RELATIONSFORANDRINGER MELLEM KIRKE OG STAT

Er de svenske eller norske majoritetskirker friere stillet end den danske, eller er det i virkeligheden omvendt? Og er frihed overhovedet målet for enhver pris, eller vil stat, kommune, kirke og andre trossamfund i virkeligheden gerne i tættere kontakt med hinanden – men på en ny måde?

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR. FOTO: HEINER LÜTZEN ANK

”Staten er aldrig meningen med livet,” sagde biskop Marianne Christiansen, da Folketingets Kirkeudvalg den 23. januar 2019 i samarbejde med Grundtvigsk Forum afholdt høring på Christiansborg om forholdet mellem kirke og stat under overskriften: ‘Hvem understøtter hvem? Forholdet mellem kirke og stat til debat.’

Det følgende er ikke en rapport fra høringen – den blev optaget på TV og kan ses eller genses på Folketingets hjemmeside – men en reaktion på den. Høringen lagde op til at gå mere i detaljen i forhold til den ofte lidt forsimplede diskussion af adskillelse eller ikke-adskillelse af kirke og stat og at dykke ned i en række aspekter af forholdet mellem de to. Med et låneord fra Grundloven kiggede de forskellige oplæg nærmere på, hvordan staten ‘understøtter’ kirken, hvordan kirken ‘understøtter’ staten, og hvordan man i vores nordiske nabolande er eller har været i gang med at udvikle andre modeller for forholdet mellem kirke og stat.

Diskussionen om forholdet mellem kirke og stat kan på den ene side føres på et ret lavpraktisk og nogenlunde konkret plan. Fx om det giver mening eller er rimeligt, at MF for Enhedslisten Pelle Dragsted, der ikke er medlem af Folkekirken, er med til at bestemme, hvordan der skal afholdes valg til menighedsråd. Eller – et andet eksempel – om den økonomiske støtte fra staten til folkekirken snarere burde gå til bevarelse af bygningerne end til præstelønninger. Samtidig har diskussionerne om stat og kirke altid også et lag mere, som handler om langt mere fundamentale spørgsmål, herunder: Hvad er en stat? Hvad legitimerer en samfundsform? Hvad er frihed – og hvad skal man bruge den til? Med mere.

Formålet med kirken er at forkynde evangeliet  – dvs. forkynde Nåden, Kærligheden og Friheden. Det er ikke noget, man kan stemme om

RELIGIONSMODEL UNDER FORANDRING

Den danske religionsmodel er under forandring. Det er der ikke noget nyt i, for det er den hele tiden – for det meste i det små. Imidlertid fremstår det ikke helt klart, hvilken retning forandringerne i disse år tager, blandt andet måske fordi religion som et samfundsfænomen på én og samme tid er på vej tilbage og på vej frem. De europæiske menneskeretlige diskussioner om religion handler i stigende grad om religionsfrihed som frihed fra religion. I stigende grad opfattes det altså som legitimt at kræve, at religion holdes ude af offentligheden, herunder af de offentlige institutioner. Samtidig er religion blevet mere synlig – både i det offentlige rum og den offentlige debat – og i Norge har man fra statens side med rapporten om Det livssynsåpne samfunn (2013) insisteret på at anskue det at have en religion eller et livssyn som et gode – ikke kun for den enkelte, men for samfundet. Religion er noget, der bidrager til samfundet som helhed.

Kigger man både historisk og teologisk på det, så har kirken i Danmark igennem mange hundrede år haft en statslegitimerende funktion, som i højere grad – teologisk set – har været til statens end til kirkens fordel. Fx kan man anlægge det perspektiv, at det er kirkens og den lutherske teologis skyld, at
danskerne generelt er glade for og tillidsfulde over for staten. For staten er set i en luthersk optik den gudsindsatte magt, der holder orden på og sammen på samfundet. Kirken har skullet finde ud af – og skal fortsat finde ud af – hvordan den både kan være samfundsunderstøttende og magtkritisk. Konkret ser man i dag dilemmaet ude i kommunerne, hvor kirken i stigende grad byder ind med diakonale og sociale tilbud til samfundets svageste i et samarbejde med kommunerne. Men hvordan holder man fast i, at kirken både kan samarbejde med kommunen og samtidig holde sig parat til at kritisere den, fx når eller hvis kommunen udvikler sig til en ansigtsløs ‘borgerservice’ med et instrumentaliserende og effektivitetsstyret blik på medmennesket?

Men også på kommunalt plan sker der i dag forandringer. For kommunerne efterspørger i dag måske lige præcis den form for samarbejde, der holder kommunen fast på sin menneskelighed. Det kunne man fx være vidne til på en stor konference i Aarhus den 31. januar, som biskoppen i Aarhus stod bag i tæt samarbejde med de østjyske kommuner, hvor to højtstående kommunale embedsmænd, stadsdirektør i Aarhus Kommune Niels Højbjerg og direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse Erik Kaastrup-Hansen, stillede sig op og efterspurgte ‘moral’, forstået som noget kirken eller de kirkelige diakonale organisationer kunne levere. Leder af Kirkens Korshær Helle Christiansen, der også deltog, var nær ved at få konference-kildevandet galt i halsen – for er der noget, kirken og teologien gennem det meste af det 20. århundrede har forsøgt at slippe ud af, så er det at være en ‘moralsk løftet pegefinger’. Men nu lyder efterspørgslen altså fra kommunerne: Vi har brug for noget ‘moral’, og det kan I som kirke byde ind med i samarbejdet med os.


ER DE FRIERE OVRE I SVERIGE?

I Sverige er kirke og stat formelt set adskilt. I Norge er de på vej til at blive det. På høringen på Christiansborg kiggede fhv. generalsekretær for Danmission Jørgen Skov Sørensen nærmere på forholdene i disse to lande og konstaterede, at der i ingen af landene reelt er tale om en adskillelse. Den svenske ‘Lag om Svenska Kyrkan’ fra 1998 viser, at staten i langt højere grad end i Danmark definerer rammer og retningslinjer for kirken. I Norge er den økonomiske forbindelse mellem stat og folkekirke langt tættere end i Danmark, idet der ikke er noget medlemsbidrag – stat og kommune betaler det hele (også til de andre anerkendte tros- eller livssynssamfund) og er dermed også styrende rent administrativt i forhold til budgetlægning mv. I begge lande vil man kunne hævde, at staten bevæger sig langt ind i kirkens ‘indre anliggender’.

Samtidig pegede Pelle Dragsted (MF for EL) – med rette – på, at kirkerne i de to nabolande i langt højere grad end i Danmark selv træffer sine egne beslutninger. Staten forholder sig ikke til, om der fx skal være en ny salmebog, eller hvordan ordlyden skal være i et ritual for vielse af par af samme køn. Det er udelukkende kirkerne selv, der gør dette. I begge lande er kirkerne på sin vis mere ‘herre i eget hus’ end i Danmark, men ‘huset’ er samtidig på forhånd defineret og godkendt af staten. I den forstand har både Dragsted og Skov Sørensen ret.

Nu lyder efterspørgslen altså fra kommunerne: Vi har brug for noget ‘moral’, og det kan I som kirke byde ind med

I Luther-året 2017 brugte mange af Luthers forsvarere en hel del krudt på at hævde, at Luther i en vis forstand og med en velvillig virkningshistorisk læsning står fadder til det moderne frie demokrati. Det kan derfor virke besynderligt, når kritiske røster fra luthersk protestantisk side i Danmark finder det problematisk, at det fx er fastslået i Lag om Svenska Kyrkan, at den svenske kirke skal være demokratisk, eller når der i det norske Udkast til Lov om Tros- og Livssynssamfunn står, at den norske folkekirke skal være “demokratisk” og “landsdækkende”. Imidlertid handler det – når kritikken lyder – ikke om, at den svenske kirke i sin struktur er indrettet demokratisk (det er både fint og godt), men at der fra statens side er et krav om, at den skal være det. For det er også en del af den lutherske arv, at man må skelne mellem det absolutte og det relative og tale absolut om det absolutte og relevativt om det relative. Og deri ligger en grundlæggende bevidsthed om, at der potentielt er en konflikt mellem kirke og stat – i hvert fald i det omfang staten bevæger sig ind på det absoluttes område. Og det gør den, når og hvis den vil definere formålet med kirken. Formålet med kirken er at forkynde evangeliet – dvs. forkynde Nåden, Kærligheden og Friheden. Det er ikke noget, man kan stemme om.

 

AT VÆRE FRI TIL AT TJENE

I fremtiden vil forholdet mellem stat og kirke i Danmark med al sandsynlighed forrykke sig i forhold til den nuværende model. Sandsynligvis på en måde, der hverken er svensk eller norsk – men dansk. Men diskussionen om, hvorvidt den danske majoritetskirke er friere stillet end den norske og svenske, eller det er omvendt, er imidlertid ikke udtømmende for spørgsmålet om forholdet mellem kirke og stat eller kirke og samfund. For som diskussionerne i Aarhus tydeligt viser, så er samfundet ikke interesseret i at blive ladt alene med sig selv uden nogen eller noget, der repræsenterer en hjertets ufravigelighed i synet på mennesket – en ‘moral’ om man vil (ikke dermed sagt at kirken er ene om at repræsentere noget sådant). Og kirken er næppe heller interesseret i at adskille sig fra stat og samfund og lade det ‘sejle sin egen sø’, men stiller sig vel netop til rådighed i samfundets, menneskets, livets og kærlighedens tjeneste. Hvordan denne tjeneste både kan være støttende og samtidig kritisk konfronterende – når det gælder – vil fremtiden vise.

Dansk Kirketidende 2/2019

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *