Påskeblomst! Hvad vil du her?

Kategorier

Artikler om påske

Tekst: Kåre Gåde, redaktør og teolog

Grundtvig ligger begravet på Claras Kirkegård, en privat kirkegård i skoven uden for Gammel Kjøgegaard. Sært isoleret for en mand, der ved sin død var kendt af de fleste danskere, og hvis båre blev fulgt gennem København af hundredvis af tilhængere.

Jeg kom der første gang for at lave en radioudsendelse om de dødes opstandelse. En god ven og Grundtvig-kender, Henrik Wigh-Poulsen, havde fortalt mig, at han syntes, det var underligt at tænke på, at den store, danske opstandelsesdigter lå derude i den kolde jord på Køge Ås. Vi tog derud sammen en tidlig martsdag i 2010, hvor den endeløse vinter gjorde sit til at understrege paradokset. Det var djævelsk koldt, og på optagelsen knasede den frosne sne, hver gang vi bevægede os.

Der er klaustrofobisk trangt i den lavloftede krypt, hvor Grundtvigs massive, men påfaldende korte egetræskiste står. To mennesker kan knap klemme sig sammen mellem kisterne under hvælvingen. Her ligger han ved siden af sin hustru af andet ægteskab, Marie, samt hendes første ægtemand og hendes søster. I en grav i græsset uden for krypten ligger Grundtvigs tredje hustru, Asta. At forestille sig de dødes opstandelse på denne familiekirkegård fremkalder monty python’ske scener for det indre blik.

Nogle uger før havde Henrik begravet sin far. Det var det år, hvor alle begravede deres fædre – mindst seks fra vores omgangskreds, regnede jeg ud i bilen på vej derud. Vi frøs med anstand, mens vi forsøgte at tale opstandelsen og det evige liv frem i et sprog, som P1-lytterne og vi selv kunne tro. Det kneb den dag i martskulden.

I sit valg af gravmæle, afsondret fra verden, lagde Grundtvig ikke op til kirkegårdsbesøg, hvor de efterlevende kunne fælde en tåre og kalde ham frem ”i sind og hu”. Men en sådan opstandelse i erindringen er hos Grundtvig ikke kun sentimentalitet. Det er også et varsel om den forklarelse, som påskeblomsten lover os, når vi genfødes i ”et helligt jubelår”. Det fællesskab, vi føler med slægtningene under kirkegårdens grus, er ikke kun et forgængelighedens og forfængelighedens fællesskab. Det er også et fremtidigt fællesskab i den opstandelse, som vi ikke kan rumme med forstanden, men kun med hjertet.

Trods sine snart 200 år er Påskeblomst! stadig den salme, vi bedst kan spejle os i, når vi en forårsdag står ved en nykastet grav et sted i Danmark. Den forankrer opstandelsen i en genkendelig dansk virkelighed. Her, på netop denne kirkegård, hvor netop jeg står med min sorg og mit savn, kan jeg med salmen insistere på at lade troen vinde over tvivlen. Her, fra disse sorte grave i den regnvåde og endnu vinterkolde jord, skal de døde vågne i en påske-morgenrøde.

Kåre Gade, f. 1961, journalist og teolog.

Teksten er et redigeret uddrag af et essay, som i 2010 blev udgivet i Kristeligt Dagblads Forlag og Taarnborgs bogserie om danske salmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *