Set herfra: Den slags mennesker

Er vi i fuld gang med at inddele samfundet i ’de rene’ og ’syndere’? Og kunne opgøret med sexisme i den forbindelse have gavn af lidt arvesyndsbevidsthed? For kan vi egentlig kaste sten fra andet end vores eget glashus? Dét og meget mere reflekterer Ingrid Ank over i sin leder til det nyeste nummer af Grundtvigsk Tidende

TESKT: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

”Tænk, at sådan en mand kan få lov at være udenrigsminister,” lyder det bag mundbindet fra en kvinde på sædet foran mig i bussen. Jeg får lyst til at læne mig frem – afstandskrav til trods – og spørge hende, hvilke jobs, hun mener, at ’sådan en mand’ gerne må bestride. Hvad lyder dommen på fra bussens selvbestaltede domstol? Skal vi indrette arbejdsmarkedet således, at der er nogle jobs for ’de rene’ og andre for ’syndere’, eller vil hun mon have udenrigsministeren placeret helt uden for arbejdsmarkedet?

Opgøret med sexisme er for længst i gang. Og helt sikkert slet ikke færdigt. I Danmark er vi kommet senere fra start end andre steder, og i lang tid har kulturinstitutioner, avisredaktioner, politiske partier eller bare helt almindelige arbejdspladser kunnet hævde, at ”sådan noget har vi ikke problemer med her hos os”. Den går ikke længere.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ofte er tale om nødvendige opgør. Der er eksempler nok på magtmisbrug. Samtidig er der vel ca. 100.000 gråzonetilfælde. Disse skal ikke nødvendigvis negligeres som ingenting – ”bare en hånd på et lår” – det kan sagtens være tegn på kulturer, der trænger til at blive rystet. Men samtidig har jeg svært ved at se, hvordan vi som mennesker kan nærme os hinanden uden ind imellem at komme for tæt på. Kontakt mellem mennesker er grænseoverskridende.

I forbindelse med Radikale Venstres igangsatte opgør – og derefter selvopgør – med sexisme, er det flere gange blevet gentaget, at man ikke skal kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus. Jeg tror ikke, sten kan kastes fra andet.

Hvad jeg imidlertid helt aktuelt mangler, er en større grad af det, jeg vil kalde arvesyndsbevidsthed. I forbindelse med Radikale Venstres igangsatte opgør – og derefter selvopgør – med sexisme, er det flere gange blevet gentaget, at man ikke skal kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus. Jeg tror ikke, sten kan kastes fra andet.

Arvesyndstanken er en opfindelse fra kristendommens første århundreder. Tanken er, at mennesket fødes som synder, idet synden går i arv fra forældre til børn. I sine vældig destruktive varianter har dogmet gennem århundrederne medført en forbandelse af det menneskelige liv i sin kødelige og jordiske form, hvilket heldigvis fik blandt andre Grundtvig ud i en befriende moderering af tanken: Menneskelivet er også godt og smukt og stort og frit.

Men positivt set betyder arvesyndstanken, at der ikke er nogen, der kan hævde at være på ’de renes’ hold. I sekulær variant kender vi det som udsagn à la: ”Ingen er fejlfri.” Eller: ”Ingen er perfekt.” Men selvom man gerne for min skyld kan kalde det noget andet end ’arvesynd’, så er det ikke dækkende at tale om ’menneskelige fejl’. Det handler ikke om fejl, men om at vedkende sig, at det ikke er fremmed for os mennesker – ingen nævnt, ingen glemt – at hytte sit eget skind, følge flokken, udnytte magten, hævde sig over den lavere stillede, ofre den udsatte, osv. Hvis ikke man i en eller anden grad kender til disse fænomener, så kender man ikke sig selv – vil jeg mene. Og at bringe et kristent begreb som ’arvesynd’ på banen handler derfor ikke om tro på dogmer, men om realisme. En realisme der vedkender sig, at alt menneskeligt hører med til mennesket.

Hvad skal vi så gøre? Altså, hvis det ’sådan fat’ med mennesket. Min pointe er ikke, at vi så bare skal gøre ingenting. Jeg har aldrig bakket op om det, jeg vil kalde den tidehvervske ’ugerningsretfærdighed’, hvor man nægter at vedkende sig, hvad vi rent faktisk kan. For noget kan vi selvfølgelig gøre – også over for magtmisbrug. Min pointe er derimod, at der ikke er nogen ’ren position’ at tage stilling fra. Alle sten kastes fra glashuse. Og lige så giftig magtmisbruget er, lige så giftigt er det blinde udsigtspunkt fra mennesker, der tror, de selv er på ’de godes’ hold.

Tænk, at ’den slags mennesker’ kan få lov at køre med bus.

Grundtvigsk Tidende 7/2020

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Er du nysgerrig på arvesyndstanken, så læs samtalen om arvesynd mellem Kim Arne Pedersen og Niels Jørgen Cappelørn “Frokost om arvesynd” fra Grundtvigsk Tidende 8/2019 (daværende Dansk Kirketidende) 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *