fbpx

Og set herfra: Hvad skal Ib med endnu en præstationskarakter?

Mødet med andre mennesker lader sig ikke putte i kasser. Skoleredaktør Katja Gottlieb reflekterer i sin leder til dette nummer af Grundtvigsk Tidende over betydningen af at have øje for elevens individuelle personlighed – og hvad Martin A. Hansen kan lære os om det…

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

I det fine essay ’Første Semester’ (1934) udfolder forfatter og lærer Martin A. Hansen et varmt portræt af en gruppe syvårige drenge og deres liv i en københavnsk skoleklasse i mellemkrigstiden.

Blandt de drenge, læseren møder i ’Første Semester’ er blandt andet Ib, der er elsket og har charme, men absolut ikke udviser talent for det faglige. Ib kan ikke ”udtale et Ord normalt, alle Konsonanter svigter for ham.” Ib tæller een – to – fire. Han kan ikke tyde ordene ’Mand’ og ’Kat’ fra hinanden, og skolearbejdet er i det hele taget en daglig kamp for Ib. Det er ikke, fordi resten af klassen brillerer; mindst halvdelen er hæmmet af et sparsomt ordforråd, der kommer af, at drengene er overladt til sig selv mange timer om dagen, og skal ”klare alle Forteelser inden for  Horisonten med nogle faa Hundrede Ord”, konkluderer Martin A. Hansen.

I den skolehverdag er der dog et fag, der skiller sig ud. Tegning. Det ”er et af vore Aandehuller”, skriver Martin A. Hansen. Og her finder drengene, ja, selv Ib, der aldrig har tegnet, en ”vidunderlig Verden, der tager Vejret fra dem, de kaster sig i Ekstase over Papiret, saa Blyanten gaar tværs gennem det.” Her farvelægges på livet løs, og de hænder, der har svært ved at forme bogstaver, får her helt af sig selv øvet sig i at holde på blyanten. Personligheden udfolder sig i tegnetimerne.

Hvor kunne det være godt for os alle, men ikke mindst for elevernes trivsel i en præstationspræget tid, at vi havde dét for øje, i stedet for at lægge flere krav på elever og lærere i form af flidskarakterer

Der er løbet meget vand i åen siden Martin A. Hansen skrev sit essay, men midt i noget, der nemt affærdiges som et historisk dokument, står en kerne frem, som mange lærere i dag kan nikke genkendende til: betydningen af at have øje for elevens individuelle personlighed. Et helt nødvendigt omdrejningspunkt, hvis man skal lykkes med den i virkeligheden uoverkommelige opgave, som lærerarbejdet er. Også i dag.

Mødet med andre mennesker lader sig ikke putte i kasser, og det forløber ikke efter instruktionsmanualer. Sådan var det på Martin A. Hansens tid, og sådan er det stadig i dag, og i virkeligheden finder læring sted på mange andre parametre end de faglige, når lærer og elever mødes om et stof. Undervisning er en stor og kompleks opgave, og når vi i de ældste klasser skal udmåle resultatet af mødet omkring stoffet i en karakter, bliver det derfor ofte et forsøg. Bevares, jeg kan godt tælle op, hvor mange rigtige ord, der er i diktaten og give en karakter efter en rettenøgle, men der vil i mange andre faglige sammenhænge også være tale om et element af menneskeligt skøn, når jeg giver eleven karakter, fx når jeg giver en mundtlig karakter. Erfaringsmæssigt ved jeg, at det at tale meget ikke nødvendigvis udløser en høj karakter. Sådan er det. Og karakterer er ikke nødvendigvis af det onde. Det der er centralt er, at karakteren ikke skal stå alene. Den skal følges op af samtale mellem lærer og elev. Det er her, vi kan mødes og uddybe det tal, der er hæftet på præstationen og sammen komme videre derfra. Hvor kunne det være godt for os alle, men ikke mindst for elevernes trivsel i en præstationspræget tid, at vi havde dét for øje, i stedet for at lægge flere krav på elever og lærere i form af flidskarakterer, som undervisningsministeren har foreslået.

Martin A. Hansens essay ’Første Semester’ (1934) kan læses i antologien ’Martin A. Hansen og Skolen’, ved Hans Røpke og Ole Wivel, Gyldendal 1968

Grundtvigsk Tidende 6/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *