PARTNERSKAB FOR FREMTIDEN

De fælles retlige rammer for gudstjenesten skaber ikke kun enshed og genkendelighed, men også åbenhed og gennemskuelighed, skriver Lisbet Christoffersen i denne fjerde og sidste artikel i serien om gudstjenestefornyelse og autorisation

I denne afsluttende artikel vil jeg diskutere, hvordan man kan ændre folkekirkens gudstjenester, altså hvilken model der mest hensigtsmæssigt kan benyttes til at sikre, at ændringerne er udtryk for et ‘partnerskab for fremtiden’.

Overskriften er hentet fra Regeringen Lars Løkke Rasmussen III’s disruptionråd, der blev nedsat i foråret 2017 for at skabe partnerskab mellem politikere, organisationer, virksomheder, fagforeninger og offentlige myndigheder om, hvordan den danske model kan blive funktionsdygtig i et fremtidigt, teknologisk ændret samfund.

Det samme er jo udfordringen for folkekirkens gudstjenesteordning. Vi har aktuelt et samfund med en stor generationsudfordring i forhold til folkekirkens gudstjeneste – samtidig med, at opgaven med at indlære gudstjenestesproget først for nylig er blevet taget alvorligt af folkekirkens aktører.

De nedsatte udvalg er et bidrag til at tage opgaven alvorligt. Men rapporten om autorisationsmodeller kan læses, som om fagudvalget bag rapporten synes, det nemmeste er at afskaffe den gamle gudstjeneste og skabe grundlag for en helt ny. Det kan man jo gøre, hvis man afskaffer autorisationssystemet og i stedet lader den gudstjenestefejrende menighed være fokus for gudstjenesteordningen.

Den opfordring, jeg har givet med disse artikler, er, at man i stedet udvikler folkekirkens gudstjeneste ud fra kriterier som genkendelighed, dansk-sproglighed, fasthed i kernen, løbende indlæring af både gammelt og nyt mv.

Modellen for, hvordan man kan udvikle i stedet for at afvikle og bygge nyt, må for mig at se hvile på en kombination af autorisationsrapportens forslag om lokal frihed, biskoppeligt tilsyn og retlig autorisation. Man kunne læse rapporten som et lidt gammeldags udtryk for en filosofi, der tidligere gennemsyrede forvaltningsuddannelserne: at det afgørende er at indføre styringsmodeller fra den private sektor og så opgive retlige rammer. I en sådan model bliver regler erstattet af uddannelse, ledelse og styring.

DE RETLIGE RAMMERS FUNKTION

Men pointen med de private ledelsesmodeller er jo, at de faktisk foregår i en retlig ramme. Vel at mærke en ramme, hvor der ikke er tvivl om ledelsesretten. Hvor ledelse og styring er udslag af ejerskab og ret til både at hyre og at fyre. Professionel offentlig virksomhed er derimod en kombination af retlige rammer, professionelt ansvar og faglig ledelse under hensyn til berørte borgere.

De retlige rammer skal sikre, at alle hensyn bliver inddraget. I folkekirkelig sammenhæng er de retlige rammers funktion først og fremmest at sikre, at alle folkekirkens medlemmer har lige adgang til gudstjenesten. Det var baggrunden for, at jeg i en tidligere artikel pegede på behovet for at fastholde gudstjenestens offentlighed og genkendelighed inden for visse rammer.

Jeg taler således for en autorisation af centrale led i gudstjenesten i formel retlig form, som præster og menigheder skal arbejde indenfor. Formel retlig form har samtidig den fordel, at alle kan finde den, den er dateret, der er knyttet krav om offentliggørelse til den mv.

Det er indlysende, at formel retlig form bør kombineres med uddannelse og faglig udvikling. Lad endelig de tusinde faglige blomster i liturgi-udviklingen blomstre – især hvis vi holder os i en gudstjenestelig tradition.

Sådan en udvikling kan kombineres med vejledninger fra uddannelsesinstitutioner, fra bispemøder eller fra enkelt-biskoppeligt hold. Vejledninger, der redegør for god praksis, for nye ideer mv. Men – netop fordi gudstjenesten ikke er præsternes alene, må det være et klart krav, at også vejledninger kan findes af alle og dermed kan komme ind i den fælles samtale.

MERE TILSYN GIVER MINDRE FRIHED

Autorisations-rapporten foreslår endelig, at der skrues op for det biskoppelige tilsyn. Der nævnes (s. 29 og 47ff) et større fokus på et foregribende tilsyn i form af vejledninger og samtaler mv. Ideen er altså, at biskopperne skal ind i det liturgiske arbejde i de enkelte sogne på forhånd i stedet for kun at tage stilling til klager.

Og biskopperne har virkelig stor legitimitet, helt enkelt fordi de ikke blot er udnævnt af Dronningen og indsat af de øvrige biskopper, men fordi de er valgt af menighedsrådene i stiftet. Folk i menighedsrådene mener noget med det, når de vælger biskop; det er oplagt at gøre gudstjenesteordningen til et centralt element.

Man skal imidlertid, som også Bibelselskabets generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen har gjort opmærksom på det i Kristeligt Dagblad, være opmærksom på, at jo mere man skruer op for tilsynet, jo mere indskrænker man præsternes frihed. De valgmuligheder, der indgår i et autoriseret ritual, er valgmuligheder, præsten hidtil har haft frihed til at benytte lokalt. Hvis biskoppen skal godkende, kan der siges ja eller nej. Hvis biskoppen skal udøve vejledning på forhånd og dermed ledelse i form af til syn og MUS-samtaler, bliver rammerne for det lokale arbejde og den fagprofessionelle udvikling hos den enkelte præst langt mere diffust.

Mit forslag er, at man kombinerer instrumenterne. Fastholder en autorisationsordning af centrale elementer i gudstjenesten, en autorisation, alle relevante parter i et partnerskab skal inddrages i. Gerne med autoriserede alternativer, der giver lokale valgmuligheder og dermed frihed til præster og sogne. Opgraderer det fagprofessionelle arbejde med liturgi, så alle præster som minimum kender traditionen og kan synge for (kunne man ikke begynde dér?). Og kombinerer det med en lokal liturgi-udvikling, igen i et partnerskab med inddragelse af kirkegængerne (herunder menighedsrådet), hvor biskopperne har en central vejledende rolle, indlejret i tilsynet.

 

LÆS MERE
Rapporten Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed findes på
www.folkekirken.dk/aktuelt/liturgiarbejde. Der er en fin introduktion til det samlede arbejde, links til kommissoriet for de tre udvalg, liste over medlemmerne i udvalgene og links til autorisationsudvalgets rapport.
HVEM SKAL BESTEMME?
Hvem skal bestemme, hvordan der i folkekirken fejres gudstjeneste, dåb og nadver? På initiativ
fra folkekirkens biskopper udkom i juni 2018 en rapport med overvejelser over spørgsmålet om autorisation (formel godkendelse) af gudstjenestens led. Rapporten er en opfordring til at
diskutere autorisations-spørgsmålet ude i de lokale kirker og hjemme ved køkkenbordene. Professor i ret og religion, Lisbet Christoffersen, bidrager til diskussionen med fire korte artikler i Dansk Kirketidende. Dette er den fjerde og sidste artikel i serien.

 

Dansk Kirketidende 2/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *