fbpx

Set herfra: Vi må forsvare retten til at krænke

Der er to problemer, ikke ét: Der er problemer med hate speech mv. på sociale medier, men det er også et problem, når mennesker eller grupper af mennesker forbeholder sig en ret til ikke at blive krænket. Og man skal ikke løse det første problem ved at give de sidste ret …

Er det nødvendigt med så skarpvinklet en overskrift? Har de nu ikke længere tillid til – på redaktionen på Grundtvigsk Tidende – at deres læsere gider at læse en tekst, hvis ikke de bliver suget ind af en provokerende overskrift? Nej, overskriften er ikke ment som en provokation. Den er skrevet, som den er ment: Vi må forsvare retten til at krænke.

Det er ellers ofte det modsatte, jeg møder – fx har jeg talt med unge studerende, der omtalte ’retten til ikke at blive krænket’ som om den ret står i grundloven. Og man kan også godt sige, at den ret findes, idet vi jo har en injurielovgivning, der fx retter sig mod såkaldt ’ærekrænkende’ udtalelser. Men her er ordet ’ære’ afgørende. For ’ære’ betyder ’andre menneskers agtelse’, dvs. man må ikke sige noget med henblik på at tilsmudse et menneske i andres øjne. Derimod findes der ikke en ret, man kan påberåbe sig, når man synes, at noget eller nogen går over ens egne grænser. Og med god grund! For hvis den ret fandtes, så kunne vi alle – med ’mig selv’ eller med ’min gruppe’ som den eneste dommer – gå rundt og påberåbe os at være blevet krænket. Og derfor findes der lige præcis ikke en sådan ret, men derimod en ret til at krænke, dvs. til at udtale sig uden at skulle stå til ansvar for, at nogen har opfattet det provokerende, stødende, grænseoverskridende. Den risiko findes jo altid.

Det er afgørende for det frie samfunds eksistens, at man ikke kan påberåbe sig at have fået sine grænser overskredet – og dermed lukke en debat

En interessant diskussion relateret til dette kan man se i Deadline på DR2 den 22. august 2021, hvor Per Øhrgaard, præsident for dansk PEN, og Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, diskuterer Øhrgaards udtalelse om, at ’ytringsfriheden er ytringsfrihedens største trussel’. Mchangama peger heroverfor på retten til at krænke – og at denne ret er vigtig! Han nævner det måske lidt letkøbte, men illustrative eksempel med, at der også var nogle, der blev krænkede, da der i sin tid var kvinder, der stillede sig op på talerstolene og krævede stemmeret. Eksemplet viser, at det er afgørende for det frie samfunds eksistens, at man ikke kan påberåbe sig at have fået sine grænser overskredet – og dermed lukke en debat.

Sagen er, at der eksisterer to problemer samtidig. Og det er derfor, at disse diskussioner i mine øjne ofte kører af sporet. For det er et problem – ikke mindst på sociale medier – at så mange mennesker er så utrolig ringe til – eller så ligeglade med – at formulere sig til og om andre på en ordentlig måde. Men det gør bare ikke det andet problem til et mindre problem: At nogle lader til at mene, at de kan påberåbe sig en ret til ikke at blive krænket – evt. på andres vegne (som man fx ofte hører det i diskussionen af, om Muhammedtegningerne skal eller ikke skal vises i undervisningen). Men afsporingen af diskussionen sker, fordi de to problemer kædes sammen til et, og man mødes med spørgsmålet: Kan du da ikke se, hvor hårdt debatten raser, så derfor bør man da kunne påberåbe sig retten til ikke at blive krænket. Vi bør holde fast i, at der er to problemer, ikke ét. Og uanset hvad må vi holde fast i – og forsvare – retten til at krænke. Det frie samfund bygger på denne ret.

Forstærker de to problemer hinanden? Det er der nogle, der hævder. At jo mere den ene gruppe er på vagt over for potentielle krænkelser, jo mere er der en anden gruppe, der får et demonstrativt behov for at være grænseoverskridende. Jeg tør ikke sige, om sammenhængen er så enkel. Men uanset hvad, så er der to problemer, ikke ét. Og man kan godt tage fat i det ene uden at skulle aftvinges en løsning på det andet.

Grundtvigsk Tidende 6/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

1 Comment

  1. OM RETTEN TIL AT KRÆNKE:
    Det er alt andet nemmere at leve i krænkelses-væren, om man tror sig truet på retten til at krænke. Det bliver selve den Grundlovssikrede ytringsfrihed man kæmper for, netop ved at krænke, men spørgsmålet er vel ikke, om man har ret til at krænke den anden, som var denne repræsentant for de radikalt andre, for den ret har man næsten betingelsesløs, da juraen her giver de næsten grænseløse vidder rum og virke. Man må krænke løs til man skammer sig, men man må endda fortsætte selv videre herfra, hvilket dog de færreste gør, da man her får ondt i moralen. Debatten bør derfor ikke handle om den frie ret, da det er at mase sig åbne døre ind, men om den gave frihed, og heriblandt ytringsfrihed, er, samt hvad der følger heraf som opgave. Typisk vil krænkelsesfundamentalisterne ikke friheden som ansvar, hvilket bevidner sig i det slør, som de skjuler sig bag, når de udvirker deres frie ret. Hvor ofte er ikke sagen bag, det der skulle understøttes med krænkelsernes virke, alt for hurtigt glemt og fejet til side, for så at den krænkelseslystne kan fortsætte i det spor, hvor man beskylder den anden for at være krænkelsesparat og i grunden at ville ytringsfrihedens ophævelse. Vigtigere var sagen bag altså ikke!

    At ytre sig er en henvendelse, typisk om en mere eller mindre klart formuleret sag, men er der ikke i ytringen udvist hensyntagen til modtageren, som et konkret levende individ, i spændingsfeltet mellem individualitet i frihed og socialitet, så kan det fundament for sam-tale {at tale sammen om det samme – her sagen} næppe etableres. Man kan altså skjule sig bag en sag, som man alene anvender som springbræt til at tale om den anden/ grupper af mennesker, som skyldte de verden det, at være gruppe-repræsentant – race, seksuel præference etc. Problemet her bliver ikke juridisk om ret, men om hvilke pligt-implikationer der er under det frie handlingspotentiale.

    Jeg har altså en næsten uindskrænket ret til at gøre andre sorgrige i min virke, men netop fordi det er min frie ret, så viser jeg noget centralt om mig selv som væren og virke, derved at jeg anvender min frihed til det, som jo så netop i handling viser sig. Hvad jeg i handling viser mig frem som, er noget der viser sig. Denne side af friheden ser vi næsten ingen krænkelses-glade tale om, når sagen er den frie ret i ytringsfriheden.

    Da næsten al egentlig krænkelse sker, om det er ude over niveauet, hvor to står og veksler “Du er dum” synspunkter, indenfor genren: Induktive fejlslutninger, så er krænkelser lette at finde og afsløre. Lidt immanent kritik til at påvise hvordan den anden anvender en transcendent kritik, for at holde sig selv ude af gruppen af de andre, og netop den udkrængede inde i samme gruppe, kan så blive fulgt op af en lille forklaring på, hvordan og hvorfor induktive slutninger anvendt på denne måde er fejlslutninger. Så er sagen afgjort.
    Vi skal netop anvende den frihed som den krænkelseslystne påberåber sig, til at hjælpe vedkommende med at løfte sløreret, så de handlinger der viser, hvad vedkommende anvender sig selv som fri til, for at vedkommende netop så derved af-slører sig selv i samme frie handlinger/ udtalelser.
    Så det er jo kun sags-fremmende, at vi har den frie ret til at krænke – selv udover det niveau hvor vi skammer os – eller måske burde skamme os.

    Mon ikke vi stort set alle sammen herved er på anklagebænken, men selvfølgelig sidder vi ikke alle her lige fast på nævnte bænk. Nogle er kommet for at danse ud i fælles glædehop, mens andre ankom for at være bænkevarmere. God fest!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *