Ordene blev meget mere

Af Asoke Bhattacharya (Indien)

Jeg arbejdede i departementet for voksenlæring pa Jadavpur University i Vestbengalen, hvor jeg lavede græsrodsarbejde i landsbyerne og underviste i grundlæggende læsefærdigheder. Da projektet var færdigt, tænkte jeg en del over, hvad vi egentlig havde fortalt de voksne i landsbyen, og hvad de mon ville bruge det til. Jeg begyndte at lede efter en filosofi, og efter lang tids søgen fandt jeg den hos Grundtvig i hans tanker om oplysning, at folket skal oplyses.

Folk havde brug for mere, læsefærdigheder var bare en basis. De skulle også have viden om ordene. Som Paulo Freire (brasiliansk professor i historie og filosofi 1921-1997) ville sige; fra ord vil vi få viden om verden. Og Grundtvig var faktisk en pioner for det. Med vores undervisning i læsefærdigheder rejste vi rundt til forskellige kulturelle arrangementer i landsbyerne. Med de grundlæggende læsefærdigheder på plads kunne man fortsætte i sprogtræning, og med et afsæt i den lokale kultur kunne alle blive oplyst. Det var ideen.

Ordene blev meget mere. Og dét mere var, at folk kunne dykke ned i deres egne beslutninger i livet. Den specielle tankegang og idé, som Grundtvig gav os, gav vi videre til folk i landsbyerne. Og pludselig behøvede de ikke længere os. Udover Grundtvig har jeg særligt været inspireret af to tænkere. Den første er Rabindranath Tagore (1861-1941). Ligesom Grundtvig var uddannelse for ham oplysning. Han mente, at uddannelse ville komme fra naturen og fra samfundet, så han byggede en skole i Santiniketan, hvor eleverne ikke var i klasseværelser. I stedet sad de under træerne og fik viden fra lærerne gennem det talte ord. Han ønskede, at børnene skulle være i en verden af kultur og en verden af natur. Af dans, musik og teater.

AT LÆRE FRA SIT EGET SPROG

Det er vigtigt, at folk har deres grundlæggende viden fra modersmålet. I Indien lige nu er vi på vej væk fra det, og under koloniseringen var det også sådan. Hvis man lærer fra sit eget sprog, fra sine egne hverdagsaktiviteter, så kan man derefter lære et andet sprog, og så kan man forbinde de to sprog. Ellers kan man ikke forbinde dem. Både Tagore og Grundtvig lægger vægt på historien og kulturen, og de mener, at den videregives bedst gennem modersmålet. Ligesom man traditionelt plejede at få sin viden fra sine forældre eller bedsteforældre. Det er det samme med eventyr og litteratur. Jeg har læst lidt af H.C. Andersen på dansk, og når man læser det, kan man se, at historien er meget anderledes end på engelsk. Det har en danskhed i sig. I det sprog kan danskheden formidles og ikke i andre. Det samme gælder vores egne nationale skatte, der ligger i flere 1000 år gamle fortællinger på modersmålet.

Min anden inspiration er Paulo Freire. Faktisk mener jeg, han nærmest er en Einstein. I Indien har udfordringen længe været, hvordan man lærer voksne at læse. Freire startede en filosofi om voksne mennesker fra marginaliserede områder. Han sagde: disse mennesker har meget mere viden om verden end dig og mig, og har lært det på den hårde måde. Det eneste, de mangler, er bogstaverne. Fra ordet til verden, det er Freires filosofi. Han udviklede et system, hvorigennem en person kunne lære at læse og skrive på 30 timer. Der er skrevet en bog om det, der hedder Literacy in 30 Hours: Paulo Freire’s Process in North East Brazil. Og herfra er der mulighed for den grundtvigske oplysning.

Myles Horton (1905-1990) grundlagde folkehøjskolen Highlander Folk School i Tennessee. Horton havde sin viden om folkehøjskoler fra Danmark i 1930’erne og udviklede disse tanker i USA. Paulo Freire besøgte Horton derovre, og sammen skrev de en samtalebog: We make the road by walking. Det er en fantastisk bog.

Grundtvig, Horton, Freire og Tagore er alle sammen forbundet. Og Grundtvig er pioneren. Alle de andre har taget fra ham.

 

Redigeret og oversat af Ingrid Ank, redaktør og akademileder og Marie Lysemose Støvring, Studerende (red.)
Artiklen er del af serien Grundtvig goes global.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *