Foredragsrække om Pontoppidan, Nexø og Grundtvig

75,00 DKK190,00 DKK

3 foredrag om Pontoppidan, Nexø og Grundtvig.
14/11 ‘Nexø og Grundtvig’ v. Henrik Yde, 21/11 ‘Pontoppidan og Grundtvig’ v. Flemming Behrendt, 12/12 ‘Pontoppidan og Nexø’ i samtale v. Henrik Yde og Flemming Behrendt.

Ryd
Varenummer (SKU): N/A Varekategori:

3 foredrag om Pontoppidan, Nexø og Grundtvig arrangeret af Grundtvigsk Forum og Grundtvig Centret, Aarhus Universitet:

Nexø og Grundtvig (14. november – kl. 17:00-18:30)

I anledning af Martin Andersen Nexøs 150 års fødselsdag har dr.phil. Henrik Yde netop udgivet den anmelderroste litterære biografi NEXØ. Martin Andersen Nexøs liv og værk.

Henrik Yde fortæller historien om Nexøs ophold på Østermarie og Askov højskoler 1890-1892, da han var en ung mand, og om Grundtvigs betydning for hans senere virke og forfatterskab, navnlig det visionære romanværk  “Pelle Erobreren” (1906-1910).

Martin Andersen Nexøs udgangspunkt som bevidst menneske var grundtvigianismen, og Grundtvig fulgte ham i hele livet gennem alle skiftende ideologiske holdninger. I 1925 sagde han således:  “Grundtvig er vel nok den nyere tids største ånd, ikke blot i Danmark, men i hele Norden.” Nexø betragtede det 19. århundredes grundtvigske bevægelse som en forløber for det 20. århundredes arbejderbevægelse, og han sammenstillede uden forbehold Grundtvig med Lenin som nation builder.

Pontoppidan og Grundtvig (21. november – kl. 17:00-18:30)

Henrik Pontoppidan voksede op i et grundtvigsk hjem med et anstrøg af forståelse for de pietistiske menigheder, og det var ikke sært at hans storebror Morten blev grundtvigsk højskoleforstander og han selv lærer på skolen – så længe det nu varede.

Som forfatter blev Pontoppidan en stram revser af medløbende grundtvigianere, der udtyndede den kristelige dogmatik han dog selv holdt ud i stiv arm. Personligheden Grundtvig beundrede han for den religiøse lidenskab han savnede hos hans følgere.
Flemming Behrendt fortæller om Pontoppidans “grundtvigianerkrøller”, den formæling med jorden der siden i forfatterskabet blev forvandlet til et pessimistisk håb om en ny jord hvor kærlighed bor.

Pontoppidan og Nexø (12. december kl. 17:00-18:30)

Om Martin Andersen Nexøs forhold til Henrik Pontoppidan
Martin Andersen Nexø satte Henrik Pontoppidan så højt, at han – uden dengang at kende ham personligt – dedicerede sit hovedværk Pelle Erobreren (1906-1910) til ”Mesteren” Pontoppidan. Dedikationen gav anledning til et livsvarigt venskab mellem de to digtere, der kom fra hver sin ende af det danske klassesamfund, og som havde forskellige holdninger til mangt og meget. Foredraget belyser Nexøs forhold til
Pontoppidan, æstetisk, personligt og politisk.

Om Henrik Pontoppidans forhold til Martin Andersen Nexø
Gennem det smigrende venskab med den dog kun tolv år yngre forfatter følte Pontoppidan sig som protektor for en generation han håbede skulle løfte arven efter ham som “folkelig forfatter”, ikke i imitation men i jord- og rodforbindelse og i fælles afsmag for “artisteriet”. Pontoppidan fulgte Nexø så tæt at han kunne bruge ham som eksempel i sin kamp for en egentlig offentlig forfatterstøtte, og som over for
sine øvrige yngre forfattervenner, udtrykte han sin mening om nye værker uden omsvøb.

Nexø og Pontoppidan mødes i en samtale mellem Henrik Yde og Flemming Behrendt.

_______________

Alle 3 foredrag finder sted i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K
Entré enkelt foredrag: 75 kr. (1. foredrag 14/11, 2. foredrag 21/11, 3. foredrag 12/12)
Entré partout: 190 kr. (særlig pris for studerende: 75 kr.)

Tilmelding senest 11. november 2019

Yderligere information

Billetter

,