fbpx

Samskabelse og det fælles bedste

Debat om ’samskabelse’: Hvilke spørgsmål melder sig, når kommuner og andre gerne vil samarbejde meget mere med folkekirken?

Begrebet ’samskabelse’ har skabt debat – og er samtidig også blevet kritiseret for ikke at være andet, end et nyt ord for noget gammelt og velkendt. Men det nye er først og fremmest åbenheden over for kirken som samarbejdspartner, skriver Jette Marie Bundgaard-Nielsen

TEKST: JETTE MARIE BUNDGAARD-NIELSEN, PROVST I AARHUS SØNDRE PROVSTI

Det er med forundring, jeg konstaterer den kritiske opstand mod samskabelse fra det grundtvigske bagland, jeg selv føler mig som en del af. Man kan altid have indvendinger mod nye ord og begreber, der kan udvikle sig til modeord. Men som teologer lever vi dog af at fortolke og lege med ord; ligesom det kan være til stor inspiration at indgå i dialog med andre faggrupper for at forstå det samfund og den omverden, vi skal formidle evangeliet ind i. Når vi ser på den praktiske virkning af det samspil ordet samskabelse har affødt, så har jeg tænkt, at der netop her findes ansatser til en levende relancering af den grundtvigske tanke, at evangeliets mulighed begynder i det fælles menneskelige. Folkekirkens mulighed for at fastholde sin position som folkets kirke, håber jeg, kan styrkes gennem samskabelse, så vi undgår faren for i stedet at udvikle os til en ren medlemskirke for de få. En folkekirke bør netop være en kirke, der åbner sig mod omverdenen i et kritisk samspil, hvor vi også selv lader os bevæge.

I min optik handler det med andre ord om at nyfortolke den grundtvigske vekselvirkning mellem folk og kirke

Jeg har ikke før i mine 28 år som præst oplevet så megen åbenhed mod folkekirken fra omverdenen, som det er tilfældet lige nu. Den bevægelse er svær at besvære sig over, selv om vi godt kan grave os ned i bekymringen over at blive til velfærdsstatens nyttige idioter. Undlader vi at tage imod invitationen og bliver hjemme på egen banehalvdel, så er faren, at folkekirken isoleres til at være ren ritualforvalter. Det kan der også være politik og kirkesyn i. Den rolle har man hidtil udset til at være folkekirkens, mens man opbyggede den stærke velfærdsstat, der kunne klare alting selv. Nu er situationen en anden. En mere kompleks omverden kalder på fælles indsats, hvor folkekirkens stemme efterspørges. At forvalte ritualerne er stadig den væsentlige kerneopgave, men det kan ikke stå alene i en folkekirke.

Pludselig er vi samarbejdspartnere
Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke gør kommunen til den eneste mulige samarbejdspartner i et samskabelsesprojekt. Den er kun en aktør blandt mange. Væsentligt er det dog, at de åbne døre ind til kommunen igen har gjort det lettere at forhandle om timerne til konfirmandundervisningen. Pludselig er vi samarbejdspartnere og ikke konkurrenter. I den lokale multihal er kirken pludselig en aktør, der inviteres sammen med alle andre foreninger og institutioner i bestræbelserne på at opbygge lokalsamfund, ligesom kirkebladet naturligt bliver en del af lokalbladet og kirken er med i det lokale værested og netværk for unge, sårbare og demente. Sådan kan vi komme med gode eksempler fra hver vores lokale sted.

Når jeg tænker på min embedstid, så har jeg oplevet, at kommune, civilsamfund og kirke har arbejdet ved siden af hinanden. Lige som resten af samfundet har folkekirken mærket efterspørgslen efter serviceydelser til medlemmerne. Det betyder også, at vi har brugt rigtig mange penge på at bygge store sognegårde, hvor vi har kunnet tilbyde et stort udbud af kirkelige og kulturelle tilbud. Det har været en nødvendig og væsentlig del af den tid, som har markeret folkekirken på lige fod med andre tilbud. Men det har også betydet, at vi har brugt meget tid inde i bygningerne sammen med dem, der i forvejen er fortrolige med kirken. Nu er der igen brug for en bevægelse ud af mod omverdenen og det enkelte menneske. De, der taler om gammel vin på nye flasker, har til dels ret, for det er på mange måder en bevægelse tilbage mod den gamle landsbypræst, hvor præsten var en nødvendig del af det lokale civilsamfund, som ganske vist var noget mere overskuelig og afgrænset dengang. Derfor er der kommet flere lag ind i det fælles, hvor vi væves sammen på måder, vi endnu ikke har overblik over.

Vi kan måske begynde med at opfinde et nyt ord for det, der er på færde, så ordet ikke dræber, hvad det nævner?

I tilgift har vi i dag nogle flotte bygninger at byde ind med som fælles mødelokaler. I en coronatid har vore sognegårde fx kunnet fungere som teststeder. Det har givet folkekirken legitimitet på en hel ny måde i det lokale samliv. Jeg har skullet tage mig selv i ikke at fokusere på alle de udgifter til rengøring af vores lokaler, som det ville medføre. Noget andet og vigtigere har taget over. I fremtiden tror jeg heller ikke, vi kommer til at bygge så meget og så stort. Ikke mindst pga. CO2-udledning, hvor nybyggeri er en af de store syndere. Derfor må vi finde andre fælles løsninger i brugen af lokaler og måder at udnytte kapaciteten. På den måde er det menneskelige og det folkelige på en ny måde blevet en indgang til det kirkelige.

Evangelisk perspektiv på den sårbare verden
Det at være til stede i det fælles menneskelige har sin egen mening og værdi, som ikke behøver yderligere begrundelse. Men som folkekirke kan vi også indgå i en bevægelse, der kan få stor  betydning for dåbstal, medlemstal og dermed evangeliets udbredelse. Samtidig vil vores kirkesyn og menighedssyn komme i bevægelse og kræve teologisk refleksion. Præsteembedet kan også få ny og tiltrængt betydning, hvis vi vover at gå forrest og ikke være bange for det nye. Der kaldes på præstens kompetencer og ledelse. Vi skal selvfølgelig også kunne være kritiske og sige fra, hvis vi kommer til at indgå som statister i store kommunalt opsatte projekter, der ikke giver mening. Meningen er der, hvor vi kan kaste evangelisk og eksistentielt perspektiv ind over den uoverskuelige og sårbare verden, vi er en del af – på en måde som ingen andre kan. Det er en del af vores embede og den mulighed bør vi samle os om at afprøve tyngden af. I min optik handler det med andre ord om at nyfortolke den grundtvigske vekselvirkning mellem folk og kirke.

Er der brug for et nyt, nyt ord?
Jeg er heller ikke nervøs for, at dette nye omverdens ”kald” vil betyde en nedbrydelse af kirkens nuværende struktur. Tvært i mod viser projekter som ‘Kirken på landet’ og ‘Kirken i byen’, at al samskabelse er lokalt forankret. Findes der spørgsmål, man lokalt ikke selv har ressourcer til at svare på, så er der fine eksempler på, at man går sammen om at løse dem både økonomisk og ressourcemæssigt i netværk på tværs af sogne i de enkelte provstier. For folkekirken skal selvfølgelig ikke opbygge sin egen parallelle organisering af opgaverne – det er der andre på banen, der er bedre til end os i civilsamfund og kirkelige organisationer. Det er netop derfor, vi skal samarbejde.

Det er blevet et vilkår, at det er for snævert at gå solo og arbejde ved siden af hinanden. Skal der ske noget andet og mere end det, vi kender i forvejen, så er vi nødt til at afprøve nye muligheder sammen med andre. Det kan være bøvlet og tidskrævende, hvor ikke alt lykkes. Men noget er i gære. Derfor må vi hjælpe hinanden med, at samskabelse ikke kun er noget, man taler om på ledelsesniveau, men noget vi gør sammen lokalt. Så ja, vi skal ud af skabet – ud i det frygtindgydende åbne landskab, og vi kan måske begynde med at opfinde et nyt ord for det, der er på færde, så ordet ikke dræber, hvad det nævner?

Grundtvigsk Tidende 5/2021

SAMSKABELSE
Begrebet ’samskabelse’ omhandler og lægger op til en drøftelse af kirkens rolle i velfærdssamfundet. Læs de øvrige debatindlæg og sognepræst Morten Thaysens anmeldelse af bogen Skabelse og samskabelse – Folkekirken på vej ud af skabet?  HER.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *