Set herfra: Det kedelige ved konkurrence

Hvad skal vi med en ny læreruddannelse? Hvad er det, den nuværende ikke gør ‘godt nok’? Sådan er vi efterhånden blevet vant til at tænke – og spørge. Men måske er det ikke helt så enkelt at lave sammenligninger og målinger, der viser, hvad der er ‘godt nok’, når sagen er dannelsen af mennesker til et endnu ubeskrevet liv i et fremtidigt fællesskab

TESKT: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Niveauet på talentkonkurrencer for klassiske musikere bliver bare højere og højere. I teknisk forstand overgår musikerne hvert år igen sig selv og hinanden – the sky is the limit. Men parallelt hermed sker der det, at fortolkningerne af de klassiske værker lyder mere og mere ens. Efterhånden lader alle til at tro, at Rachmaninov kun kan spilles på én måde.

Der er politisk flertal for, at en privat læreruddannelse kan åbne i Herning. Der findes – som måske bekendt – allerede én fri læreruddannelse i Ollerup på Fyn, indtil videre det eneste tilskudsberettigede alternativ til den statslige læreruddannelse. Men nu er et nyt initiativ på vej med valgmenighedspræst Morten Kvist i spidsen. Den nye læreruddannelse skal – i modsætning til læreruddannelsen i Ollerup – afsluttes med en eksamen, der vil kunne svare til en eksamen ved de statslige læreruddannelser og dermed give de studerende mulighed for også at blive lærere i folkeskolen.

folkeskolen.dk interviewede (7. januar 2021) i den anledning Kristian Jensen (V), der er en af forslagets støtter, og stillede ham det spørgsmål, der måske synes oplagt: Hvad er det, den nuværende læreruddannelse ikke gør godt nok?

Ja, hvad er det? I 2005 offentliggjorde den daværende regering sin vision og strategi for det, der i overskriften hed: ’Verdens bedste folkeskole’. Med forskellige afsendere kan man fra de seneste ca. 20 år finde lignende overskrifter – som: ’Verdens bedste erhvervsklima’ (en konkurrence vi efter sigende vandt netop i 2005), ’Verdens bedste IT-nation’, ’Verdens bedste repatrieringsordning’, ’Verdens bedste til grønt iværksætteri’, ’Verdens bedste land at være barn i’, ’Verdens bedste cykelby’ – og mange, mange flere.

Efterhånden lader alle til at tro, at Rachmaninov kun kan spilles på én måde.

Det er dybt latterligt, hvad man forhåbentlig kan se, når man samler overskrifterne i en bunke. Men det latterlige er ikke ambitionsniveauet – forestillingen om at Danmark kan nå højt, skille sig ud, tjene som eksempel – men den ensporede forestilling, som nogen vel må tro på, om at det lader sig gøre at lave en meningsfuld og dækkende sammenligning inden for alle disse områder. Verdens bedste folkeskole må jo så føre til ’verdens bedste samfund’, hvori der bor ’verdens bedste mennesker’ – skulle man synes. Bedst til hvad? Bare bedst.

Konkurrence er stimulerende og konkurrence er kedeligt. Det stimulerende ved konkurrence er det, jeg mærker et underskud af her under corona-nedlukningen: Udfordringen, inspirationen, mødet med mennesker, der får mig til at tænke: Gid jeg var lige så klog, lige så sjov, lige så god til at servere en confiteret knoldselleri. Men det kedelige følger ofte med: Bevægelsen henimod samme punkt og den heraf følgende automatiske ensretning, tilpasning, udviskning af forskelle og nuancer.

Men heldigvis er ensretning og tilpasning ikke alt, der er at sige om menneskelig stræben og udfoldelse, og især da ikke, når målet ikke er klart og entydigt, hvad det nødvendigvis ikke kan være, når vi taler om skole og uddannelse. Målet er ’verdens bedste fælles menneskeliv i en åben og ukendt fremtid’. Vejen dertil vil der nok være flere bud på.

Initiativet fra Herning må hilses velkommen. Selvfølgelig er der et element af konkurrence i det – en ambition om at kunne gøre det bedre end den store statslige læreruddannelse. Men forhåbentlig vil initiativet også andet end at spejle sig i konkurrenten. Ellers er det i hvert fald ikke godt nok.

Grundtvigsk Tidende 1/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *