Skolen har godt af at komme på højskole

Lærermødet i Ryslinge satte igen i år tankerne og diskussionerne i gang i forhold til de helt grundlæggende skolespørgsmål: Hvad er og kan skolen? Hvorfor skal børnene derhen? Kunne en personlig coach ikke være en bedre løsning?

Af Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum og lektor på UC Syd —

Lærermødet i Ryslinge satte igen i år tankerne og diskussionerne i gang i forhold til de helt grundlæggende skolespørgsmål: Hvad er og kan skolen? Hvorfor skal børnene derhen? Kunne en personlig coach ikke være en bedre løsning?

“En lærer skal elske sine elever. Hver og en af dem. Det mener jeg,” siger skoleleder fra Mejls Friskole Lis Staunstrup. “Og det giver altid en vældig debat, når jeg siger det til lærerne.”

Det er første uge i juli. Ordene falder i en lille gruppe samlet under skyggen fra et træ i haven på Ryslinge Højskole. For andet år i træk har Højskoleforeningen indkaldt enhver til møde om skolen i form af et sommerkursus: Lærermødet 2018. Højskolernes formand Lisbeth Trinskjær siger ved velkomsten, at selv om det ikke er højskoleforeningens opgave at forsvare skolens interesser, så prioriteres lærermødet, fordi skolen angår os alle sammen. Den er en af de vigtigste institutioner for vores samfund.

På Lærermødet er der rig mulighed for at tale om skolen og det særlige ved den. Det lyder banalt, men som de skolepolitiske forhold har været gennem de seneste år, er denne uge intet mindre end højskoleforeningens hjertestarter til en heftig, men iltfattig skoledebat. Skolen har godt af at være på højskole. Det er mærkbart, at morgensang og fortælling skaber fælles liv, kultur og samværsformer, som spiller med i tanker og samtaler om skolens formål.

LEGEN FRIGØR GENNEM DEPERSONALISERING

Det indledende foredrag om legens paradoks er af Tone Saugstad fra Københavns Universitet. Hun taler om, at legen er kommet i klemme i skolen. Det er ikke godt, for den repræsenterer et paradoks i pædagogikken, som skolen ikke kan undvære. Skoledebattens skelnen mellem læring og dannelse sætter det personlige og det instrumentelle overfor hinanden. Det kan man fx høre, når de individuelle læringsmål gøres til et effektivt instrument, så den enkelte elev bliver ‘så dygtig som mulig’. Det lyder måske forjættende i et mig-først-samfund. Men et isoleret fokus på optimering og dygtiggørelse fratager skolen dens egentlige formål, nemlig at undervise alle til fælles bedste. I den effektive skole er leg og læring et redskab.

Men legen rummer en tredje mulighed. I legen låner og afprøver barnet en rolle. Man kan sige, at legen lige som ritualer depersonaliserer sin deltager, og giver til gengæld et rum for barnet til at vokse op og til at øve sig på at blive en ansvarlig og handlende person. Både roller og ritualer tilbyder en form, så det er muligt at træde personligt frem offentligt. Det er en afgørende komponent i fællesskaber og demokrati. Saugstad hævder, at når vi i dag har svært ved at skelne mellem den personlige intimitet og den offentlige fremtræden, så skyldes det en mangel på form og ritual, der er med til at beskytte det personlige i en rolle. Legen skal slippes løs. Den har sine regler, er samtidig ustyrlig og skal være det.

Der er brug for en skolekultur, for demokratiet og dannelsens skyld, der kan skelne mellem det ustyrlige og det styrbare. Saugstad ønsker sig en skole med ritualer, med fornyet vægt på de praktiske fag og sans for det æstetiske, helst på lige fod med de boglige fag.

Under foredraget kommer jeg til at tænke på, at da kristendommen holdt op med at være dannelsesmål i skolen, blev den i første omgang efterfulgt af en skole med plads til kreative fag. I dag er der brug for at besinde sig på en skoles kultur. Det historisk-poetiske, leg, sang, fortælling og håndværk skal igen have plads i skolen.

SKOLEN SOM ET FRIT STED

Der er pauser og tid til at være sammen i mere frit organiserede former. Nogle spiller rundbold, fodbold, går tur og slapper af sammen eller hver for sig. Gruppen i skyggen har fulgt opfordringen fra Grundtvigsk Forum om at være med til at udvikle ideer til et kursus om det grundtvigske skolesyn. Samtalen bølger frem og tilbage. Vi diskuterer lystigt, om forholdet mellem lærer og elev er båret af respekt og engagement, og Lis insisterer på, at hun med kravet om, at lærerne skal elske, plæderer for en anden slags kærlighed end forældrenes.

I det grundtvigske skolesyn ligger et krav om, at skolen skal være for livet, og at skolen skal løse sine opgaver i tæt samarbejde med forældrene. Stemningen af hjemlighed har tit slået mig under besøg på grundtvig-koldske friskoler, og også at eleverne tydeligvis trives med det. Grundtvig formulerede sit skolesyn i en modsætning. Skolen for døden, latinskolen og udenadslæren af katekismen havde han ikke meget tilovers for. Omvendt havde han en forkærlighed for hjemmeundervisning af små børn, og her gemmer sig måske en forklaring på, hvorfor det grundtvigske skolesyn har meget at sige om livsoplysning, folkeoplysning til fælles bedste, ligeværd, frihed, fortælling og det historisk-poetiske menneskesyn, og næsten intet at sige om skolens særlige fortrin.

Kold forsvarede ganske vist skolen for børn. Siden rådede Løgstrup også bod på denne mangel ved at oversætte livsoplysning til tilværelsesoplysning. Løgstrup greb tilbage til antikkens skole og karakteriserede skolen som et frit sted. Ikke et fristed i forståelsen, fri til at spænde fra og slappe af og gøre lige, hvad hver især har lyst til. Løgstrup talte for, at eleverne i mødet med lærerne skulle støde på et menneske, der ydede tilstrækkelig modstand og krav, og komme til at indgå i en relation, der gav eleven mulighed for at blive en ansvarlig person.

I dag, hvor den enkeltes trivsel er målestokken for, om et samfund lykkes, fylder de varme følelsesbårne relationer næsten alt. Men fra Grundtvig har vi lært at følelse og fornuft ikke skal skilles ad, hvad der er vigtigt i kærligheden til historie, fællesskaber, håndværk og forudsætning for den offentlige deltagelse i et demokratisk samfund. Skolen er ikke summen af relationer, der indgår i den. Den er heller ikke et sted, hvis mål det alene er at gøre den enkelte så dygtig som muligt. Hvis det var tilfældet, var hjemmeundervisning med en personlig coach måske et bedre alternativ. Skolen er et sted, hvor undervisning gør kundskaber tilgængelige for enhver elev. Det gør den for eleven og til fælles bedste. Uanset baggrund, familie og sociale forudsætninger. Sådan er skolen både folkets skole og et frit sted.

Dansk Kirketidende 7/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *