fbpx

Samskabelse i en luthersk kirkeforståelse – i begyndelsen var Ordet

Ordet “samskabelse” er siden forårets debatbogsudgivelse “Skabelse og samskabelse” blevet et debatemne i det kirkepolitiske landskab. Her svarer provst Thomas Reinholdt Rasmussen på provst Esben Thusgårds indlæg “I begyndelsen var kaldet” om selvsamme emne, og efterspørger en teologisk analyse af samskabelse og kirkeforståelse: Tager fortalerne for samskabelse i grunden et opgør med et luthersk kirkesyn?

Thomas Reinholdt Rasmussen

Tekst: Provst Thomas Reinholdt Rasmussen, formand for Grundtvigsk Forum i Hjørring, september 2021

I Grundtvigsk Tidende 5/2021 forklarer provst Esben Thusgård, hvad det meget omtalte begreb ”samskabelse” handler om. Selv om man, og således også Thusgård selv, i den meget omtalte debatbog, der udkom i foråret, omtaler samskabelse som ”en ny måde at være kirke på”, så stikkes der igen af fra begrebet, da det i denne artikel blot er ”et nyt lag på (…) samarbejde”. Men samskabelse kan ikke bare og blot oversættes til samarbejde. Samarbejde er heldigvis ikke noget nyt i folkekirken, og hvis det kun handler om det, så skylder man at forklare, hvordan det kan være en ”ny måde at være kirke på”. Har man i virkeligheden taget munden for fuld med det udtryk?

Samarbejde er heldigvis ikke noget nyt i folkekirken, og hvis det kun handler om det, så skylder man at forklare, hvordan det kan være en ”ny måde at være kirke på”

I det hele taget er det kirkeforståelsen, der er problemet. I omtalte bog savnes en reflekteret kirkeforståelse, og i Thusgårds indlæg bliver man ikke meget klogere, bortset måske fra to ting: dels at Thusgård skriver ud fra overskriften ”i begyndelsen var kaldet”, og at kirken kan ”bidrage med (…) en særlig viden, tilgang til, og ikke mindst sprog for det uafvendelige”, som det udtrykkes.

PROBLEMET MED KIRKEFORSTÅELSEN
For at tage det sidste først: det synes at være udtryk for, at man har noget, de andre ikke har. Kirken har tilsyneladende opbevaret et særligt lager eller sprog, som de andre ikke har. Der er altså i Thusgård forståelse en kvalitetsforskel på kirke og samfund. Netop den forståelse, at kirken har en særlig skat af ”viden, tilgang og sprog”, var ellers det Martin Luther, hvis navn vores kirke stadig bærer, gjorde op med under reformationen. I teseopslaget oktober 1517 lyder den centrale tese 62, at ”kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde”. Kirkens skat er altså ikke ”viden, tilgang eller sprog”, alt det som kirken i førreformatorisk tid kunne handle med som aflad, men evangeliet, der tilsiges fuld af nåde. Guds ord tilsiges og ejes ikke. Kirken er kun ordets skabning, som Luther siger det, og har ikke et reservoir som det kan øse af, eller ”bringes i spil uden for kirkegårdsmuren”, som Thusgård udtrykker det. I denne forståelse er den kun, med K.L. Aastrup ord, ”jord af jord”, og bliver kun til i ordets tiltale. Det var Luthers kirkeforståelse. Det er selvfølgelig legitimt at gøre op med det, men så ville det klæde at gøre det ligefremt.

Netop den forståelse, at kirken har en særlig skat af ”viden, tilgang og sprog”, var ellers det Martin Luther, hvis navn vores kirke stadig bærer, gjorde op med under reformationen

Ideen om samskabelse har luthersk ekklesiologiske problemer, og det har man tilsyneladende slet ikke engang tænkt på ved debatbogsudgivelsen. Det er ærgerligt.

Således kan Thusgård også mene, at kirken er en størrelse på linje med sundhedssystemet og det juridiske system. I en lutherske sammenhæng er det kun sandt i institutionel betydning. Men det er jo ikke sådan, det forstås, når Thusgaard kan hævde, at kirken kan bidrage med ”viden, tilgang og sprog”. Så er vi ude over institutionen. Og her er kirken luthersk forstået ikke en størrelse på linje med de andre. Her er kirken igen ordets skabning, hvor mennesker hører ordet og går ud og gør ligeså i den sammenhæng, der er deres; altså for eksempel i sundhedsmæssige eller juridiske sammenhænge, men kirken som Guds ords skabning er altså ikke en størrelse på linje med sundhedsvæsen og lignende. Det må enhver kunne se. Igen er der i forståelsen klare brudflader til en luthersk ekklesiologi.

Måske er der en pointe i, at Johannesevangelisten skriver, at ”i begyndelsen var ordet”. Det er ordet, der skaber kirke

Endelig mener Thusgård, at ”i begyndelsen var kaldet”, hvilket betyder, at der er nogen, der kalder på kirken, hvilket igen betyder, at kirken altså må have en særlig skat eller reservoir, som er dens ejendom, som der kan øses af. Og det var jo kernen i det reformatoriske opgør, at det var der ikke.

Måske er der en pointe i, at Johannesevangelisten skriver, at ”i begyndelsen var ordet”. Det er ordet, der skaber kirke. Det er på ordet, vi døber dem, der kryber ud af dåben, og som er kirke uanset forskelle i livssyn, indstilling, viden, tilgang og sprog. Det kan være, at Thusgård mener, at vi er kommet videre end Johannesevangelisten, men jeg tror, det er en god ide at blive ved ham, for at fastholdes i den frihed, som en luthersk kirkeforståelse giver: at ordet er først og sidst. Guds nådes ord.

Opgaven for fortalerne for samskabelse er pt. at analysere hvorledes samskabelse kan indgå i en luthersk kirkeforståelse. Det savnes der. Lad være at kommunerne i stor stil kigger fortabt på en, når man siger samskabelse, for i de sammenhænge er det ofte et forladt begreb. Lige nu må der ønskes en teologisk analyse af samskabelse og kirkeforståelse. Det må være et rimeligt ønske, når man selv hævder, at det er en ”ny måde at være kirke på”.

 

SAMSKABELSE
Begrebet ’samskabelse’ omhandler og lægger op til en drøftelse af kirkens rolle i velfærdssamfundet. Læs Esben Thusgårds debatindlæg I begyndelsen var kaldet, de øvrige indspark samt Ingrid Anks leder Gud er svær at samarbejde med  HER.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *