Set herfra: Døden er en politisk beslutning

På en lang række områder lever vi med, at menneskers død er en følge af den førte politik – eller af manglen på samme. Derfor kan det ikke nytte noget, at vi i kampen mod coronavirus foregiver, at livet kan leves uden at være en lille smule farligt. Vi bliver nødt til at tale om, hvad det gode liv er – for mig selv og for min næste

TESKT: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Jeg har sat tre flasker snaps på bordet. En porse, en kryddersnaps og en hjemmelavet valnøddesnaps. Der er også øl af forskellig slags. Jeg har dog ikke tænkt mig at drikke det alene, men denne påske er dét faktisk langt mere kontroversielt, end at fejringen af Jesu Kristi opstandelse kræver snaps i rigelige mængder. Til trods for statsministerens gentagne advarsler har jeg nemlig inviteret gæster til ’påskefrokost’.

Ifølge sundhedsstyrelsen er alkohol en af de faktorer, der har størst indflydelse på folkesundheden i Danmark. Opgørelserne er lidt forskellige, afhængigt af hvilke sygdomme man tæller med, men omtrentligt er alkohol medvirkende årsag til hvert 20. dødsfald i Danmark. Der er ingen tvivl om, at vi som samfund kunne indføre politiske tiltag, der fik dette tal betydeligt ned.

En anden statistik relaterer sig til rygning. I kræftstatistikkerne er lungekræft absolut den største dræber, og Danmark ligger her på en ikke særligt prangende syvende plads sammenlignet med andre OECDlande, hvad angår dødsfald knyttet til lungekræft. Der er ingen tvivl om, at vi som samfund kunne indføre politiske tiltag, der fik dette tal betydeligt ned.

Alkohol er medvirkende årsag til hvert 20. dødsfald i Danmark. Der er ingen tvivl om, at vi som samfund kunne indføre politiske tiltag, der fik dette tal betydeligt ned.

Det er selvfølgelig ikke kun rygning, men fx også luftforurening der spiller ind. Og også her kunne man træffe politiske beslutninger, der ændrede på tallene. Fx er det åbenbart vigtigere – kan jeg konstatere – at min nabo kan svine luften til med sin brændeovn, end at jeg (og min nabo) kan trække ren luft ned i lungerne.

En anden statistik er antallet af trafikdræbte og trafikulykker. Vi har som samfund valgt – med en eller anden form for åbne øjne – at der gerne må være nogle hundrede stykker, der hvert år dør i trafikken. Det ville kræve nogle indgreb at få tallet ned, men det ville kunne lade sig gøre.

Med andre ord er døden ofte en politisk beslutning. Og det er som oftest de svageste i samfundet, der bliver ramt, hvortil man dog heldigvis kan føje, at ’de svageste’ ikke altid er de samme. Vi accepterer dødsfaldene som en medfølgende – beklagelig – konsekvens af den førte politik.

Denne diskussion er imidlertid ret fraværende i den aktuelle politiske corona-kamp. Her bliver det fremstillet, som om man er en hardliner, hvis man kan acceptere, at corona-virussen kræver sine ofre, og fra regeringens side har det indtil videre fremstået, som om ethvert corona-relateret dødsfald politisk set er uacceptabelt. Så pyt med at de dør af ensomhed på plejehjemmene i stedet for.

Jeg er klar over, at denne form for argumentation kan beskyldes for at være det, man på dansk kalder what-aboutism. Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke skriver dette for at gøre mig til fortaler for kynisme – faktisk tværtimod. Jeg efterspørger nok mest af alt en bredere politisk samtale – med åbne øjne – om liv og død: Hvad er et godt liv? Og hvor farligt må det være – for mig selv og også for min næste – at leve et godt liv? Jeg kan afsløre, at for os alle sammen ender livet med døden.

Jeg spørger også mig selv – hvilket måske er uforskammet – om vi, når vi i dette tilfælde har været ret gode til at reagere og dermed passe på ’de svageste’, især er gode til det, fordi vi stadig er lidt usikre over for denne nye og fremmede dødsårsag. Skyldes vores omsorg for de svageste, at flertallet stadig ikke helt kan afgøre sig for, om døden også denne gang kun rammer ’de andre’?

 

Grundtvigsk Tidende 3/2020

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

1 Comment

  1. Tusind tak, fordi du tør skrive, hvad jeg selv har tænkt, men er blevet hånet for at sige. Jeg er blevet kaldt kyniker og blevet belært om samfundsansvar af min nærmeste familie, når jeg ikke fuldt og helt har bifaldet statsministerens tiltag. Men jeg er over 70 og ved godt, at der er en død. Men det er som om mange først nu har opdaget, man dør af at leve. Og måske tror, at man kan lovgive sig ud af det dilemma.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *