Skyerne gråner

Af Ida Ebbensgaard, journalist: “Skyerne gråner” handler netop om, at vi hverken er eller bør være på vej videre hele tiden

Grundtvig er aldersfascist på tidens vegne. Den cykliske tid forlanger, at pladsen konstant og til tiden forlades til fordel for det, der skal komme efter

Af Ida Ebbensgaard, journalist på DR, medlem af bestyrelsen for folkekirken.dk og redaktionsgruppen for Højskolebladet

I en historietime bad læreren en gruppe gymnasieelever forklare, hvordan de forstod tid. Og for at hjælpe dem på vej, bad hun dem om at tegne en grafisk illustration af deres tidsforståelse. Eleverne sukkede og rullede med øjnene. Og løste opgaven på et splitsekund: Tiden blev tegnet som en linje, som startede engang for længe siden og kunne markeres undervejs med årstal. År 1000. År 1789. År 1849. År 2011 – og så fremdeles. Tiden går fremad, ud af linjen. Hvorfor skulle dét nu være et problem?

Læreren smilede. Og stillede nu eleverne den samme opgave, men i en differentieret version: En elev blev bedt om at tegne et sekund, en anden et minut. Andre en undervisningstime, årets gang, historiens gang, ventetiden på bussen, urets tid, eller en måned. Derefter blev eleverne inviteret op til tavlen for at gengive deres grafiske billede af netop deres tidsinterval for de andre elever i klassen.

Tavlen blev nu fyldt med cirkler, streger, kurve, spiraler og pile. Visse træk gik igen hos elever, der havde fået til at opgave at tegne den samme tid: Et sekund var en prik. Et år en cirkel. Pointen stod lige så lysende klar for eleverne, som den stod afbildet på tavlen: Tiden antager mange former.

Og det er her, “Skyerne gråner” træder ind på scenen: Det er den cykliske tidsforståelse med sine benhårde imperativer og saftspændte forventninger, vi synger om.

Blus på
Grundtvig sætter scenen i det stemningsmættede blå tusmørke, når ikke bare eftermiddagen, men hele året skumrer og går mod mørke og hæld. Bladene rasler af træerne, natten og vinteren falder på, selv tårerne fryser til is. Vi bliver selv nødt til at bære lyset med os. Og bemærk, hvordan det altså ikke bare er et bette lys, der sættes i en stage, som i Jeppe Aakjærs romantisk-fimsede “Spurven sidder stum bag kvist”. Nej, her har vi altså gang i et BLUS. Og den fornemme opgave i at bære dette lys frem er ikke forbeholdt de artige luciabrude: Opgaven tilfalder os alle: VI bærer lys, og dét med glæde.

Glæden knytter sig selvfølgelig til den forventning, der ligger i den cykliske tidsforståelse, hvor afslutninger uundgåeligt er tæt knyttet til nye begyndelser: Noget skal komme. Et solhverv, et spirende forår, en frelser. Men Grundtvig går et stykke længere i “Skyerne gråner”: Her er det ligefrem årene selv, der fortrækker fra scenen af frygt for at blive gamle. Hvem gider have
et gammelt år? Året er tungt af hændelser, lykkelige som sorgfulde, og det er på tide at komme videre. Nye vinde, nye kalenderblade, nye oplevelser venter forude.

Denne udrensning virker naturlig, når man synger afsted, men i virkeligheden er tanken jo ganske radikal: Hvis det nu havde været et særligt godt år, hvorfor så koste det ud af vagten i en sådan hast? Det kunne jo være, at der var brug for en ekstra måned til at få de sidste ting på årets huskeliste gjort. Eller at man skulle tillade sig selv at dvæle ved de ting, der er sket. En ting er, at fuglene har brug for at skifte ham hvert år, ellers de fløj ej så let, som det hedder. Men fugle er uforstandige dyr på træk, drevet af instinkter og ikke tanke. Skulle man dog ikke kunne trække
den lidt?

Men nej. Grundtvig er aldersfascist på tidens vegne. Den cykliske tidsforståelses
imperativ forlanger, at pladsen konstant og til tiden forlades til fordel for det, der skal komme efter. Den proces er ikke trist og tung, men forbundet med en lethed, som når fuglene flyver.

Ind under jul
Det afgørende vendepunkt er julen, som vi går imod nu. Vi ved godt hvorfor, det handler om barnesvøb og krybberummet, starten på en ny cyklus. Inden Grundtvig er færdig med sidste vers, har han næsten allerede indkasseret våren, og før vi ser os om, begynder vi at nynne bondeblomst fra landsbyhave. Men vent lige et øjeblik. Lad os tage den frihed at dvæle ved overgangen.

For “Skyerne gråner” handler netop om, at vi hverken er eller bør være på vej videre hele tiden som et lille menneskelokomotiv, der pulser ud af skinnerne. Vores tid skrider fremad på adskillige andre
måder, og når man først får øje på dem, er Grundtvigs salme som tavlen, eleverne tegnede på: Fyldt med cirkler, punkter, linjer, pile og prikker. Betlehem er et punkt, et nedslag. Det messende omkvæd fuldender små cirkler i hvert vers. Salmen selv forløber som en bølge, som jo rent faktisk ender efter vers ni og et sjældent udråbstegn.

At få øje på, hvordan tiden gør krumspring, kan kræve noget øvelse for det utrænede, moderne blik. Eleverne i gymnasieklassen måtte tegne den. Nogle børn og unge er så heldige, at de hver morgen
udsættes for morgensang på deres skoler. Her kan tidsforståelserne blive vugget ind med for eksempel “Skyerne gråner”spændt for vognen.

Det betaler sig, for belønningen er stor. Der er ikke bare lys, men blus. Der er ikke bare forventning, men glæde – som i noget at glæde sig til. Den cirkulære bevægelse indeholder nemlig mere håb end den lineære: Den har et løfte om, at selvom verden i øjeblikket bevæger sig i én retning, kan det ændre sig radikalt. Død afløses af liv, sne og frost vil tø og løbe ud i åen og bane vej for anemoner. Lige nu, som jeg skriver, og du læser disse linjer, er der stadig uendeligt langt tid til, at anemonerne dukker op. Men de er dernede. Og derfor bærer vi blus ind i stuen, fejrer julen og glæder os usigeligt, til lys og farver dukker op igen.

Historien om eleverne er hentet fra:
Aase Ebbensgaard:
Når kunsten bliver læremester i hf
i Ebbensgaard og Elf 2011:
At tegne en tanke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *