Weekendseminar om Thomas Laub 30. september – 2. oktober 2022
Thomas Laub som fællessangsfornyer og visionær salmekomponist – og udsat for to ’vilde perspektiver’: hhv. dansk designtradition og nutidig fællessangskomposition
Komponisten Thomas Laub har sat et markant præg på dansk kultur- og åndsliv, herunder den særlige vision han havde for salmesangen og musikken i det hele taget ved den lutherske – og grundtvigske – gudstjeneste. Inspireret af salmetraditionen i tiden efter reformationen udviklede han et særligt tonesprog for salmesangen, der skulle understrege og understøtte ordet – salmens ord og Guds Ord, og vendte sig i den forbindelse imod den romantiske melodi, som han mente tog for meget af den syngendes opmærksomhed. Med dirigent Morten Schuldt-Jensen og Sokkelund Sangkor møder vi Laub, hvor vi både lytter os frem til hans musikalske tænkning og nyder hans musik.
Lørdag 1/10 kl. 10-17
Talks, fællessang, korindslag og samtaler i Vartov
Formiddag – Introduktion til Laub
Laubs teologiske og musikalske vision (herunder forholdet hoved/ krop, ord/ toner). Laubs forhold til gudstjenestemusik, Grundtvig og fællessangen.
Mød Morten Schuldt-Jensen, dirigent og professor, Peter Thyssen, sognepræst og Laub-kender, Lea Wierød, seniorforsker i musik samt Sokkelund Sangkor
Eftermiddag – Vilde perspektiver
#1 Hvis Laub var en stol – Laub i samtale med dansk designtradition. Laub og folkelighedsbegrebet. Dansk designtradition og fokus på formen (en stol skal ikke kun være pæn at se på – den skal først og fremmest være god at sidde i, og så skal den være for alle). Er der paralleller mellem Laubs visioner for sangbarhed og designtraditionen i kølvandet på Bauhaus-bevægelsen? Hvad er det for et menneskesyn, der ligger bag, og hvilke folkelige bevægelser har det affødt? Hvordan tænker man design i dag?
#2Lyden af en idé – Hvordan reflekterer de nutidige fællessangskomponister over forholdet mellem musik, sang, ord og idé? Der vil være både oplæg, musikalske eksempler og fællessang.
Mød Mikkel Andreassen, organist, komponist og korleder og Janne Mark, fællessangskomponist
Søndag 2/10 kl. 14
Særgudstjeneste i Vartov Kirke
Hvordan vil en gudstjeneste se ud, hvis den skulle foregå på Laubs præmisser?
Pris og tilmelding
Samlet pris, inkl. forplejning: 450,-/ studerende 100,-
Vær opmærksom på, at seminaret foregår på forskellige lokationer. Hhv. Holmens Kirke (30/9), Vartovs Store Sal (1/10) og Vartov Kirke (2/10)
Arrangementet er en del af festivalen Grundtvig lever!, der afholdes i september 2022 i anledning af 150-året for Grundtvigs død.
Køb billet til festivalens arrangementer inden 1. juli og få 10% i rabat!