fbpx

Set herfra: Hvordan man opdager, at man er med i et opdragelsesprojekt

Hvorfor er der en fritagelsesparagraf for faget kristendomskundskab, hvis det er idrætsfaget, der især sigter moralsk opdragelse af eleverne? Og hvorfor handler kristendomsfaget mest af alt om eleverne selv – og ikke så meget om religion?

Tekst: Ingrid Ank, redaktør og akademileder

Min ældste datter vil gerne fritages fra idræt. ”Det er desværre ikke en mulighed, min skat” – siger jeg – ”for det første er det kun ved faget kristendomskundskab, at der findes en fritagelsesparagraf, og for det andet går du i 1.g og ikke i folkeskole, så her findes den slet ikke.”

Men jeg forstår godt hendes mistro til faget. Hun bryder sig ikke om den måde, man er stillet til skue på: ”Alle ved det, når man klarer sig dårligt i en biptest,” som hun siger, ”sådan er det ikke i fysik eller historie.” Og så undrer hun sig over, at det er et C-niveau-fag, og alligevel skal de have faget i alle tre år i gymnasiet: ”Altså, er der et indhold, vi skal lære, eller handler det om, at de vil have os til at bevæge os?” Det er da et godt spørgsmål.

I 1814, da det, der blev til folkeskolen, blev født, var skolens formål at gøre eleverne til ”gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangeliskkristelige lære,” og så skulle de gennem skolens undervisning opnå kundskaber og færdigheder, der gjorde dem til ”nyttige borgere i staten.” Kristendommen havde således en moralsk funktion, idet den fungerede som målestok for elevernes ’godhed og retskaffenhed’ (hvor ofte projektet lykkedes er så nok et andet spørgsmål).

Lidt retskaffenhed er vel ikke af vejen, tænker jeg, men spørgsmålet om fritagelse fra idræt giver alligevel måske en lille smule mening. For faget vil ikke kun indvie eleverne i et fagligt indhold, det vil forme såvel deres krop som deres sjæl.

I dag kan man overveje, om opdragelsesprojektet i særlig grad er rykket ind i idrætsfaget, idet eleverne ifølge fagets nugældende formålsformulering her skal ”udvikle kropslige, idrætslige, sociale og personlige kompetencer” og også en ”lyst til at bevæge sig.” Hvad de sociale og personlige kompetencer nærmere går ud på, står der ikke noget om, men det kunne vel fx være noget med at lære at afholde sig fra ’usportslig opførsel’ eller – med andre ord – at udvikle sig til det, man i gamle dage kaldte ’retskafne mennesker’.

Lidt retskaffenhed er vel ikke af vejen, tænker jeg, men spørgsmålet om fritagelse fra idræt giver alligevel måske en lille smule mening. For faget vil ikke kun indvie eleverne i et fagligt indhold, det vil helt ind og forme såvel deres krop som deres sjæl.

Dette gælder i mindre grad kristendomskundskabsfaget, selvom der altså her er mulighed for at blive fritaget, for her er formålsformuleringen mere saglig og distanceret. Og så alligevel. Som Hans Krab Koed gør opmærksom på her i bladet (Hvad er der galt med kristendomsfaget: Et fag i splid med sig selv), så har formuleringen om, at eleverne skal forholde sig til ’den religiøse dimensions betydning’ medført, at faget er blevet et fag, der i stor  udstrækning handler om ’selvbeskuelse’. I kristendomskundskab forholder eleverne sig først og fremmest til sig selv – og de får ikke noget videre indblik i hverken kristendom eller andre religioner.

Jeg kan ikke fortænke hverken elever eller lærere i, at de finder emnet ’sig selv’ interessant. Hvem gør ikke det? Men jeg vil alligevel støtte Krab Koed i, at fagets saglighed godt kunne opjusteres.  Det er værd at vide noget om religion. Dertil kunne faget også bruges til at udvikle en kritisk opmærksomhed på forskellige varianter af ’gode intentioner på andre menneskers sjæls vegne’, som findes i utallige både religiøse og verdslige udgaver – fx i idrætsfaget. Det er en god evne at kunne opdage, at man er med i et opdragelsesprojekt.

I øvrigt er det en glimrende idé at bevæge sig.

Grundtvigsk Tidende 4/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *