Grundtvigsk Hovedstadskonvent 2020

150,00 DKK

60 på lager

Varekategori:

I Grundtvigsk Forum er vi optagede af at diskutere forholdet mellem kirke, skole, kultur og samfund. Det finder sted i mange sammenhænge og på forskellige lokale mødesteder rundt omkring i landet.

Men der er én sammenhæng, hvor vi synes, der kunne være mere af den slags. Nemlig blandt præsterne i hovedstadsområdet. Derfor har vi etableret et årligt “Grundtvigsk Hovedstadskonvent”, hvor vi over en eftermiddag diskuterer et område, som må være hjerteblod for grundtvigske præster i eller omkring København – hvad enten man er faldet i gryden som barn, er “hang-around” eller måske bare kommer for at udfordre hele konceptet om grundtvigske præster.

Denne gang handler konventet om fællesskaber.
Der vil være god middag med vin, sang og revy.

Med venlig hilsen

Andreas Thom, præst ved Glostrup kirke
Asta Gyldenkærne, præst ved Ishøj kirker
Else Hviid, præst ved Kastelskirken
Mette Katrine Grosbøll, præst ved Sions Kirke
Steffen Ringgaard Andresen, præst ved Vor Frue Kirke
Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved FUV
Vibeke Bidstrup, præst ved Grundtvigs Kirke

Vi håber meget, at du har lyst til at deltage!

Tid: Tirsdag den 19. maj 2020 kl. 13-17. Efterfølgende middag og revy
Sted: Vartov, Farvergade 27, 1463 København K
Pris: 150,- inkl middag

 

Program

Noget om fællesskaber – de overophedede, de postulerede og de bærende.

13.00 Velkomst og indledning

13.15 – 13.45: Højskoleforstander Rasmus Meyer, Krogerup:
Mennesker bliver svimle af at kigge indad – højskolen skal være en trædesten ind i det fælles.
Når vi diskuterer ubehaget i tiden, er vi tilbøjelige til at forstå det som et resultat af stigende krav og større pres. Det kan der være noget om, men vi er også nødt til at have blik for, at det kan være et resultat af den eksistentielle frihed. Vi er fri af klasse, ideologi, køn og familie. Det er på den ene side en gave og på den anden side en forbandelse. Hver dag skal det moderne menneske spørge: Hvem er jeg, hvorfor er jeg? Og hvor kan man tage den diskussion i samfundet? Det kan man nærmest ikke andre steder end på højskolerne.

13.45 – 14.00: Samtale

14.00 – 14.15: Kaffe

14.15 – 15.00: Sognepræst Jens Ole Christensen og sognepræst Morten Thaysen:
Kølig eller varm?
Sognepræst Morten Thaysen og Akademileder Ingrid Ank skrev med afsæt i det grundtvigske for et par somre siden en kronik (kan læses her), hvori de argumenterede for en kølig kirke, der ikke kun bringer dem sammen, der ligner hinanden. Kirken må have og finde gudstjenesteformer, hvor man kan være fælles med nogen, man intet har tilfælles med. Selvom Jens Ole Christensen har stor forståelse for den kølige kirke, virker han som præst i en københavnsk kirke, hvor man abonnerer på et helt anderledes ’varmt’ fællesskabs- menighedssyn. Med afsæt i ovennævnte kronik vil Jens Ole Christensen og Morten Thaysen drøfte forskellige forståelser af menighedskulturer ud fra både teologiske, psykologiske, missionale og kulturelle vinkler.

15.00 – 16.00: Samtale

16.15 – 17.00: Stadsarkitekt Camilla van Deurs:
Fællesskab København er Københavns Kommunes vision på teknik- og miljøområdet, som skal sikre, at vi også i 2025 har en fantastisk by. København har med nogle meget ambitiøse målsætninger på miljø- og bylivsområdet over de seneste ti år udviklet sig fra at være en storby blandt mange, til at være et fantastisk sted at være, bo og leve. I dag anerkendes København blandt de byer i verden med højest livskvalitet, som førende inden for grøn vækst og er internationalt anerkendt for sit benhårde arbejde for at få miljø, livskvalitet og grøn vækst til at gå hånd i hånd. København er københavnernes by og københavnerne er eksperter i det liv, der leves i byen, derfor skal borgerne inddrages i at samskabe byens udvikling og kvaliteter.

17.00: Afrunding og opsamling

18.00: Middag & revy