fbpx

Set herfra: Præstationskulturen er uambitiøs

Undersøgelser viser igen-igen, at den mentale sundhed for unge mellem 16 og 24 år fortsat falder. Men er det virkelig præstationskulturen, der ligger til grund for de unges mistrivsel? Eller er problemet måske snarere det modsatte: at præstationskulturen er uambitiøs? Ingrid Ank reflekterer her over, hvordan det aldrig har været lettere at være perfekt, og hvad 12-tals skalaen egentlig gør ved de unge studerende.

Ingrid Ank, foto: Frida Gregersen

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR (ANSV.)

”Man kan godt have det hårdt, selvom andre mennesker har det hårdere,” siger mine døtre til hinanden – især den yngste, som bliver irriteret over at få at vide af sin storesøster, at hun ikke har noget at klage over som forkælet lillesøster, der først er kommet til verden, efter at deres fælles forældre for længst har opgivet alle principper.

Jeg er enig. Det giver sjældent mening at lukke munden på et menneskes klage ved at sige, at andre har eller har haft det værre. Og i øvrigt er der vel ikke nogen entydig definition på, hvad det vil sige at have det godt. Derfor må man også lytte til, at undersøgelser igen-igen viser, at den mentale sundhed fortsat falder for unge mellem 16 og 24 år (’Danskernes sundhed’, rapport fra  Sundhedsstyrelsen, udgivet marts 2022). Samtidig er der nogle af de forklaringer, der ofte tilbydes i forhold til unges mistrivsel, som jeg har meget lyst til at udfordre. En af dem er, at der stilles for høje krav og forventninger til de unge, og at de er ofre for en præstationskultur. Unge mennesker har vel altid kæmpet sig frem i verden. Og på en måde er problemet måske det modsatte:  Præstationskulturen er uambitiøs.

For aldrig har det været lettere at være ’perfekt’. Engang sagde man, at ’the sky is the limit’ (og der var mindst syv himle) både i forhold til, hvad tilværelsen kunne rumme af betydning og i forhold  til, hvad et menneske kunne tænke og forstå og finde på. Men i dag er der klare definitioner på, hvad man skal kunne for at få sit 12-tal, og større bliver det ikke. Jeg får lyst til at sige: De unge mistrives ikke, fordi det er svært at opfylde krav og mål. De unge mistrives fordi, det er for let. Eller rettere: Fordi det er muligt. Aldrig har det været lettere at være perfekt. Så let at man selvfølgelig som ung må tænke, at det er det, man skal være. Og det er da et fandens pres.

De unge mistrives ikke, fordi det er svært at opfylde krav og mål. De unge mistrives fordi, det er for let. Eller rettere: Fordi det er muligt. Aldrig har det været lettere at være perfekt

Jeg er klar over, at jeg her trækker en gammel traver af stalden, eller i hvert fald gentager en pointe, jeg har hørt mig selv sige mange gange, nemlig at 12-tals-skalaen er en stor misforståelse og at den i øvrigt er symptomatisk for den småttænkende tid, vi lever i. For den bygger på den logik, at 12 er lig med, at ’alle forventede mål er opfyldt’, og at man starter på 12, men at enhver ’fejl’ så trækker ned, mens 13-skalaen (som jeg selv er vokset op med – jeg er kandidat fra 2006, og herefter gik det som bekendt galt) byggede på den tanke, at man i udgangspunktet var på et 8-tal og derfra kunne det gå begge veje, men dermed jo altså også opad mod det mystiske 13-tal, som ingen rigtig vidste, hvad der skulle til for at nå. Hverken lærer eller elev. The sky was the limit – og der var syv himle. Mindst.

Alt det er på mange måder sagt før – fx i forbindelse med kritikken af den såkaldte ’læringsmålstyrede undervisning’ i folkeskolen. Men jeg opfordrer alligevel til at sige det lidt højere, og måske bare hver anden gang, der tales om mistrivsel som konsekvens af for høje krav til de unge, i stedet tale om at kravene er for snævre, for veldefinerede, for afklarede i forhold til, hvad der kan  tænkes. For der kan tænkes meget mere, end vi tror. Du kan tro, der kan tænkes. Og jeg tror, de unge – og alle vi andre – ville trives bedre, hvis ikke vi altid vidste, hvad der er ’rigtigt’ og ’forkert’, og at der i stedet var plads til dybden af og undersøgelsen af, hvad der er sandt.

Og apropos tro. Det forekommer mig, at der i dag ikke skal skelnes mellem såkaldt troende og ikke-troende. Derimod er der en modsætning mellem (1) dem, der afviser – måske endda bekæmper – tilværelsens åbenhed (og de findes i både religiøse og ikke-religiøse varianter) og (2) dem, der forholder sig åbent til åbenheden. De sidste har en horisont med mindst syv himle.

Grundtvigsk Tidende 3/2022

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.