Grundtvig-Festival i Vartovs grønnegård

150,00 DKK350,00 DKK

Dagsbillet inkl. sandwich, kaffe/the

Ryd
Varenummer (SKU): N/A Kategori:

Tre spørgsmål fra Grundtvig til nutiden:

Vartovs grønnegård slår portene op til en dag med samtaler, debat og tænkepauser, når vi dykker ned i tre spørgsmål fra N.F.S. Grundtvig til nutiden. Selv blandede Grundtvig sig ivrigt i samfundsdebatten gennem hele sit liv – og stillede spørgsmål til alt væsentligt, der vedrører et menneskeliv.

I samarbejde med Clement Kjersgaard inviterer Grundtvigsk Forum derfor til

Grundtvig-Festival 2020 d. 5. september i Vartovs grønnegård.

Med Grundtvig som bagtæppe vil vi belyse og udfolde nutidige problemstillinger gennem debat med en række forskere, kunstnere og samfundsdebattører. Interesser du dig for eksistens, demokrati, klima og teknologi kan du gennem oplæg, debatter og workshops på en lang lørdag i Vartovs grønnegård i septembersolen blive klogere og handlekraftig på nutidige samfundsudfordringer.

Du kan bl.a. møde:

– Forfatter Merete Pryds Helle

– Sognepræst Julie Damlund

– Teolog og professor Niels Henrik Gregersen

– Sceneinstruktør Katrine Wiedemann

– Lektor og debattør Theresa Scavenius

– Digter Lars Skinnebach

– Forfatter og anmelder Siri Ranva Hjelm Jacobsen

– Journalist og forfatter Markus Bernsen

– Forfatter og vicepræsident for Dansk PEN Kristina Stoltz

– Journalist og forfatter Noa Redington

Dagens tre temaer er:

1. Hvorfor slår hjertet?

”For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det” (Knausgård). Uden om hjertemusklen er tilværelsen mere gådefuld. Derfor stiller vi mennesker spørgsmål som: Hvad betyder noget – og hvorfor? Skal vi mennesker selv besvare dette spørgsmål? Eller har vi stadig brug for institutioner, der håndterer livets gådefuldhed?

 

2. Kan demokratiet redde klimaet?

Danmark har fået en klimalov med et bredt politisk flertal i ryggen. Alligevel hører man oftere og oftere det synspunkt, at demokratiet ikke er i stand til at ’redde klimaet’. De nødvendige beslutninger er så indgribende i vores liv, at ingen politiker, der gerne vil genvælges, har modet til at træffe dem. Vil det alligevel lykkes? Hvad kræver det af politikere, institutioner og medier – og hvad kræver det af borgerne?

 

3. Hvem kan udfordre tech-giganterne?

Silicon Valley er på størrelse med Randers – men med en indflydelse på resten af verden, der er en hel del større. Fire ud af fem af verdens største tech-virksomheder er tæt på at have monopol på hele verdens kommunikation, videns- og nyhedsformidling og definerer i vidt omfang grænserne for fx ytringsfriheden i et givent samfund – uden om de demokratisk valgte organer. Deres ydelser er ’gratis’, for de lever af din opmærksomhed. Men hvad er så ’prisen’ for monopolernes magt? Har vi mulighed for at tage (noget af) magten tilbage? Og hvordan vil ‘vi’ – i Danmark, Norden, Europa – bruge teknologien, så den i højere grad svarer til vores samfundsform, regler og liv med hinanden?

Arrangementet foregår udendørs, så tag tøj med efter vejret.

Billetter købes øverst på siden her.

Enré inkl. sandwich, kaffe og the: 350 kr./Studerende: 150 kr. 

Program:

Yderligere information

Billetter

,