Ritualet får os til at tro, at sådan har det altid været

Langsomhed er en pointe i sig selv. Der er ingen gode grunde til at insistere på, at gudstjenesten skal låses fast i en bestemt form. Den er blevet ændret mange gange i historiens løb og kan sagtens blive det igen. Men der er god grund til at gå langsomt frem og ikke bilde sig ind, at præsten eller andre ejer gudstjenesten

TEKST: KIRSTEN M. ANDERSEN, LEKTOR PÅ LÆRERUDDANNELSEN, FORMAND FOR GRUNDTVIGSK FORUM

I overvejelsen om liturgi og gudstjeneste kom jeg i tanke om en bestemt hændelse, som Ingmar Bergman fortæller i erindringsværket Laterna Magica (Bergman har i grunden mange erindringer om kirkeliv, søndage og gudstjenester). En søndag ringer han til sin far og spørger, om han vil med på en tur. De kommer til en kirke. Menigheden sidder spredt på kirkebænkene, og præsten kommer ind og vil aflyse dele af gudstjenesten pga. sygdom. Den gamle emeritus rejser sig fra bænken som et ritualiseret klokkeværk, skælder den syge præst ud og gennemfører gudstjenesten: ”Uanset alt skal du holde din gudstjeneste.”

I hændelsen er det gennemførelsen af ritualet, gentagelsen, som forener menigheden, både de bosiddende i sognet og de tilvandrende. De kender ikke hinanden på forhånd. De skal ikke først lave aftaler. Betyder det så, at der ikke kan laves noget om, at der ikke kan være frihed i gudstjenesten? Nej, ikke for mig at se. Det afgørende må være, at de ændringer, menigheden aftaler, er begrundet i det, som en gudstjeneste er.

Langsom frihed

Gudstjenesten har en form, så Guds ord kan høres og opleves. Det, der sker i bøn salmer, prædiken, sakramenter og velsignelse virker, så det tjener menneskelivet ved at udbrede et fællesskab, som styrker de livgivende forbindelser og sandheden mellem mennesker. For en vaneramt kirkegænger er det svært at lave noget om. Det er dette plejer, som jeg deltager i, og som jeg er tilbageholdende med at pille ved. Det er ikke nogen særlig god grund til ikke at lave noget om, overhovedet. Men det er en god grund til at tænke sig godt om, undersøge de grunde i ritualet for at det er, som det er, og så ændre på det med det formål at styrke gudstjenestens indhold, Guds ord til verden, så det kan blive virksomt der.

For en vaneramt kirkegænger er det svært at lave noget om. Det er dette plejer, som jeg deltager i, og som jeg er tilbageholdende med at pille ved. Det er ikke nogen særlig god grund til ikke at lave noget om, overhovedet. Men det er en god grund til at tænke sig godt om, undersøge de grunde i ritualet for, at det er, som det er

Ritualet får os til at tro, at sådan har det altid været. Luther var i den henseende ikke sentimental. Han havde gudstjenestelige begrundelser for store ændringer, der banede vej for menighedens salmesang. Jeg er taknemmelig for at høre en god prædiken og salmedigterne, der med nye billeder og ord formår at uddybe, hvordan Gud har sat sig for at tjene verden. Skødesløs ritualforvaltning, hvor ordenes gentagelse underløber meningen, fordi de ikke henvender sig, skal præsten komme i forkøbet gennem sin forberedelse.

Samtaler om liturgien i gudstjenesten er praktisk teologi. Ingen præst ejer gudstjenesten og kan derfor heller ikke bare lave om. Det skal ske i samtale med menigheden. Ordlyd ved dåb, indstiftelse af nadver og jordpåkastelse kan godt variere, men evt. variationer skal være autoriseret i de fælles bøger. Bortset fra det skal der være en udstrakt frihed, men den skal være langsom og tage sig tid.

Uanset alt skal du holde din gudstjeneste. I en undtagelsestilstand med lukkede kirker er det en påmindelse om, at gudstjeneste ikke er et tomt ritual, og netop derfor skal gudstjenesten ikke gennemføres i det fælles kirkerum.

Grundtvigsk Tidende 3/2020

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *