhed og menneskelig empati at (be)gribe andres særlige udtryk og vendinger – man taler jo ikke til sin mor, som man taler til sine homies… Katja Gottlieb reflekterer over sproglig fingerspitzgefühl

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

Emil var lille og spinkel og havde fint, sommerhvidt hår, der var klippet så tæt, at han næsten så skaldet ud, og en mandag morgen, da han mødte op i skole, sad der noget, der lignede en af sensommerens modne sveskeblommer midt i hans solbrændte ansigt. Det var svært at overse, og pyntede ikke ligefrem, men Emil bar sit nye sæbeøje med stolthed, og da han trådte ind i 4.B, blev han forventningsfuldt stående henne ved døren. Det virkede.

-Wallah, du ser dum ud, udbrød Mahmoud henrykt og spurtede gennem klasselokalet, hen mod Emil. Og Jonas og Ömer og Tobias og Sami og Danni, og hvad de andre drenge nu ellers hed, smed, hvad de havde i hænderne og samlede sig rundt om Emil og hørte ham fortælle, mens de dunkede ham i ryggen og grinede så højt, at jeg to gange måtte sige, at det havde ringet, og at de skulle finde deres pladser. Emil fandt sin plads og så så spændt op på mig, at jeg godt kunne se, at jeg blev nødt til at bede om en forklaring, hvis jeg skulle gøre mig forhåbning om at gennemgå nutids-r, som var på dagens program.

Og nu sad han så der og undrede sig over, at man kunne blive så sur over det? For det var jo bare for sjov, og sådan sagde Mahmoud og Ömer og Emil og alle de andre da tit til hinanden?

Det viste sig, at Emil, som så ofte før, havde været ude at spille fodbold i weekenden. Og da modspillerne overvejende havde været lige så sorthårede som Mahmoud og Ömer og Sami og mange af Emils gode klassekammerater, havde han valgt at indlede bekendtskabet med noget i retning af: ”Hvasså der, perkere, skal vi spille noget bold!”, hvilket havde udløst en kontant udbetaling af den valuta, Emil ind i mellem selv kunne finde på at dele rundhåndet ud af. Og nu sad han så der og undrede sig over, at man kunne blive så sur over det? For det var jo bare for sjov, og sådan sagde Mahmoud og Ömer og Emil og alle de andre da tit til hinanden? Og jeg kastede mig ud i endnu et foredrag om skældsord og sprogbrug, der som sædvanligt prellede af på Emil, der nok var god til fodbold, men til gengæld ikke led udpræget af sproglig fingerspitzgefühl.

På det netop afholdte seminar I skole med Grundtvig debatterede deltagerne blandt andet ’hjertesprog’, som debattens moderator, Dansklærerforeningens mangeårige formand Jens Raahauge, poetisk ynder at bruge som betegnelse for modersmålet. Man kan læse om det andet steds på disse sider, men som Jens Raahauge slog fast, så kræver det sproglig lydhørhed og menneskelig empati at (be)gribe andres særlige udtryk og vendinger.

Hvert menneskes personlige baggrund er indflettet i det sprog, vedkommende betjener sig af, og sproget er på en gang en del af den enkeltes identitet, og skaber samhørighed med et fællesskab. Som man kan læse ud af Jens Raahauges indlæg, er det vigtigt at have hjemme i et modersmål.

Og lige præcis dén pointe lærte jeg den mandag i 4.B af Mahmoud, der meget præcist lykkedes med at få forklaret Emil, det jeg stadig ikke havde haft held med:

”Det er, fordi han ikke kan kende forskel på, hvordan man siger til sine venner og nogen, man ikk’ kender… Si’r du måske bitch til din mor?” sagde Mahmoud opgivende. Og Emil rystede skrækslagen på hovedet ved tanken om, hvad hans mor ville sige til det, mens forklarelsens lys gled over hans fregnede ansigt.

Grundtvigsk Tidende 7/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.