fbpx

Og set herfra: Læreruddannelsens Christiania

Hvori ligger forskellen mellem de frie skoler og folkeskolens lærere? I kølvandet på folketingets vedtagelse af etableringen af en ny, fri læreruddannelse er det et spørgsmål, der dukker op. Initiativtagerne bag den ny, fri læreruddannelse vil sætte ‘mere fokus på dannelse’ – hvilket vi så må forstå som en mangel på dannelse i professionshøjskolernes uddannelser. Men er det nu også rigtigt? Og er det bare en ny ‘læreruddannelsens Christiania’ med frie rammer udenfor ‘systemet’ der er løsningen? Måske der netop også er brug for, at den eksisterende læreruddannelse får friere rammer.

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

Forleden havde jeg møde med tre lærerstuderende, der havde kontaktet mig i forbindelse med, at de på deres studie skulle lave et projekt om kanonlitteratur. Vi havde en god samtale, hvor det godt nok var mig, der snakkede mest, men det var meningen, påstod de. Da jeg syntes, jeg havde snakket mig gevaldigt hæs, tænkte jeg, at de kunne kvittere ved at forholde sig til fænomenerne ‘læseglæde’ og ‘læselyst’, som jeg i øjeblikket er optaget af. Den ene af de studerende fortalte, at hun først var blevet vakt som læser i gymnasietiden, hvor hun havde læst Tom Kristensen. Hun kunne ikke huske, hvad hun havde læst af ham. Men hun kunne huske, at han havde optaget hende.

Jeg spurgte, om hun kunne huske hvorfor. Det tænkte hun lidt over, og kom så frem til, at det måtte havde været noget med hendes lærers engagement og hans måde at gå til teksterne på. Han brændte for det, sagde hun. En anden af de studerende fortalte, at hun havde nogle lidt andre oplevelser med at gå i skole end de to andre, der begge havde gået i folkeskole.

”For jeg har gået på en friskole,” fortalte hun. ”Vi gjorde tingene anderledes. Vi lavede alting på tværs af klasser, lige så snart vi kunne,” sagde hun, og de grinede alle sammen lidt indforstået. Formentlig har de haft mange aha-oplevelser i mødet med hver deres erfaringsbaserede tilgang til praksis, og vi fik en snak om, hvordan hun nu som lærerstuderende oplevede forskellen på frie skoler og folkeskolen. Hun eksemplificerede det ved at fortælle om en emneuge, hvor kanonforfatterne havde været omdrejningspunktet. Hver forfatter havde sit eget hus, som man så kunne besøge i de hold, man nu var blevet sat på. Hun huskede det som lærerigt, selvom der sikkert var kommet meget andet ud af det, end lærerne måske lige havde tænkt, da de planlagde forløbet.

Men der er også brug for, at den eksisterende læreruddannelse får friere rammer og i højere grad end nu bliver inddraget i arbejdet med at forbedre uddannelsen, der har haft for dårlige rammer i alt for lang tid.

Mødet med de tre lærerstuderende, der var reflekterede omkring både deres egen dannelsesproces og elevernes, landede i min indbakke i kølvandet på debatten om læreruddannelsen. Baggrunden er, at folketinget har vedtaget etableringen af en ny, fri læreruddannelse, der skal tilbyde et alternativ til professionshøjskolernes uddannelser, og ifølge initiativtagerne skal have ’mere fokus på dannelse’. Underforstået, at der i den nuværende læreruddannelse eksisterer et dannelses-vakuum.

At den nuværende læreruddannelse ikke skulle tilbyde de studerende ’dannelse’, er min samtale med de lærerstuderende et fint modbevis på. Og jeg møder som censor ved læreruddannelsen i øvrigt rigtig mange studerende, som netop er optagede af mere end at lære eleverne mere målbare færdigheder. For dem er folkeskolens formål en rettesnor, og ønsket om at brænde igennem er stort.

Men der er, også brug for, at den eksisterende læreruddannelse får friere rammer og i højere grad end nu bliver inddraget i arbejdet med at forbedre uddannelsen, der har haft for dårlige rammer i alt for lang tid. Jeg håber, man fra politisk side vil prioritere den nuværende læreruddannelse også. Man løser ikke de nuværende udfordringer ved alene at etablere en ny uddannelse – en slags læreruddannelsens Christiania – der får den frihed, professionsskolerne kun kan drømme om. Jeg er spændt på at følge initiativet med den nye læreruddannelse. Forhåbentlig kan de to former på længere sigt inspirere hinanden, præcis som de studerende, der med hver deres skolebaggrund har etableret et inspirerende fællesskab til gavn for eleverne.

Grundtvigsk Tidende 3/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

1 Comment

  1. Hej Katja Gottlieb. Jeg siger også “ja tak”til mere dannelse i folkeskolen og den almindelige læreruddannelse. Og det fører mig til en undren over, hvordan det egentlig gik til, at læreruddannelsen blev overført til professionshøjskolerne. Som jeg husker det skete det o. 1990. Det var Bertel Haarder, som stod bag. I Aarhus var der dengang 3 seminarier. De var selvejende institutioner med driftsaftale med staten og med hver deres dannelses-grundlag: missionsk, grundtvigsk og socialistisk (sagde man). Rent juridisk: hvordan kunne staten egentlig tvangslukke selvejende institutioner? Og værdipolitisk: Hvordan kunne netop Bertel Haarder stå bag oprettelsen af læreruddannelser baseret på et kompetence grundlag fremfor et dannelsesperspektiv? Og hvad skete der sidenhen? Hvordan var processen med at fusionere alle de uddannelser, som fører hen til omsorgsarbejde i det offentlige: uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske, fysioterapeut på professionshøjskolerne. Hvad har det betydet for synet på faget og kaldet? Kunne du ikke undersøge lidt om det? Evt interviewe Bertel Haarder?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *